Rhododendron

Jeg har et særligt forhold til rhododendron. Ikke fordi jeg som sådan går højt op i blomster, men rhododendron, der netop har stået i fuldt flor, har velsignet mig med et par gode barndomsminder.

Der kunne jo være mange dårlige af slagsen, og derfor er det en øvelse at finde de gode frem. Guldet! Rhododendron i forskellige farver! Der sidder et gulnet fotografi i sort-hvidt i et gammelt familiealbum. Her ser man to drenge med brede smil. De har pæne, ternede skjorter på, deres hår er beeboppet, de har et dannebrogsflag i hånden, og i knaphullet har de hver en kæmpestor rhododendronblomst.

At dømme efter drengenes humør skammer de sig ikke over at være udstyret med sådan et stykke natur. Og det var der nogle grunde til. Drengene er min bror og jeg, som dengang var en knægt på 4 et halvt år. Vi er nok blevet fotograferet, lige inden vi skulle med i optoget til børnehjælpsdag. I optoget var der prinsesser, cowboys, måske en Tarzan og så altså to drenge i ternede skjorter og med en rhododendron i knaphullet.

Det var før ordet ”sejt”, men min bror og jeg gik, så vidt jeg husker, gladelige med i optoget. De store blomster var hentet omme fra ”oldemors have”, hvor der var kæmpestore rhododendronbuske, man kunne gemme sig i. Jeg var tit omme i haven for at lege med mine kammerater, og den gode oplevelse af omsorg med mirabellesaft og kammerjunkere serveret for os af en mild, ældre kvinde, iført forklæde, skabte en atmosfære af tryghed og en følelse af frihed.

Den store have stod til vores rådighed, herunder rhododendronbuskene med deres spændende muligheder. Når jeg ser på det gamle fotografi, bliver jeg glad. Det minder mig om en mor, som ønskede det bedste for sine børn til hverdag og fest.

Der var ikke kirkegang og ”den slags” i hjemmet, men vores mor bad hver aften: ”Jeg er træt og går til ro” med os. Trods genvordigheder, der mødte mig som teenager, minder billedet mig om, at der var omsorg og gode hensigter omkring mine søskende og mig.
Og masser af rhododendron!