Kampen om at være ”et godt menneske”

Der er udbrudt en krig om at være et godt menneske i Danmark. Flygtninge- og indvandrerspørgsmålet har delt danskere i to lejre med hver sin skyttegrav, hvorfra de bekriger i hinanden.

Konflikten og kampen er blevet optrappet henover sommeren, hvor en række blodige og bestialske terrorangreb har ramt Frankrig og Tyskland. Det har afstedkommet en heftig debat om, hvordan vi skal forholde os til terror, radikalisering og muslimsk indvandring.
Den ene lejr benægter, at der er en forbindelse mellem religionen islam og terror og vold, heriblandt mange politikere og medier. De opfatter terrorister som enkelte psykisk forstyrrede individer eller kriminelle. Muslimer er ofre, der skal hjælpes, og derfor skal landegrænserne holdes åbne.

Den anden lejr mener, at der er en sammenhæng mellem islam og vold, som bliver mere og mere synlig i takt med de mange terrorangreb. De er skeptiske og kritiske overfor indvandring og ønsker asylstop og lukkede grænser for at beskytte egen kultur.

De godtroende beskylder skeptikerne for at være racister og dårlige mennesker. De taler om, at det ikke er næstekærligt at være kritisk overfor islam – og de har taget patent på at være ”de gode”. Det er praktisk talt blevet umuligt at være højredrejet i sit politiske synspunkt og samtidigt at definere sig selv som et godt menneske uden af blive mødt af en byge af kritiske og hadske kommentarer.

”Det gode menneske” er blevet en politisk størrelse og handler efterhånden alene om forholdet til flygtninge og indvandrere. Mennesker, som danskerne reelt set ikke er tæt på personligt, og som de ikke deler dagligdag med.

Næstekærligheden i det nære har det nemlig svært i Danmark. Omtrent hvert andet ægteskab ender i skilsmisse, mange forældre har ikke tid til deres børn, fordi de prioriterer karriere, og familiens ældre får sjældent besøg. Ensomhed er et stigende problem i vores kultur. Også blandt unge, der overlades til sig selv af voksne, der har travlt med sig selv.

Det vil derfor give god mening at kæmpe meget mere for næstekærlighed i det nære end blot at gøre det til et politisk slagsmål om, hvem der bedst kan hævde sig selv som ”et godt menneske”.