Pinse og Helligånd – i dag

Når man læser den spændende beretning om den FØRSTE pinsedag, så lyder det måske overnaturligt og utroligt. Men”pinseunderet” er siden sket mange gange i historiens løb – og netop i vores generationer sker der en ny udgydelse af Helligånden, som er for ALLE kristne.

Lægen Lukas fortæller i Apostlenes Gerninger:

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlede. Og med ét kom der fra himlen en lyd, som af et vældigt fremfarende vejr, som fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.” (ApG. 2:1-4).

I forhold til traditionel kirkelighed er det en helt eventyrlig verden. Derfor har nogle teologer ment, at pinsen var en enestående begivenhed, så at der efter apostlenes tid ikke længere burde ske hverken tungetale eller mirakler.
Det gjorde der så alligevel. Men det var ofte på missionsmarken, hvor der foregik mange andre eksotiske ting.
Men i bogen ”Helligånden i 2000 år” kan man læse, at der er sket Helligånds-udgydelser gennem hele kirkehistorien.
Desværre forfulgte den officielle kirke ofte ”sekterne” i Guds navn – uden at forstå, at det var Gud selv, der forsøgte at vække og udruste kirken. De slukkede Guds ild.

Pinsebevægelsen – og den karismatiske fornyelse

Men i 1906 oplevede kristne i Azusa Street i Californien en langvarig udgydelse af Helligånden, som satte sig spor over hele verden. Fra Azusa opstod pinsebevægelsen, og i begyndelsen af 1900-tallet var der flere Helligånds-udgydelser i bl.a. Wales, Indien og Armenien.

Nogle af de nye kirker blev dog hurtigt fastlåst i en form for teologi, som lukkede fornyelsen inde i særlige kirke-retninger.
Men i 1960’erne og 70’erne kom der en ny Helligånds-udgydelse. Og denne gang ramte Helligånden ind i næsten alle de etablerede kirkeretninger med en ”karismatisk” fornyelse – dvs. med nyt fokus på Helligåndens nådegaver.

Pludselig talte både lutheranere og katolikker i tunger og profeterede, og mirakler skete også blandt baptister. Der opstod en ny åndelig forståelse på tværs af kirkerne.
Herhjemme oplevede både konservative og liberale præster, at Gud var mere nærværende, end de havde troet.

Jeg kan huske, at min onkel undrende fortalte om, hvordan hans tidehvervske præst, der plejede at skælde ud på missionsfolkene i sin prædiken, nu pludselig prædikede på en helt ny og levende måde. Han var blevet fyldt med Helligånden.

Pas på med at lukke af og stå i vejen

Men andre afviste desværre. Specielt havde de kirkelige ledere i de gamle vækkelser svært ved at tage imod en ny vækkelse, og de forhindrede med deres advarsler og mistænkeliggørelse ofte deres egne udmattede kristne i at blive fornyet og udrustet. I dag kan vi se skaderne.

Det er en meget alvorlig sag at stå i vejen for Helligånden. Det er noget, jeg selv er meget bange for at komme til. Jesus sagde til sin tids skriftkloge og farisæere: ”I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke.” (Matt. 23,13)

Men sådan behøver det ikke være. Lad os lukke op for Helligåndens fornyelse – selv om den jo altid kommer i en form, vi ikke forventer. Enhver kristen har brug for at blive fyldt op og fornyet – ikke blot én gang, men dagligt.

Jesus talte om Helligånden, da han svarede kvinden ved brønden: »Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Helligånden i os kan altså være som et kildevæld – med fornyelse og vejledning hver dag – så vi når frelst frem til det evige liv.

Og netop i vores tid udgydes Helligånden igen som aldrig før. Millioner bliver kristne i Guds store endetids-indhøstning blandt alle folkeslag – lad det også ske hos os. Lad os være med i det.
Kom Helligånd! Kom til os!