Fire gode grunde til at tro påskens budskab

Da Jesus blev korsfæstet, frygtede hans nærmeste for deres liv. Få uger senere fortalte de offentligt, at han var opstået. Hvad var der sket?

Opstod Jesus virkelig fra de døde? Ja, svarer teologen Gary Habermas, som her præsenterer fire grunde til at tro det utrolige.

Påske er tiden, hvor kirkerne fejrer, at Jesus vandt sejr over døden. Det er tiden, hvor vi fokuserer på, at synd og sygdom og død ikke får det sidste ord.

Vi glæder os over foråret og det spirende liv omkring os. Vi taler om håb. Men det hele står og falder med, at Jesus Kristus sejrede over døden – og at han vil give os del i sit evige liv, siger Gary Habermas.

Det er altafgørende, at vi kan stole på opstandelsen. Den store missionær og apostel, Paulus, skriver:
”Når I nu har fået at vide, at Kristus opstod fra de døde, hvordan kan så nogle af jer påstå, at det slet ikke er muligt at genopstå? Hvis det ikke er muligt, så kan Kristus jo heller ikke være genopstået. Men hvis han ikke er genopstået, så er vores forkyndelse tom snak, og jeres tro til ingen nytte.” (1. Korinterbrev 15:12-14)

Her skal vi se nærmere på fire argumenter for, at Kristus opstod – og for at vi har så meget at glæde os over i påsken:

1. Den tomme grav og Jerusalem-faktoren

De bibelske beretninger om Jesus fortæller os, at hans grav var tom. Især to ting beviser sandheden i denne påstand.

Dr. Gary Habermas, som er bibelforsker og professor ved Liberty University i Virginia, peger på, at de første vidner til den tomme gav var kvinder. På Jesu tid regnede man ikke kvinder som pålidelige vidner. Hvis det med opstandelsen var en løgn, ville man have nævnt mandlige vidner.

Habermas argumenterer ud fra den tanke, at ingen ville have opfundet en beretning om kvindelige vidner. Det betyder, at det rent faktisk foregik som beskrevet: Nogle navngivne kvinder var de første, der fandt graven tom.

For det andet nævner Habermas det, han kalder ”Jerusalem-faktoren”. Jerusalem var et sted, hvor Jesus var kendt, og de første kristne henviste til den tomme grav, når de talte med skeptikere.

Hvis de første kristne havde opdigtet historien, ville det have givet mere mening at sige, at Jesus var opstået i Rom eller et hvilket som helst andet sted. De ville aldrig have talt om Jerusalem, for her kunne man se graven ved selvsyn.

Hvis Jesus ikke i virkeligheden var stået op og graven virkelig var tom, ville bedraget snart blive afsløret…

2. Disciplene var villige til at dø for denne tro

Ifølge Habermas er forskerne ikke i tvivl om, at Jesu disciple virkelig troede på det, de forkyndte. Fra starten har de centrale budskaber i den kristne tro været, at Jesus var Gud, at han døde, blev begravet og derpå opstod fra graven.

”Disciplene havde nogle oplevelser, som de mente var møder med den opstandne Jesus”, forklarer Habermas i et interview.
Faktisk var disciplene så sikre på det med Jesu opstandelse, at de var villige til at vove livet for budskabet. Og mange af dem endte som martyrer for det kristne evangelium.

– Måske blev disciplene bedraget. Måske var det hallucinationer, de så, indvender nogle skeptikere.

Men vi må huske på, at den opstandne Jesus ikke kun blev set af enkeltpersoner. Jesus viste sig for flere kvinder på en gang. Han viste sig også for alle disciplene, mens de var samlet, og han viste sig for to mandlige disciple, der gik på vejen til landsbyen Emmaus.
”Fordi alle disse begivenheder skete i grupper, fungerer det ikke med hallucinationer, påpeger Habermas.

Den anden mulighed er, at det som disciplene forkyndte og troede på var det historiske, sande budskab.

3. Selv fjender af Jesus blev omvendt

Vi forventer allesammen, at vore venner vil bakke os op. At de vil bekræfte sandheden i det, vi siger, hvis vi har brug for vidner, og at de vil støtte os. Men hvad med vore fjender? De fleste af os ville ikke satse på, at vore fjender ville bevidne sandheden af det, vi siger.

Men to helt specielle fjender af evangeliet blev senere talsmænd for kristendommen. Den første af dem var Jakob, der var bror til Jesus. Vi læser i Johannesevangeliet 7:5 og Markusevangeliet 3:21, at Jakob ikke troede på Jesus. Men senere får vi at vide, at Jakob var en af apostlene (Galaterbrevet 1:19).

Det andet eksempel er apostlen Paulus, som tidligere var en indædt modstander af kristendommen – men endte med at blive en af søjlerne i den første kristne kirke.

Hvorfor skulle de bibelske forfattere (som ikke talte sammen, mens de skrev deres evangelier) begge inkludere vidnesbyrd fra Jesu fjender?

Man skulle tro, at et vidnesbyrd fra en fjende ville være mindre troværdigt, så hvis evangelisterne inddrog det, må det være, fordi det rent faktisk var sandt.

4. Den første kristne forkyndelse

Vi kender nok alle ”telefon-legen”, hvor et barn hvisker noget ind i øret på den næste i rækken indtil alle har hørt og videregivet det hørte. Problemet er bare, at det, som det sidste barn siger højt, stort set aldrig stemmer overens med det, den første person sagde.

Men det stik modsatte gælder med beretningen om opstandelsen. De første kristne begyndte straks at forkynde det gode budskab. Peter prædikede for flere tusinde på Pinsedagen, der faldt 50 dage efter Påsken.

Teologer kan finde tegn på, at de første kristne prædikede budskabet meget tidligt efter Jesu korsfæstelse, siger Habermas. Derfor er det usandsynligt, at budskabet blev ændret i løbet af de få dage eller måneder, før det blev forkyndt i nærområdet.

Dette er kun fire beviser for opstandelsen. Forskningen vil kunne afsløre flere. Men forhåbentlig kan disse beviser forvisse dig om, Kristus er den, han siger at han er.

Logik og beviser rækker kun et stykke af vejen. På et eller andet tidspunkt må vi derimod hver især vælge, om vi vil tro på Kristus.

Forhåbentlig vil mange af os møde Jesus denne påske og tage imod det gode budskab om, at han er Herren, der vandt over døden og graven, slutter Dr. Gary Habermas.