Hurtig handling?

Nogle gange fascineres jeg af, hvor hurtige folk er til at reagere på opslag i de sociale medier.

Hvis et ukendt menneske skriver sit synspunkt om fx flygtninge, homoseksuelles vielser eller andre varme emner, varer det kun få minutter, inden dette menneske både er rost til skyerne og dømt til døden, og flere hundrede mennesker deler lynhurtigt budskabet.
Det tager kun et par sekunder, så er læserne klar til handling og til offentligt at bekende deres eget synspunkt, hvor ingen overvejer konsekvenserne for mennesket bag opslaget.

Nogle gange fascineres jeg af, hvor langsomme folk er til at handle. Samvittigheden råber et kald i øret, om at bede for den syge dame i køen foran dig, at købe et måltid til den hjemløse uden for NETTO, at lave lasagne til enken i nabohuset, at bringe et muligt visdomsord videre til præsten under gudstjenesten og så videre… Vi overvejer alle tænkelige konsekvenser, vi vurderer, om kaldet nu også ER af åndelig karakter, eller blot en fiks ide i vores fantasi. Langt de fleste gange lader vi tvivlen råde os til passivitet, mens vi i vores hjerter beder indtrængende bønner om, at Gud må kalde os til at følge hans vilje.

Jeg læste noget i Højsangen kap. 5 for nylig. Det vil ikke ud af mit hoved igen og vækker mange tanker.
Brudgommen kommer til sin brud, hendes hjerte hopper af glæde (5,2). Han banker på og prøver at komme ind, men hun synes, det er lidt ubelejligt. Tøjet er taget af, og tæerne er vasket (5,3).
Brudgommen går igen, og for sent går det op for bruden, hvad hun har gjort. Hun leder, råber og kalder, men finder ikke brudgommen igen (5,6)…
Tænk, hvis vi kunne få villighedens sko på fødderne, ikke kun til brug på tastaturet, men i hele vores måde at være menneske på.
Gad vide, hvilke gaver brudgommen står med bag den lukkede dør?
Gad vide, hvem der længes mest efter nærvær. Bruden eller brudgommen?