Det rigtige spejl, det rigtige sted
Der er et toilet på den skole, hvor jeg arbejder, som ingen af os voksne bryder os meget om at benytte. Det var oprindeligt bygget til børn, så det er lidt lavt, men det er nu ikke problemet…
Spejlet er problemet. Et stort væg-spejl i børnehøjde, sidder lige ved siden at selve toilettet, så når man sidder der, med bukserne nede om hælene og blusen løftet op over brættes højde, kan man nærmest ikke undgå at se hver en delle, der bugter sig på den let sammenfaldne person, der sidder lige ved siden af og stirrer tilbage fra spejlet.
Det kan være en brat opvågnen oven på en dejlig lang sommerferie med rigelige mængder af is. Mens man så sidder der, kan man – med lidt øvelse – fokusere intenst på en tand, et øje, frisuren eller andet langt mindre selvværdstruende end deller.
Tror, mange vælger at sætte deres badeværelsesspejle højt oppe over vask (og lår), af samme årsag. Men… Når man så rejser sig, kommer problem nummer to. Spejlet stopper lige under din hage, så der er nu kun mave og lår at kigge på, og man trækker lige maven lidt ind, før man klemmer det hele sammen på vej ned efter bukserne, så alle flødeisene kan blive godt skjult bag knap og lynlås igen.
Egentlig er det ret dumt. Vi ved jo godt, hvad vægten siger, vi ved også godt, hvordan flødeisen har fordelt sig, men uden spejl kan vi ligesom bedre fortrænge det.
Gud har det på en anden måde, han ser det hele, han ønsker det sådan, om det så er vores hovedhår, så har han også styr på dem. Gud ønsker, at det skjulte skal komme frem i lyset, for kun dér kan hans nåde, trøst og lægedom rejse os på ny.
