Jødisk kvindes kamp for et opgør med fortiden

Maria Altmann (Helen Mirren) og Randy Schoenberg (Ryan Reynolds) med ”Kvinden i guld” - Klimts portræt af Adele Bloch-Bauer - i baggrunden (still fra filmen: Scanbox).
Maria Altmann (Helen Mirren) og Randy Schoenberg (Ryan Reynolds) med ”Kvinden i guld” – Klimts portræt af Adele Bloch-Bauer – i baggrunden (still fra filmen: Scanbox).

Historien er god nok, men filmen, der fortæller den, virker desværre tandløs og lidt for poleret.

”Adele Bloch-Bauer I”, et berømt maleri af Gustav Klimt, er omdrejningspunktet i en historie om at gøre op med fortidens forbrydelser.

Baseret på den sande historie om den østrigske jøde Maria Altmann og hendes kamp for at genvinde et maleri, der blev stjålet fra hendes familie under Holocaust, er Kvinden i guld et portræt af to mennesker, der hver især slås med fortiden. Maria Altmann flygtede sammen med sin familie til Amerika under Anden Verdenskrig, og alle deres ejendele blev stjålet af nazisterne. Filmen foregår mange år efter krigens afslutning, hvor Altmann forsøger at få maleriet, der forestiller hendes tante, tilbage i familiens eje. Den østrigske regering anerkender ikke hendes ret til maleriet, og hun slår sig derfor sammen med den unge, ærgerrige advokat, Randy Schoenberg. Men Schoenberg har sine egne dæmoner at slås med, og Maria selv har aldrig turdet vende tilbage til Europa.
George Clooneys Monuments Men fra sidste år behandlede også de allieredes forsøg på at genvinde værdifulde kunstværker, der blev stjålet af nazisterne under Anden Verdenskrig. Instruktør Simon Curtis udforsker samme emne fra en mere personlig vinkel i Kvinden i guld. Desværre lykkes det aldrig filmen helt at give begivenhederne den tyngde, man kunne forvente af en film, der i sin kerne handler om Holocaust og de forfærdelige forbrydelser, mennesker kan begå mod hinanden. Til dels er der i sagens natur noget lidt vulgært i at sammenligne tabet af jordiske ejendele med tabet af liv, dels er det Altmann-familiens privilegerede status, der forhindrer os i at føle så intenst for deres tab, som instruktøren tydeligvis vil have os til.
Kvinden i guld er ikke en dårlig film; dertil er de involverede alt for professionelle, og især filmens flashbacks fungerer, men den er bizart kødløs. Tandløs. Måske skyldes det, at hovedparten af handlingen foregår så mange år efter den egentlige forbrydelse. Eller også skyldes det, at filmen føles alt for poleret. Curtis har tydeligvis forsøgt at angribe historien fra en mere filosofisk vinkel, men det hjælper ikke, når historien burde føles som et spark i maven. Kvinden i guld er mere et let selvudslettende puf.

Kvinden i guld • 109 min.
Premiere: 29. oktober