’Du er spedalsk’

– En vej ud af isolation!

Det begyndte med et sår på mit ben. Jeg vidste, at hvis det var det, jeg troede, ville jeg være nødt til at forlade min kære kone for altid.

”Du er spedalsk” lød diagnosen. Så nænsomt som muligt fortalte jeg det til min kone. Hun havde haft den samme mistanke om mit sår, så egentlig var hun forberedt. Vi græd begge. Vi vidste, at jeg måtte forlade hende og aldrig mere måtte opsøge hende. Da jeg rejste fra hende, så jeg mig ikke tilbage. Jeg kunne ikke bære at se dette lille elskede menneske stå der, ene og forladt, men min sygdom var uhelbredelig og meget smitsom, og loven forbød mig at tage kontakt til hende igen.

Jeg fandt snart en gruppe af andre spedalske og sluttede mig til dem.
Jeg havde jo mødt nogle af disse spedalske før, på afstand altså. Jeg havde hørt dem råbe UREN og havde da også været ude med mad nogle gange. Indtil nu havde disse mennesker bare været ”de spedalske”. Nu forstod jeg, at de havde navne, – de havde en historie, – de tænkte ligesom jeg på dem derhjemme, – de havde følelser! Jeg havde aldrig forstillet mig, at jeg selv skulle blive én af dem.

En dag hørte vi, at manden fra Nazareth ville komme forbi.
Vi hørte om de mange helbredelser, som skete, hvor han var. Vi sad om bålet den aften og snakkede om det. Nogle håbede, andre havde opgivet håbet, men vi blev dog enige om, at det kunne da ikke blive værre af at kontakte ham.
Da vi så ham næste morgen, og havde råbt det obligatoriske ”UREN”, begyndte vi i kor at råbe: ”Jesus, Mester, forbarm dig over os!”

Han vendte ikke ryggen til os. Og han spurgte ikke, hvad vi ønskede af ham. Det kunne enhver med bare lidt hjerte i barmen jo også nok selv regne ud. Han sagde bare stille og roligt: ”Gå hen og bliv undersøgt for jeres sygdom!”

Vi gik derfra med det desperate håb, at noget ville ske. På vejen opdagede jeg, at noget forandrede sig. Mine sår helede, mens jeg stod og betragtede det. Der skete noget for os alle ti.

Først stod vi bare og så det ske med os selv, bagefter kiggede vi på hinanden, og dernæst ville jubelen ingen ende tage. Vi omfavnede hinanden. Vi løftede hinanden op. Det var, som om vores visne kroppe fik nye kræfter og nyt liv. Og pludselig fik vi så travlt alle sammen. Nogle løb ind for at blive undersøgt. Andre havde mere travlt med at komme hjem til familien.

Lige et kort øjeblik overvejede jeg selv, hvad jeg ville gøre, og så slog det mig, at jeg måtte vende om og gå tilbage, – jeg måtte finde Jesus igen. Det var ham, der først skulle have min tak. Nok længtes jeg efter min kone, men det var jo på grund af Jesus, at jeg snart igen skulle holde hende i mine arme. Ham måtte jeg finde først!

Jeg løb ham i møde og kastede mig ned for hans fødder. Jeg takkede ham af hele mit hjerte, mens tårerne løb nedover mine kinder. Og han sagde til mig: ”Stå op og gå herfra. Din tro har frelst dig!”

For mig kan de to møder med Jesus den formiddag ikke skilles ad. Det første betød, at jeg blev rask. Det gjorde de 9 andre også. Men møde nummer to gjorde mig til et helt menneske.

Mit liv havde ikke været det samme, om jeg som de andre kun havde tænkt på at komme hjem og få mig et normalt liv igen. Det var det andet møde: Muligheden for at takke ham af hele mit hjerte, det var det, der fuldendte forandringen. Det var det, der gjorde, at min elskede og jeg fik en velsignelse ind over vort ægteskab.

Nu ved vi begge to, at vi må have Jesus med i vores liv. Vi vil ikke tilbringe en eneste dag uden at komme til ham og sige tak for livet og helbredelsen og fællesskabet med ham.

————————————

Bente Højris er præst og bibliodramalærer. Bibliodrama kaldes også at ”læse Bibelen med hele kroppen”. Her tages mange kreative og dramatiske midler i brug, for at den enkelte kommer til at se sig selv som en del af beretningen. Læs mere på bibliodrama.dk

Søndagens tekst: Luk. 17:11 – 19

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Ti bliver helbredt, én bliver frelst
11 På sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus på et tidspunkt grænsen mellem Galilæa og Samaria. 12 I nærheden af en landsby kom ti spedalske hen imod ham. De standsede op et stykke fra ham 13 og råbte: »Jesus, Mester, vær barmhjertig og gør os raske!« 14 Han så på dem og sagde: »Gå hen til præsterne og lad jer undersøge.« Mens de var på vej derhen, forsvandt deres spedalskhed. 15 En af dem vendte tilbage til Jesus, da han så, at han var blevet helbredt, og på vejen lovpriste han Gud med høj røst. 16 Han faldt på knæ med ansigtet mod jorden foran Jesus og takkede ham for, hvad han havde gjort. Det var en samaritaner! 17 Jesus spurgte: »Blev de ikke helbredt alle ti? Hvor er de ni? 18 Er den her fremmede den eneste, der er kommet tilbage for at give Gud æren?« 19 Så sagde Jesus til ham: »Rejs dig blot og gå hjem. Din tro har frelst dig.«