Der kom lys i mørket under indlæggelse

Hun troede, hun skulle dø. Men en sms og en gudstjeneste på hospitalet gav hende håbet tilbage.

Else Marie Kjerkegaard mærkede Guds nærvær, da hun var allermest sårbar, ensom og bange på grund af komplikationer efter en hjerteoperation i efteråret 2015.

Inden operationen havde hun været igennem en belastende ventetid.
Allerede i maj havde Rigshospitalet indstillet hende til en ny aortaklap. Hun skulle dog først igennem en forundersøgelse på Bispebjerg Hospital. Den viste desværre, at situationen var mere alvorlig end forventet.
Alle udgange fra hjertet var 85 procent forsnævrede. Udover en ny hjerteklap skulle Else Marie Kjerkegaard også have en firedobbelt bypass.
”Du kan være glad, du ikke har fået en blodprop”, sagde overlægen til hende. Derfor regnede hun med at blive opereret hurtigt. Men en måned senere oplyste Rigshospitalet, at det ikke kunne overholde ventetidsgarantien.
Operationen blev fastsat til august. Tre dage før indlæggelsen fik hun e-post fra Riget. Operationen var udsat en måned. Der var da gået fire måneder, siden diagnosen blev stillet på Bispebjerg.
Heldigvis kunne hun som troende hente styrke og klare angsten gennem bøn og forbøn.

Else Marie Kjerkegaard er uddannet cand.polit og har tidligere arbejdet i ledende stillinger i Socialforskningsinstituttet, Arbejdsmarkedsstyrelsen og Ligestillingsrådet.
Men i 1989 forlod hun karrieren inden for det offentlige og etablerede sig med selvstændig konsulentvirksomhed, som hun drev i nitten år. Det gav hende mulighed for at disponere sin tid, så hun kunne begynde at arbejde med sindet gennem meditation og studier i psykologi. Inden hun fandt sig selv som kristen og endte med at blive katolik, var hun åndeligt søgende og lærte en del om buddhisme.
Hun har skrevet bogen ”Nærværets vej” om sin personlige og åndelige rejse og har desuden skrevet bøgerne: ”Vejen vi går”, hvor tolv forskellige kvinder – også trosmæssigt – fortæller om deres åndelige praksis (Borgen 2002) og pilgrimsbogen ”Med håbet som rejsefælle. Vietnam fra nord til syd”. (Boedal 2012).

Indlagt

I Efteråret 2015 var Else Marie Kjerkegaard indlagt tre uger på Rigshospitalets hjertecenter.
I den sårbare og vanskelige tid efter operationen fik hun ubehagelige komplikationer i form af væske på lungerne i flere omgange. Det betød to ugers ekstra indlæggelse og nogle grimme erfaringer med svigt i sygeplejen.
Som hun selv beskriver det: ”Forløbet var ikke bare en dårlig oplevelse. Det var et chok. Hvad er der sket med sygehusvæsenet i de senere år? På Rigshospitalet er de dygtige til at operere hjerter. Det handler ikke om deres operationskompetence. Det handler om ventetiden og sygeplejen efter operationen.”
Her oplevede Else Marie Kjerkegaard dog heldigvis samtidig for alvor, at troen kan gøre en stor forskel, når man er syg. Læs her lidt af hendes gribende beretning, som hun har offentliggjort på sin blog – fra opholdet på hjerteafdelingen:

Livline fra Vor Herre

”Nætterne er værre end nogensinde. ”Mine luftveje er som Saharas ørken” fortæller jeg vidt og bredt til alle med mulighed for at hjælpe. ”Du har været i narkose to gange”, lyder svaret. Efter flere dage hører en kvindelig kirurg min klage. ”Det ved jeg, hvad er. Du har svamp i luftvejssystemet. Jeg sætter dig i behandling med det samme.”
Før behandlingen når at virke, har jeg den værste nat overhovedet. Jeg har kvælningsanfald og svært ved at holde iltslangen i næsen. Hvis jeg kalder på nattevagten, kommer vedkommende hurtigt, men har ikke meget andet at tilbyde end et øjebliks opmærksomhed. Jeg føler mig mere forladt og alene end nogensinde. Alting er mørke. Gispende efter vejret ligger jeg og tager afsked med livet.
Pludselig hører jeg lyden af en sms. Da jeg åbner mobiltelefonen, er klokken 1.09. Sms’en er fra en kvinde i den menighed, jeg tilhører. ”Hvordan er operationen gået, og hvordan har du det? Jeg har tænkt meget på dig og beder for dig.” I fantasien folder mine lunger sig ud som vingerne på en svane, der letter! Der er nogen derude, der beder for mig lige nu! Jeg bliver euforisk af glæde over den natlige omsorg. Vor Herre har kastet en livline ud, netop som jeg var ved at forlade denne verden.
Jeg er nu lysvågen, og det går op for mig, at det er blevet søndag. Jeg tænder lyset og finder min iPad frem. Mon ikke der er gudstjeneste i Rigets lille kirkerum? Det er der, og hvis man ønsker det, kan man blive kørt derned, selv hvis man er sengeliggende. Det står sort på hvidt på Rigets hjemmeside.
E har morgenvagten. Han er en venlig og opmærksom sygeplejerske, men da han hører mit ønske om at blive kørt ned til gudstjenesten, siger han forskrækket: ”Det har portørerne ikke tid til!” Jeg henviser til hjemmesiden og truer med at skrive om det i medierne, hvis ikke jeg bliver kørt derned. Fem minutter efter kommer han tilbage: ”Der kommer en portør og henter dig.”
Præsten står i døren til kirkerummet og tager kærligt imod mig, da jeg kommer rullende i kørestolen. Gudstjenesten bliver det smukkeste, jeg har oplevet længe. Med svag røst lykkes det mig at synge med på salmerne, som jeg elsker, og præsten kommer ned og giver mig nadveren på en nærværende måde. Jeg er som en tør svamp, der bare suger omsorgen til mig.
Den søndag bliver et vendepunkt.”

Åndelig vandring i bogform

Hendes første bog ”Nærværets vej” handler om hendes vej til Buddha og videre til Jesus. I den skriver hun bl.a. om sit første møde med den danske folkekirke:
”Når jeg greb mig selv i at sidde og være negativ under en prædiken, var det en god hjælp at tænke på, at den buddhistiske lære ansporer til at lade være med at være vurderende og dømmende. Man skal kunne give slip på egne forestillinger og synspunkter for at kunne åbne sig for andres. Dengang vidste jeg ikke, at Jesus siger det samme med ordene: ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes, fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes”.
Og: ”Mens man er i live, er det vigtigt, at man renser sig selv for negative tilbøjeligheder og giver plads for fred, glæde og medfølelse, for på den måde påvirkes fremtidens liv positivt.”

Gud kaldte til overgivelse

I starten som ny kristen kom hun med i et kursusforløb ”Formidling af religion og etik”. Det medførte besøg i vidt forskellige kirker. Under et besøg i en kirke på Christianshavn mærkede hun ”en mægtig kraft” udgå fra alteret:
”En kraft, der trak mig til sig og ville have mig til at overgive mig fuldstændigt og bogstaveligt. Jeg måtte holde på mig selv for ikke at løbe op til alteret og kaste mig ned foran det. Men jeg gjorde det ikke, for det ville få hele min identitet til at bryde sammen. At vise andre mennesker min svaghed og længsel efter Gud var et stort tabu. Ubevidst byggede mit selvbillede og min tryghed på det at være stærk og selvstændig. Overgivelse til kristendommen stod som ensbetydende med at blive svag og opgive kontrollen over sit liv.”
Men som hun også gengiver: ”I Bibelen står der, at man skal give slip på alt for at vinde alt.”
Hun fortæller også om, hvordan hun oplever forskellen på buddhistisk og kristen meditation:
”Man siger, at det er hjertet, der er centrum for den kristne spiritualitet, og det er derfra den personlige og udadrettede relation til Gud og mennesker udgår. Det er også sådan, jeg oplever det. I buddhismen var mit fokus hovedsageligt, at jeg skulle ændre min bevidsthed. I kristendommen er centrum for min opmærksomhed blevet kærligheden – at øve mig på at modtage kærligheden, lade den fylde mig og give den videre.”

Relationer opdrager og præger

Da Else Marie Kjerkegaard, inden hun blev kristen, deltog i en tre måneder lang buddhistisk retræte under primitive forhold, lærte hun, at det er i samværet med andre mennesker, vi slibes og formes mest:
”Når mennesker lever tæt op ad hinanden, opstår der uundgåeligt gnidninger og negative reaktioner. Bor man under komfortable forhold, risikerer det hele at blive så positivt, at man ikke opdager sine skyggesider, og så udvikler man sig ikke. I buddhismen er der – som i kristendommen – erfaring for, at modgang og lidelse kan være løftestang for åndelig vækst.”
For hende førte buddhismen til kristendom, da hun af sin mester blev opfordret til at slutte fred med og forstå sin egen religion, før hun forsatte med det buddhistiske.
I bogen ”Nærværets vej” beskriver hun også noget, som en del åndeligt søgende måske kan nikke genkendende til. Om hvor svært det kan være at bryde gamle mønstre og vaner:
”Min byrde som voksen blev min ubevidste tilbøjelighed til at knytte mig til mennesker – mænd som kvinder, der kunne genkalde de svære følelser i min barndom, samtidig med at jeg hele tiden længtes efter at blive disse følelser kvit. Hvor paradoksalt det end lyder, sker der let det, at jo mere man kæmper for at komme fri af følelsen, desto mere bliver man fange af den. Først når man tager fortiden til sig og accepterer virkeligheden, som den er, bliver man et helt og frit menneske”.