Milde straffe er tegn på afkristnet Danmark
Højesteret har netop afgjort, at overhovedet for Danmarks mest kriminelle familie, sigøjnerbossen Levakovic, ikke skal udvises. Fordi han har forældremyndigheden over to børn her i landet, mener retten, at det vil være imod Menneskerettighedskonventionen.
Ligeledes har Roskilde Byret netop frifundet tre mænd for gruppevoldtægt. Dommeren mener, at det er kvindens ansvar at sige fra. At denne kvinde var fuld og så påvirket af insulinmangel, at hun nærmest var bevidstløs, hjalp hende ikke i retten.
Blot to eksempler ud af mange, som viser, at milde straffe eller slet ingen efterhånden er mere reglen end undtagelsen. Danmark er ved at blive et paradis for forbrydere og voldsmænd. Hvordan er vi endt der, hvor domstolene hjælper de onde og lader deres ofre i stikken? Hvor der ofte er mere fokus på medlidenhed med forbryderen end med ofret?
Det skyldes, at vi som kultur har mistet det moralske kompas. Sand retfærdighed – og barmhjertighed – kræver altid en højere moralsk orden. En klar skelnen mellem rigtigt og forkert, godt og ondt.
Falsk retfærdighed og falsk barmhjertighed er kendetegnet ved ikke at kunne kende forskel på godt og ondt. Derfor opstår der medfølelse overfor forbryderen og ikke den, som er offer for forbrydelse.
Når vi har mistet det moralske kompas, er det på grund af den værdirelativisme, som har erstattet det kristne værdigrundlag, som vores lovgivning oprindeligt var bygget på.
Politikere mangler – til trods for den gode vilje og resocaliseringsprogrammer – et kristent matrix for at kunne forstå, hvad der er godt, og hvad der er ondt.
At give mildere straffe ligner nok på overfladen et mere humant samfund, men i realiteten er det udtryk for moralsk opløsning og falsk barmhjertighed, et samfund, der er afkristnet.
Kristendom er ikke ensbetydende med strengere straffe, men kristendom er og skal være et værn mod ondskab. De verdslige myndigheder er – ifølge Paulus – indsat af Gud til at udøve en vis form for retfærdighed i en falden verden, men absolut ikke til at lade ondskaben få frie hænder som resultat af falsk barmhjertighed.