Er mor og far en menneske – rettighed?

Jeg er heldigvis vokset op i en kernefamilie med verdens dejligste forældre. Den ros kan de godt tage til sig.

Nu har jeg været tilknyttet børnehjemmet Manuelito i snart tre måneder og har i høj grad været vidne til, hvad det vil sige at vokse op uden en mor og en far: Man mister sin barndom tidligt. Men nu bor de her og har det godt, for de er trods alt blevet reddet fra en tilværelse, der er værre! Det er ikke det optimale, men det er vel bedre end alternativet?

Her i Honduras fejrede vi 12. april den internationale dag for gadebørn. Det slog mig pludseligt, mens vi gik gennem hovedstaden Tegucigalpas gader, at her var det. – Her var alternativet for de børn, der bor på projektet. Gaden?!? Det gav mig en dårlig fornemmelse i maven, at der faktisk findes børn, som lever et liv på gaden.
Dagen efter tog vi ud og hilste på nogle af gadebørnene, da vi sammen med en præst i Tegucigalpa delte mad ud. De så trætte ud, og de var tydeligt mærket af en rigtig hård tilværelse.
Mens vi kørte gennem gaderne, kunne jeg ikke lade være med at tænke: ”Hvor er de mennesker, der bør tage et ansvar? Hvor er deres forældre?”

Efter en hel uge med fokus på menneskerettigheder kunne jeg godt ønske, at børns primære rettighed her i livet er rettigheden til kærlighed fra deres forældre. For alle børn i hele verden. Uden undtagelse.

Jeg trøster mig ved, at børnene her midt i en håbløs tilværelse har en himmelsk far, som alle dage har villet dem og elsket dem, selv da deres egne forældre måtte svigte.
Jeg beder til, at Gud vil hjælpe os, som verden, til at hjælpe de her børn. Ingen børn fortjener et liv på gaden.
På Manuelito har vi et slogan, der lyder: ”Los niños no deben vivir en la calle” – det betyder ”børnene bør ikke bo på gaden”. Det er et slogan, jeg er hundrede procent enig i.
Jeg håber, du vil gå med i forbøn for de ”glemte” børn!

Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! (1. Johs 3, 1)