Hvorfor græder min baby hele tiden?
Kære Suh.
Jeg er for nylig blevet mor til en skøn lille dreng, han er nu 6 ½ md.
Fødslen gik godt, han fejler ingenting og er den skønneste lille dreng, men han græder konstant. Mit problem er, at jeg slet ikke kan rumme det, når han græder, og jeg kører helt op.
Jeg har talt med sundhedsplejersken om det, og hun siger bare, at det er normalt, at børn græder, men jeg er alligevel bekymret, fordi hans gråd er så højlydt og intens, og det stresser mig helt vildt. Det er flovt at indrømme, men nogle gange har jeg råbt ad ham i frustration, og jeg får så dårlig samvittighed bagefter.
Jeg føler virkelig, at jeg er en dårlig mor og er så bange for, at jeg allerede er kommet til at skade ham, siden han græder så meget (og så er det jo ikke så sundt at blive råbt ad). Hjælp!
Frustreret mor
Kære Frustrerede Mor
Bare rolig, der er intet i det, du skriver, der tyder på, at du er en dårlig mor. I stedet vil jeg snarere påstå det modsatte: Når man bekymrer sig for sit barns velfærd og opsøger hjælp og vejledning for at blive en bedre forælder – mon man så ikke er en god mor, snarere end en dårlig mor?
Din sundhedsplejerske har ret. Små børn græder. Det er deres måde at kommunikere på, det er jo først senere i deres udvikling, at de kan gøre brug af sproget.
Så når din søn græder, så er det, fordi han virker – han vil gøre opmærksom på noget: At han er sulten, at han skal skiftes, at han vil have din opmærksomhed osv. Langt værre var det, hvis han i stedet altid lå passivt hen og aldrig gjorde opmærksom på sig selv – så ville der først for alvor være grund til bekymring.
Og hvornår skal din søn holde op med at græde? Når hans behov er blevet opfyldt! Først da er der grund til at holde op. Små børn har jo ikke mulighed for at tænke: ”Nå, nu er mor i gang med at varme vand, det betyder, at der er mad om ca. 2 minutter, så lægger jeg mig tilbage i min seng og hygger mig imens”. Så når han bliver ved med at gøre opmærksom på sit behov – larmende og intenst – så er det, fordi din søn er stærk og sund og har en positiv forventning til sine omgivelser (dig), om at de faktisk er i stand til at imødekomme dem.
Du, på den anden side, virker tilsyneladende også. Når din søn nemlig kommunikerer med dig (græder), så aktiveres du på det kraftigste. Hele dit system sættes faktisk i alarmberedskab for at handle – deraf din oplevelse af at ”stresse”, hvilket er en helt korrekt observation, da din krop bliver pumpet fuld af naturligt forekommende hormoner, der skal hjælpe dig til at handle effektivt og hurtigt. Når dette sker, kan man godt opleve sig lidt aggressiv, fordi kroppen på sin egen måde er i ”kamp-modus”.
Så indtil videre har vi konkluderet, at I begge virker, som I skal.
Din stress og dine lettere aggressive impulser handler måske altså snarere om, at du virker – end at du virker forkert?!
Hvis det forholder sig sådan er der ingen grund til at bebrejde dig selv, at du er en dårlig mor – og hvis du ikke er en dårlig mor, så er der ingen grund til at være vred på hverken dig selv eller på din søn, ej heller grund til at bekymre sig for, om der er noget galt med jer.
Hilsen Suh}
