Simon bager og beder

Bageren Simon Mads Svarre, som leder gadekirke og havde flere tros-oplevelser som ung, sætter stor pris på bøn.

– Da jeg var på Færøerne som ung, var jeg med på en kristen lejr. En dag, hvor vi stod i en rundkreds og sang lovsang, kom Gud lige pludselig og berørte mig med en kærlighed, der var så stærk, at jeg bare græd og græd og græd, fortæller Simon Mads Svarre, der er leder gadekirken i Taastrup, hvor han også arbejder som bager.

Efter denne stærke kærlighedsoplevelse var hans Gudsforhold faldet på plads.
Da Simon vendte tilbage til Danmark, kom han i lære som bager i København. Han kom også til at mærke Gud igen:
– Jeg mødte klokken fire om morgenen og lånte gerne min fars bil. På vej til arbejde havde jeg en morgen endnu en oplevelse med Gud: Jeg havde for vane at synge lovsang, mens jeg kørte til bagerforretningen. Efter at have sunget besluttede jeg mig en dag også for at bede højt.

Men det kunne jeg ikke. Der kom en blokering.
”Dette er meget mærkeligt – jeg forstår det ikke Gud? Hjælp mig!”, bad jeg indvendigt.
– Da jeg lidt efter parkerede bilen, mærkede jeg Gud igen. Jeg følte et stærkt nærvær, hvor han ligesom tog al fordømmelse ud af mig. Og jeg følte mig pludselig helt fri, siger han.

Bagefter sad han i bilen og tænkte: ”Nu vil jeg prøve at bede højt igen”. Simon stod ud af bilen. Han checkede lige, om der var nogen, der så ham…
– Fjollet, for klokken var fire om morgenen. Der var da heller ikke nogen, og derfor turde jeg godt bede højt – og nu kunne jeg igen, siger han.
Simon Mads Svarre har især som yngre været et meget tilbagetrukket og genert menneske. Han oplevede det, som om Gud befriede ham for nogle af hans hæmninger den dag i bilen.

– Min ordblindhed har måske gjort mig lidt mere genert. Men troen har virkelig rykket mig, siger Simon, der arbejder i Kvikly-bageren.
Og som i øvrigt, siden han blev kristen, har læst rigtig, rigtig mange kristne bøger.

Levende gadekirke

Gadekirken, som han leder, startede op i januar måned. Simon overtog dog først lederskabet i juni.
– Det er gået fantastisk godt. Helt vildt. Vi beder altid for mindst tre mennesker i timen….ofte helt op til ti, siger Simon, der liver tydeligt op, mens samtalen omhandler gadebøn.

Han glæder sig over sine gode og sjove erfaringer med at bede for folk på gaden.
Dem, der skal bede for folk, mødes i kirkens menighedshus på Ahornsvej for at bede sammen, inden de går ud i gadelivet.
– Vi beder til, at Gud vil gå foran os og tale igennem os til dem, vi møder.

– En dag gik vi på hovedgaden, hvor en indvandrer har en forretning med mad. ”Fejler du noget?” spurgte vi ham. Han havde ondt i ryggen, og vi bad så for det. Smerten forsvandt. Han gik direkte ind i sin forretning og sagde til en anden ”Du har også smerter…du skal også bedes for!”. Den anden var muslim og havde ondt i knæet. Så vi bad også for ham – og hans smerter forsvandt, beretter Simon.
Gadekirken deler også Jesus-bøger ud. Hvis man læser dem, er man næsten nødt til at give sit liv til Jesus, mener Simon. Han gik derfor lidt senere tilbage til forretningen og gav dem en bog. Så blev han inviteret på mad. Men sagde dog nej tak – for ”vi har fået det for intet, og vi giver det for intet”.

Han nævner endnu et par eksempler på oplevelser fra gaden:
– En dag bad vi for en med migræne. Den forsvandt. Vi bad også for en arbejdsløs, der ønskede sig et nyt job. Det fik han.
– Da jeg på et tidspunkt gik ud for at bede sammen med Trine, mødte vi ved trappen under Taastrup Station to unge mennesker. Den ene kom gående med krykker. Vi talte med dem og bad for hans forstuvede ben. Trine måtte bede flere gange…og det blev bedre og bedre. Den ene havde lige haft kristendomsundervisning: ”Og så møder vi sådan noget som jer”, sagde han begejstret.

De unge fik Jesus-bøger foræret og visitkort. På vej op af trappen vendte Trine og Simon sig om og kiggede efter dem.
– Ham med krykkerne gik nu uden krykker. Han bar dem begge i den ene hånd. I den anden holdt han Jesus-bogen, som han gik og læste i, forklarer den bedende bager.

Tro i skolen

Simons tro startede i skoletiden, hvor kristendomsundervisningen i fjerde-femte klasse talte stærkt til ham.
– Jeg syntes, at den var levende og følte, at det var sandt. Også historierne fra Det Gamle Testamente.
– En af mine klassekammerater, Bo, blev personlig kristen og fik mig med i Hedehusene KFUM-spejdere i ottende klasse. Her var der andagt de sidste fem minutter, og det så jeg altid frem til. Det tiltrak mig, fortæller Simon, der på det tidspunkt boede i Fløng.

Hans og vennens veje skiltes, da de efter folkeskolen fortsatte med hver sin uddannelse. Simon valgte EFG i Roskilde. I en periode ville han være stenhugger, men kunne ikke finde en læreplads, da han gik på Teknisk Skole i Haslev. Derfor blev han arbejdsmand hos Holbæk gravsten, men blev så sagt op.

– En overgang gik jeg så på Teknisk Skole i København for at blive betonarbejder, men det blev heller ikke til noget. I stedet for at gå arbejdsløs tog jeg for anden gang niende klasse – på Høje Taastrup Gymnasium. Jeg havde den i forvejen fra en ordblindeskole.
– Da jeg var 19 år, besøgte jeg min gamle kristne skolekammerat Bo. Han sagde: ”Sengeløse Kirke skal på en lejr: Vil du med?” fortæller Simon.

Han tog med vennen på kristen lejr på Falster:
– Vi var bl.a. ude at gå på stranden, hvor alle skulle holde hinanden i hånden og lukke øjnene, mens vi gik rundt i en rundkreds. Om aftenen var der andagt. Det var bare så hyggeligt. Da jeg bagefter gik i seng, blev der sikkert bedt for mig, for da jeg lå i sengen, var der ligesom en kamp indeni mig. Den handlede om, hvorvidt jeg skulle være kristen?

– Hvad indebærer det? tænkte jeg. Selvom jeg ikke vidste det, sagde jeg ”Gud, jeg vil tro på dig!”
– Det var som at hoppe ud fra en vippe uden at vide, hvad man lander i. Helt nyt land, forklarer han.

Simon følte nu, at hans hjerte havde fået en forbindelse til Gud. Da lejren sluttede søndag aften, spurgte lederen, om de også ønskede at holde ungdomsmøde hjemme i deres egen kirke allerede dagen efter. Simon svarede straks ja. For han var ”slet ikke mæt af det der med Gud”.

– Da jeg var færdig med niende klasse for anden gang, var jeg i en periode arbejdsløs. Så spurgte min kusine, som var på besøg fra Færøerne, hvor min mor kommer fra, om jeg ville besøge dem. Jeg boede hos dem i otte måneder og fik job på en fiskefabrik, siger Simon.
På Færøerne opsøgte han et lille kristent fællesskab. Da han blev spurgt, om han kom fra Indre Mission, kendte han ikke svaret. Men han har altid elsket at synge og kom med i en lille kristen sanggruppe. Han kunne ikke helt sproget og blev en dag grebet i at synge med… på den forkerte salme.

Det var på en lejr med disse kristne, at han mærkede Guds stærke kærlighed og græd så intenst.
Da han kom hjem fra Færøerne fandt han sin hylde arbejdsmæssigt som bager. Og snart var kærlighedslivet også på vej til at falde på plads. Han mødte Debbie, som arbejdede på et gartneri, og havde sluttet sig til hans kirkes fællesskab. De blev venner – senere gift, da Simon var 23 og hun var 26 år. Parret bor i dag i Taastrup og har tre voksne sønner.

Disciple

– Da vi havde været gift i et år, var vi i seks måneder med i DTS – Disciple Trænings Skole med UMO – Ungdom med Opgave. Vi var fem uger i Grækenland, hvor vi optrådte med et teater- og dansestykke. Vi bad for frelse for 118 på den tur…men ved selvfølgelig ikke, hvor mange der holdt ved…
– Vi var to år med UMO i København, hvor vi stod for husholdning – købte ind og lavede mad. Jeg var i en periode vicevært på Vesterbrogade, hvor vi fik vores første barn, Filip.

– Det år, vi var disciple, boede vi i Mørke. Bagefter valgte vi at tjene Gud som frivillige for UMO, og nogle fra menigheden støttede os økonomisk, siger han.

På et tidspunkt fandt Simon et job hos en bager hver anden weekend i Sorgenfri og stoppede med UMO. Familien flyttede tilbage til Sengeløse, og parret fik deres anden søn, James.

– Der var nogle problemer med præsten i vores kirke dengang, så vi skiftede til City Kirken i Taastrup for 23 år siden. Den var helt ny dengang.

– Jeg kom med i en cellegruppe, som jeg blev leder af – og en forbønsgruppe. Jeg fandt ud af, at det der med at bede…Det er lige mig! Jeg har nærmest været involveret i bøn lige siden, fortæller Simon.
Så da han blev spurgt, om han ville være leder af gadekirken i Taastrup, kunne han ikke sige nej.

Hverken hans mor eller far var kristne, men det var bedsteforældrene til gengæld – farfar bad bordbøn. Deres ældste søn Filip læser 3 x K – Kristendom, Kultur og Kommunikation (en efterfølger til SALT uddannelsen). Han er i gang med at skrive en bachelor for tiden – og bor i Ålborg med sin kone Simone og deres lille Josva på ni måneder.

Parrets yngste søn John er også aktivt troende. Han er stadig hjemmeboende pga autisme og har et skånejob i Tåstrup.
Deres mellemste søn James har datteren Charlie på tre år, som Simon og Debbie passer hver torsdag.
Barnebarnet er i øvrigt grunden til, at der fremover skal være to til at lede Gadekirken. For Simon vil så nødig gå glip af hende.