Dansk kirkeliv i Skåne
Pastor Oluf Steinlein er frivillig præst i den danske kirke i Skåne.
Den danske kirke i Skåne er kun fire år gammel og en af de nyeste i udlandet.
Kirken startede som et samarbejde mellem præst Oluf Steinlein (72) og den svenske præst Berth Løndahl, som til daglig er præst i Bunkeflo Strandkirke i Malmø, oplyser Kirken i København.
Bert Løndahl fortalte Oluf Steinlein, at han havde omkring 20 danske dåbsgerninger om året, og så tog udviklingen for alvor fart. Den begyndte med en juleaftensgudstjeneste i 2011 i Lockarps Kirke, der ligger lidt uden for Malmø. Den kirke har den danske kirke i Skåne fået lov at bruge ganske gratis som central kirke for menigheden, og derfor kan Oluf fungere som frivillig præst.
Der er et godt opland for kirken, fordi der bor omtrent 35.000 danskere i Skåne, og endvidere har mange danskere arbejde i Skåne og har børn i skånske børneinstitutioner og skoler.
Kirken fungerer med fællesgudstjenester med svenske præster. Kirken er imidlertid sat til salg for en krone, fordi den svenske kirke er presset på økonomi og medlemstal. Beløbet på en krone har den danske kirke i Skåne lige præcis råd til. Men egentlig er de på udkig efter en velegnet kirke med et mødelokale til menigheden.
Årets største begivenhed er fastelavn, som virkelig er et trækplaster for børnefamilier, med omkring 150 deltagere til gudstjeneste og tøndeslagning.