– Min stedfar er min helt!

(Læsetid: 12 minutter)
Med sin optræden på lovsangsscenen ønsker Kim at give et eksempel på, hvordan tilbedelse og frihed under lovsangen kan se ud.
Med sin optræden på lovsangsscenen ønsker Kim at give et eksempel på, hvordan tilbedelse og frihed under lovsangen kan se ud.

Hun er vant til at stå på en scene foran et stort publikum og tilbede Gud gennem sine sange. Kim Walker-Smith er sanger og leder af lovsangsbandet ”Jesus Culture”. I et interview med det kristne magasin Lydia fortæller hun, hvad tilbedelse betyder for hende.

Af Ellen Nieswiodek-Martin

Kim, du virker så afslappet og glad. Og det til trods for, at du ikke havde det let som barn.

– Ja, det passer. Min mor var 19 år, da hun fødte mig. Da jeg var fire, blev mine forældre skilt. Min mor giftede sig derefter igen flere gange. Derfor har jeg haft flere forskellige stedfædre, og ikke alle har behandlet mig godt.

Men så kom den mand ind i dit liv, om hvem du i dag kan sige: ”Han reddede min familie. Han er vores helt.”
– Jeg var omkring tolv år gammel, da min mor lærte George at kende, og det forandrede alt. Vi boede på det tidspunkt i et hus, som var så forfaldent, at der voksede svamp på gulvet. Tit havde vi ikke penge til mad, så jeg måtte gå sulten i seng. Jeg fik aldrig nyt tøj og havde ikke mit eget værelse. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor George giftede sig med min mor – med den forhistorie, hun havde, og med os fem børn! Men det gjorde han og reddede os dermed. Han troede på Gud og gav troen videre til os. Det var hans fortjeneste, at vi kom med i en menighed. Sammen med ham flyttede vi ind i et ordentligt hus, hvor jeg fik mit eget værelse. Han købte nyt tøj til os. Jeg behøvede ikke længere gå sulten i seng. Mit liv ændrede sig ganske enkelt på grund af ham.
Og dog var jeg i de første år bange for ham på grund af mine dårlige erfaringer med de andre stedfædre. Først da jeg blev voksen, formåede jeg at få et stærkt forhold til ham. Jeg havde ganske enkelt brug for tid, før jeg turde stole på ham, elske ham og virkelig åbne mit hjerte for ham. Men jeg er utrolig glad for, at jeg holdt ud, for han er virkelig faderen i mit liv. Og han er grunden til, at jeg tror på Gud. Var han ikke kommet ind i mit liv, havde jeg ikke stået her i dag.

Har du stadig kontakt til din biologiske far?
Ja, men kun sjældent. Jeg elsker ham, og jeg ved, at han elsker mig. Han har psykiske problemer, fordi han fik en hjerneskade i forbindelse med en motorcykelulykke. Derfor er han ikke rigtig i stand til at være en far for mig.

Det var din mor, som understøttede din musikalske begavelse …
Min mor var med i et band, så jeg er så at sige vokset op med musik og sang. Jeg var tre år, da jeg første gang stod på en scene. Hele min familie er meget musikalsk og spiller forskellige instrumenter – i modsætning til mig. Jeg spiller ikke noget instrument.

I dag står du regelmæssigt på scenen foran en stor menneskemængde. Glemmer du publikum, når du synger for Gud?
Ja, jeg fortaber mig ofte en smule i hengivelsen til Jesus, men jeg glemmer aldrig helt publikum, tværtimod. Jeg vil gerne opbygge en tæt kontakt til dem. Jeg vil gerne hjælpe dem med at finde ind til Jesus. Derfor forsøger jeg at spore mig ind på, hvad deres øjeblikkelige behov er.

Hvordan er du egentlig nået frem til at synge lovsangsmusik?
Da jeg var 18, stillede jeg bevidst mit liv til rådighed for Gud. Dengang kom jeg i en menighed, som arrangerede ungdomskonferencer, de kaldte ”Jesus Culture”. Da folk i menigheden mærkede, at jeg kunne synge, bad de mig om at synge i lovsangsbandet.
Jeg havde absolut ingen erfaring med at prise Gud offentligt gennem musik, men jeg var til gengæld vant til at stå på en scene og synge – jeg havde jo trods alt medvirket i mange musicals som barn – men lovprisning i menigheden føles anderledes.

Da du første gang skulle lede lovsang, flygtede du fra scenen. Hvad skete der?
Til at begynde med sang jeg kun omme bagved. Så spurgte den daværende lovsangsleder mig, om jeg ville synge en sang, som han havde skrevet. Jeg følte mig under stærkt pres og ville gerne gøre det godt. Det var en søndag morgen; hele menigheden var der. Og jeg faldt fuldstændig igennem. Det var så pinligt for mig, at jeg under sangen løb min vej, væk fra scenen. Bandet spillede heldigvis bare videre. Jeg græd og sagde: Det gør jeg aldrig igen! Jeg egner mig ikke til at lede lovsang.
Men så overvandt jeg min angst og forsøgte mig endnu en gang. Det kostede uendeligt meget mod. Til alt held var der nogen, der opmuntrede mig til det. Jeg laver stadigvæk fejl, men jeg oplever det ikke mere så pinligt. Jeg siger ganske enkelt til mig selv: Vi er én stor familie, og vi er her for at tilbede Jesus, ikke for at fyre et show af. Derfor ler jeg lidt ad mig selv og lægger det bag mig.

Men du synger foran ti tusind mennesker ved ”Jesus Culture”-konferencerne. Det er der ikke mange andre kvinder, der ville turde. Er du en modig kvinde?
Jeg forsøger at være modig! Det gør mig sandsynligvis mindre nervøs end andre, at jeg har prøvet at stå foran mange mennesker. Som lovsangsleder ved jeg, det kræver meget mod at åbne sit hjerte i tilbedelsen – at tilbede på samme måde, som man ville have gjort, hvis man havde været alene. Med min optræden forsøger jeg at give et eksempel på, hvordan frihed kan se ud, hvordan tilbedelse kan se ud. Og det kræver mod, for jeg vil gerne, at andre også skal opleve denne frihed.
Hvad betyder tilbedelse personligt for dig, når du ikke står på scenen?
Tilbedelse betyder, at Jesus har skænket os sin kærlighed, og at vi gengælder denne kærlighed ved at skænke ham vores. Man behøver ikke noget band for at gøre det. Man behøver ingen instrumenter, ingen sange. Det drejer sig kun om forholdet til Jesus. Tilbedelse betyder, at jeg siger til Jesus, at jeg elsker ham og lader mig elske af ham.

Har du også været ude for situationer, hvor du ikke har følt dig oplagt til at tilbede Gud?
Jeg var desværre netop gennem sådan en periode sidste år, da min bedste veninde aborterede. Kort efter mistede ægtefællen til et medlem af ”Jesus Culture”-bandet et barn. Begge begivenheder var tragiske. Dengang følte jeg virkelig ikke stor lyst til at tilbede Gud. Jeg var fyldt med sorg og vrede. Hvorfor skulle det ske? Bibelen opfordrer os til at elske Gud af hele hjertet til hver en tid. Det er ikke let, og jeg kan ikke komme på noget at sige, der vil gøre det lettere for mennesker, der oplever sorg. Alligevel går jeg til gudstjeneste, synger med på sangene, løfter mine hænder og siger til Jesus, at jeg elsker ham, også selvom jeg i mit indre oplever denne konflikt.
Det vidunderlige er, at Jesus forstår sådanne følelser. De afskrækker ham ikke. Vi kvinder kan på én og samme tid føle både kærlighed og vrede. Jeg ved ikke, om mænd har det på samme måde. Det er en beslutning om at tilbede Gud, også når vi ikke føler os oplagte til det. Gennembruddet vil komme. Bestemt!

Findes der mon noget, som virkelig kan få dig op i det røde felt?
Uretfærdighed gør mig rasende. Jeg bryder mig ikke om, når folk bliver dårligt behandlet, og jeg ser heller ikke stiltiende til. Hvis jeg ser nogen opføre sig voldeligt på gaden, har jeg svært ved ikke at gribe ind. Jeg har faktisk engang jagtet en, som var brudt ind i min venindes bil. Det var en stor og stærk mand. Han havde slået en rude ud med et brækjern og ikke bemærket, at jeg stod i nærheden og havde set det. Han snappede hendes håndtaske fra bilsædet og løb sin vej. Og jeg løb efter ham! Min eneste tanke var: Det skal han ikke slippe af sted med! Det er ikke i orden! Det var sikkert godt, at jeg ikke indhentede ham …

Kim sammen med sin mand Skyler Smith. De er begge seniorledere i Jesus Culture, Bethel Church i Redding, Californien. Kim er derudover leder for pladeselskabet Jesus Culture.
Kim sammen med sin mand Skyler Smith. De er begge seniorledere i Jesus Culture, Bethel Church i Redding, Californien. Kim er derudover leder for pladeselskabet Jesus Culture.

Du leder pladeselskabet ”Jesus Culture”. Var det svært for dig at sætte dig ind i det forretningsmæssige, eller er det noget, du har i blodet?
Før jeg gik fuldtids ind i musikbranchen, arbejdede jeg i en bank. Min stedfar var bankmand og min onkel finansrådgiver. Så det ligger til familien. Jeg har en vis flair for tal og var en ret god bankassistent. Det er naturligvis noget andet at drive et pladeselskab. Der var en indlæringsproces, hvor jeg skulle sætte mig ind i mange nye begreber, og jeg lærer stadigvæk nyt.

Hvordan er det så at være kvinde i en ledende stilling?
Det er en udfordring! Det var især svært, da jeg ikke var gift. Der var nogle i menigheden, som fandt det upassende, og mange kvinder sagde: ”Kim, du bør ikke beklæde en ledende stilling, så længe du ikke er gift.” De mente heller ikke, jeg burde rejse og lede lovsangen på konferencer, fordi jeg ikke havde nogen mand. Jeg har uden tvivl måttet arbejde hårdere for at bevise, at jeg kunne klare det.
Jeg står i stor gæld til en af vores ledende medarbejdere i ”Jesus Culture”, som jeg har arbejdet sammen med fra allerførste færd. Han styrkede mig i, at en kvinde kan beklæde en ledende stilling. Det var samtidig en klar tilkendegivelse fra bandet – også over for udenforstående – om, at de havde besluttet sig for at udnævne mig til direktør i selskabet.

Dengang var du i begyndelsen af trediverne og i mellemtiden også blevet gift. Hvilke erfaringer gjorde du dig derpå?
En dag bad en medarbejder mig om at komme ind på sit kontor. Han konfronterede mig med et spørgsmål, som havde med mine følelser at gøre. Som leder skulle man efter hans mening holde sine følelser for sig selv og udadtil lade som ingenting. Jeg svarede: ”Lad mig tænke over det.” Derpå gik jeg, og tog mig god tid til at tænke over det.
Efter nogle dage vendte jeg tilbage til ham og sagde: ”Ved du hvad, jeg er af en anden mening! Gud har skabt mig som kvinde, han har skabt mig med de følelser, jeg har. Jeg ved, at jeg ikke burde lade mig lede af mine følelser, men jeg kan ikke fuldstændig lægge dem fra mig. Jeg vil gerne have lov at lede som kvinde, ikke som en mand. Jeg vil gerne have lov at være feminin og samtidig stærk og kompetent til mit arbejde.” Derpå spurgte jeg ham: ”Har du nogensinde bemærket, at de bøger om ledelse, du sagde, jeg skulle læse, alle er skrevet af mænd? Jeg har endnu til gode at læse en bog om ledelse skrevet af en kvinde!” Han så på mig: ”Du har ret.”
Et par dage senere kom han hen til mig og sagde: ”Vores snak har fuldstændig ændret min måde at tænke på.” Han var blevet klar over, at han længe havde taget det som en selvfølge, at jeg ville lede som en mand, og havde derfor ikke givet mig frihed til at lede som kvinde. Kvinder leder anderledes. Ikke dårligere, bare anderledes.

Hvad er dit råd til kvinder, som ikke tør sige ja til en ledende stilling?
For det første – for at overvinde angsten findes der kun én vej, nemlig at vedkende sig den. Det andet råd er et af mine yndlingsvers i Bibelen: ”Guds fuldendte kærlighed fordriver frygten.” I Bibelen læser vi, at Gud er kærligheden, og at hans kærlighed fordriver enhver frygt. Jeg tror, at når vi tilbringer tid med Jesus og giver ham lov til at udøse sin kærlighed over os, og han hvisker til os, hvor meget han elsker os, så vil denne kærlighed fylde os, så der ikke er plads til angsten. For det tredje kan det være en hjælp at tage kontakt til mennesker, som arbejder med og bestyrker kvinder i ledende stillinger. De vil kunne jævne vejen og give mod på opgaven.

Hvad vil du give dine sønner med på vejen? Hvad skal de lære til brug i deres liv?
Jeg ønsker for dem, at de må vokse op og blive mænd, som har kærlighed til Gud og til andre mennesker. Jeg ønsker for dem, de må få et stort og varmt hjerte, at de må lære at skænke Jesus al deres kærlighed, ikke være karrige med den og holde noget tilbage. Og at de virkelig må elske andre mennesker, og at mennesker tæt på dem også må mærke denne medfølelse.

Læs også