Venstre sidebanner eksempel

Den lille dreng med svovlstikkerne

Af Henrik Engedal

Det var så grueligt koldt. På trods af det tynde lag sne var det overraskende mørkt. Vinden blæste og skar sig nærmest igennem tøjet for hvert vindstød.

Den lille dreng gik ned ad gaden med den sidste pakke svovlstikker, han havde. Han havde lært, at man skulle tænde et lys i mørket. ”Lyset var dejligt”, tænkte han. Det havde hans far også sagt til ham. Nu var det efterhånden lang tid siden, at han havde set ham – faren, altså.

Han havde bare fået besked på at gå ud og sælge svovlstikker. ”Brug hvad du har, gør hvad du kan”, havde faren sagt til ham. Men den lille dreng var udmattet. Han havde fået et hul på knæet på det ene bukseben. Hans jakke var slidt, og den var også alt for tynd til dette vejr. Halstørklædet var vådt og koldt. Men han ville sælge den sidste pakke med svovlstikker. For han ville ikke skuffe faren. Han var bange for, at faren ville blive vred, hvis han ikke gjorde det – ja, måske ville han endda slå ham?

Et ægtepar gik forbi drengen. De grinede lidt overbærende, og mumlede noget om, hvor mørkt det var. De sagde, at det ikke kunne blive lysere, selvom det da ellers kunne være rart. ”Hvad skulle sådan nogle små svovlstikker hjælpe?” fnøs manden med et sammenbidt, bittert udtryk.

Drengen kiggede væk og ned på de mørke brosten. Det havde været et hårdt år. I dag var det den sidste dag i året. Måske skulle han tænde en af svovlstikkerne for at få lidt varme. For at huske på lyset igen. Eller var det forkert at gøre?

Efter lidt betænkningstid og et par kraftige vindstød tændte den lille dreng alligevel for en af svovlstikkerne. I det samme var det, som om han kunne se farens stue. Det var varmt og lyst, og der var glæde, men faren var der ikke. Det undrede ham. Så brændte svovlstikken ud, og det blev mørkt igen. ”Var det bare en drøm?” tænkte han og blev trist.

Langsomt begyndte han at miste lysten til at fortsætte med at sælge. Måske havde ægteparret alligevel ret? Måske var det håbløst at sælge svovlstikker i denne verden? Det var også alt for koldt. Den lille dreng gav op. Han orkede ikke mere.

Han tændte alle svovlstikkerne på én gang og nød den varme, de gav. I det samme stod faren foran ham.
Faren græd og omfavnede hjerteligt drengen: ”Alt mit er dit, søn. Husk det nu”, sagde faren med et kærligt smil og så drengen i øjnene. ”Lad os bruge mere tid sammen. Kom!”