Muslimsk konference gav 1000 norske kroner til nye konvertitter

Islam Net gav gavekort på 1000 norske kroner til alle, der konverterede til islam i løbet af Peace Conference Scandinavia i Oslo i weekenden før påske.

– Det er meget upassende, skriver en medarbejder fra en kristen missionorganisation, som deltog på konferencen i et nyhedsbrev.
– På et tidspunkt blev det oplyst, at enhver, som konverterede til islam i løbet af konferencen ville få et gavekort på 1000 kr. i butikken. Senere i nyhedsbrevet, som nu er slettet fra organisationens hjemmeside, opfordrer han til at tage afstand fra denne type evangelisering. ”Som kristne må vi også vogte os for at uddele verdslige goder i forbindelse med omvendelse og tro på Jesus Kristus”, skriver han.
Islam Net er en norsk sunni-muslimsk ungdomsbevægelse, som er blevet kendt for at invitere foredragsholdere med radikale holdninger til blandt andet dødsstraf og homofili.

Organisationen tilbyder at hjælpe folk med at konvertere til islam og holder kurser for nye muslimer. På fredskonferencen var der gratis adgang for ikke-muslimer, mens muslimske unge måtte betale.
Islam Net driver hjemmesiderne finnallah.no og finnislam.no hvor ikke-muslimer kan finde enkel information om islam, og hvordan man bliver muslim. Men Islam Net ejer også domænet finnjesus.no.

– De vil nu oprette en speciel hjemmeside ved navn ”Finn Jesus”. Den skal være specielt rettet mod kristne for at nå dem med islams budskab. De satser hårdt i Oslo og Norge, og de fortjener at blive mødt af kristne, som er lige så helhjertede for evangeliet og Jesus, som de selv er det for Koranen, Allah og profeten, siger den kristne medarbejder.
KPK/Bodil