Hvorfor er næsten kun en fremmed?

Flygtninge- og indvandrerspørgsmålet har aldrig været mere aktuelt end i øjeblikket. Snart har Europa selv brug for nødhjælp for at kunne klare presset på grænserne.

Debatten er skarpt opdelt i to lejre. Mellem humanister, der mener at det er vores pligt at tage imod alle, der står ved vores grænser, og strammerne, der vil stoppe den frie tilstrømning og selektere i, hvem vi lukker ind.

På hvilken side skal man som troende placere sig i denne debat? Mange kirkefolk føler sig moralsk forpligtede til at udvise næstekærlighed og at slutte sig til humanisternes hold. Men er det i virkeligheden det mest næstekærlige? Jeg er ikke sikker.
Som integrationsminister Inger Støjberg har gjort klart, er det vigtigt at skelne mellem reelle flygtninge, som er forfulgte, og immigranter, som ønsker sig et økonomisk bedre liv. Selvfølgelig skal vi hjælpe dem, hvis liv beviseligt er i fare.

Men når vi ser de tragiske billeder af dem, der er døde på transporterne, føler vi os straks skyldige. Men er vi det? Er det ikke menneskesmuglerne og dem, som vælger at benytte sig af dem, som er ansvarlige? Så længe vi holder grænserne åbne, fortsætter de den lukrative forretning. Vi kan formindske det kraftigt ved at lukke grænserne, for så er der ikke længere penge i det. Mange flygtninge er unge mænd, der må have råd til at betale de høje beløb til menneskesmuglerne. Men hvad med enkerne, de faderløse, syge og fattige, som må blive tilbage? Har de ikke mere brug for hjælp?

Man skal elske sin næste som sig selv, siger evangeliet. Europa elsker ikke sig selv længere. Flere af vores politiske ledere viser foragt for Europas kristne identitet og historie, men uden den er det tvivlsomt, om vi vil være i stand til at hjælpe andre på sigt.

Samtidigt er det, som om vi efterhånden kun er i stand til at opfatte næsten som en fremmed. Vores nærmeste, naboer, egen familie er vi ofte bedøvende ligeglade med. Det er alle dem, som har en ikke-kristen kulturbaggrund og som integreres dårligt i vores kultur, som vi insisterer på at hjælpe.

Er vi da ikke moralsk forpligtede på at beskytte vores egne, så samfundet ikke opløses i kaos, borgerkrig og kulturelt sammenbrud? Er det næstekærligt at tillade kulturelt selvmord på grund af en pseudohumanistisk ideologi om Europa som hele verdens frelser? Nej, det har ikke det fjerneste med kristendom at gøre, men er tværtimod en politik, der sigter mod den totale opløsning af det kristne Europa.

Vi skal som kristne sætte ind i de nødstedtes egne lande og hjælpe dem med at bygge en sund kultur op dér. Ganske som kristne missionærer og hjælpeorganisationer har gjort det i århundreder.

Obs! Iben Thranholms klumme er udtryk for hendes egen holdning, og udtrykker ikke nødvendigvis Udfordringens holdning.