Nordkoreansk mand arresteret efter kontakt med kristne i Kina
Den 61-årige Kim Seung-mo fra Wiyon i byen Hyesan blev ifølge Radio Free Asia bundet og ført bort af statens sikkerhedsfolk ved Wiyons togstation i forrige uge.
– Kim var både lænket og bundet med reb, da han blev trukket væk. Det så ud, som om han var blevet slået, for han havde en flækket læbe og var sort omkring øjnene. Han kunne heller ikke gå rigtigt, fortæller en anonym lokal kilde.
Kim, som havde været ansat på togstationen i Wiyon, blev pensioneret i marts. Herefter besøgte han sin familie i Kina.
– Efter at han kom tilbage fra Kina, fortalte han åbent sine naboer, at hans familie kom i en kristen kirke, og at kirkens præst havde samlet meget brugt tøj til ham. Det lader til, at nogen har informeret statens sikkerhedsfolk om ham, siger en anden lokal kilde.
Han tilføjede, at Kim var ”arresteret og sigtet for spionage, fordi han ikke havde rapporteret, at hans familiemedlemmer var kirkegængere og at præsten hjalp ham”.
Åbne Døre anslår, at mellem 50.000 og 70.000 kristne lider tortur og sult i nordkoreanske arbejdslejre. Sidste år afslørede Christian Solidarity Worldwide, at kristne er blevet knust under vejtromler, hængt på kors over bål, kastet ud fra broer og udsat for andre typer brutal tortur. Også de kristnes familiemedlemmer bliver udsat for tortur og sendt i arbejdslejre.