Livets kultur vinder frem i Rusland

Det er fredag aften i Moskva. Tæt på Den Røde Plads.

Livsenergi, glade stemmer og gode vibrationer fylder den varme sensommeraftenluft. Aftenen er ung. Skinnende eksklusive biler drøner løs på de brede boulevarder for at nå frem til ekstravagante restauranter. Velklædte mennesker slentrer på fortovene. Kvinder med elegante skørter har tydeligvis brugt tid foran spejlet på hår og makeup. På fødderne har de sylehøje hæle. På fortovscafeer drikkes farverige drinks med sugerør. Moskva kan let konkurrere med New York hvad angår night life.
Midt i denne fredagstemning hører jeg sang. Ortodoks kirkesang. En dyb basstemme akkompagneret af et kor af lyse stemmer. Det lyder som englesang. Som om nogen har åbnet en dør på klem indtil himlen, hvor engle og serafer lovpriser Gud. Jeg følger lyden og står foran en de mange ortodokse kirker, som ligger i centrum af Moskva. Døren ud til gaden står på vid gab. Indenfor er der propfyldt, og jeg kan kun lige presse mig ind.
Jeg bliver opslugt af et bølgende hav af tilbedelse, hellighed, ydmyghed. Gudsfrygt. Det handler ikke om ikke strenghed eller rigid fromhed, men om skønhed, harmoni og frihed.
Det er, som om ikonerne bliver levende, og de himmelske personer er med os midt i kirken i lovprisningkoret. Vi er ikke alene. Himmel og jord smelter sammen som en stor frydefuld og harmonisk organisme. Døren ind til ikonostasen, det allerhelligste, slås op. Gud åbenbarer sig i liturgien og skønheden. Og vi, hans skabninger, oplever at være i en tilstand af det, som er vores urvæsen: samhørighed, sammensmeltning med Gud. I kærlighed og gavmildhed. Selvom bilerne i millionklassen buldrer løs lige udenfor kirken, ved jeg, at himlen findes – også på jorden. I kirken.
Rusland har ovenpå kommunismen fundet tilbage Gud. Det særlige ved det nye Rusland er, at traditional kristendommen og modernitet ikke er hinandens modsætning som i Vesten, men snarere forudsætninger. Det, der skaber en kultur, er dens åndelige fundament og ikke kun dets politiske system. Rusland er i fremgang som livets kultur, fordi troen på og respekten for det hellige igen er i centrum.