Hvorfor er mit liv som præst så kedeligt?

Brev til Orla Lindskov.

Jeg er mand og frikirkepræst.
På grund af mine problemer har jeg søgt hjælp hos en psykolog. Jeg døjer desuden også med mavesmerter og fordøjelsesproblemer.

Nu tænker jeg så: Hvorfor handler Gud så underligt med os mennesker?

Jeg oplever, at han kun har givet mig smuler. Alting er så småt i mit arbejde, og der sker ligesom aldrig noget af betydning.
Hele min ungdom har været som en jævn, begivenhedsløs strøm. Jeg ved ikke, hvad en stor sorg, en stor lykke eller en stor længsel er.

Sommetider kan jeg næsten misunde syndere og tvivlere, der kommer til mig i sjælesorg. De ved i det mindste, hvad den store angst er, og hvad den dybe anger er. Og netop fordi de ved det, oplever de hos mig at få trøst og fred. Det skal jeg ikke tage æren for. Det skyldes Jesus. Men jeg selv oplever ikke fred i dagligdagen.

Når jeg læser om det liv, som Paulus levede, og om alt det drama og smerte, han blev udsat for, så kommer jeg i tvivl om min tjeneste, om jeg gør mit arbejde rigtigt.
Ser du, jeg synes aldrig mit arbejde rigtigt bliver til noget, som det er nu. Og dog tror jeg godt, det kunne blive bedre.

Fx for Paulus var tjenesten jo ofte en kamp på liv og død. Jeg tænker også på, hvad der ville ske, hvis jeg fik Helligåndens ilddåb. Eller hvad der ville ske, hvis jeg blev missionær i Afrika, hvor forkyndelsen ofte er forbundet med livsfare.

Min psykolog spørger mig flere gange, hvornår jeg startede med at være utilfreds med mig selv og med det, jeg gør. Han mener, at det kan ligge tilbage i min barndom og ungdom.
Jeg mener selv, at min utilfredshed med mig selv startede i de første år af min præstegerning. Her fik jeg megen kritik. Der var en del i menigheden, som ønskede, at der skulle ske noget mere. De mente, at jeg var for stille og traditionel.

Jeg føler selv, at min styrke er samtale- og besøgstjeneste. Jeg ser det som en vigtig del af mit arbejde at dele sorg og glæde med menighedens medlemmer.

Ved forskellige anledninger kontakter jeg også folk i nabolaget. Fx bor der nogle rockere i nærheden. Dem har jeg ofte talt med om Gud, og de lytter faktisk til, hvad jeg siger.
Jeg føler selv, at mit liv flyder som en stille og rolig strøm. Men det møder kritik. Man siger, at mit arbejde ikke giver vækst i menigheden. Men jeg tænker, om den manglende vækst i menigheden kun skyldes mig og mit arbejde.

I de år jeg har været præst i menigheden, har sorg igen og igen gæstet menigheden. Hvor har jeg brugt megen tid med de sørgende.

Nogle unge har i min tid mistet deres forældre. Nogle ægtepar i menigheden er forblevet barnløse. Jeg føler, at det er så godt, at jeg har kunnet være der for dem med trøst. Jeg har også brugt meget tid på en fra menigheden, der på grund af sorg er faldet i med druk.

Jeg har skrevet dette brev for også at få din forbøn og for at høre, hvad du mener om min situation.
Med venlig hilsen
Præsten

SVAR:

Dine kritikere skal vide, at din tjeneste er sjælesorg

Kære præst.

Jeg vil med glæde bede for dig.

Du starter med at klage over Gud og sige, at han kun har givet dig smuler.
Men jeg synes, at jeg læser om andet end smuler, når jeg læser dit brev om det arbejde, du gør.

Jeg synes, det lyder til, at du er til velsignelse for mange mennesker med dit arbejde. Jeg tror, at du har styrke i sjælesorg og samtale, samt i trøst og opmuntring.

Jeg vil minde dig om, hvor svært det er at gøre alle i en menighed tilfredse. Det er nok næsten umuligt.

Jeg har mødt flere præster, der har oplevet det samme som dig, nemlig at der altid var nogle, der var utilfredse.

Sådanne præster kender du nok ikke, for det lyder til, at du tager imod for megen kritik.
Virkningen har så også været, at du er blevet utilfreds med dig selv, med din tjeneste, ja, endda med Gud.

Du er et eksempel på, hvor skadelig kritik kan være, når den rammer og er uretfærdig.
De kalder dig for stille. De mener også, at det er din skyld, at der ingen vækst er i menigheden. Det tror du heldigvis ikke på.
Manglende menighedsvækst skyldes nemlig ikke udelukkende dig. Det skyldes hele menigheden og temperaturen i menigheden. Jeg tror desværre, at nogen i din menighed ”vasker hænder” ved at gøre dig til syndebuk.

Når jeg læser dit brev, får jeg ondt af dig og ondt af den situation, du er havnet i. Din selvopfattelse og dit selvværd er jo helt i bund.

Det kan muligvis, som din psykolog er inde på, have rødder tilbage i barndommen. Men jeg tror som du, at den kritik, du blev mødt med i starten af din tjeneste, har gjort meget ondt i din psyke.

Jeg mærker også stor desperation i dit brev: Du taler om de store syndere og de store tvivlere. Du taler om Paulus og hans kamp på liv og død for evangeliet. Du taler om dit ønske om Helligåndens ilddåb og om Afrika og livsfare.

Det lyder som om, du ønsker at komme væk fra det hele. Ville det gøre dit liv bedre?
Det tror jeg ikke. Det er ikke løsningen. Jeg vil derimod foreslå, at du ved næste menighedsmøde eller ved en lignende anledning læser det brev op, som du nu har skrevet til mig.

Jeg tror, at der er mange i din menighed, der ikke ved, hvor dårligt du har det. Jeg synes, de skal have en chance.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

OPLEVELSE:

Kære Orla Lindskov
Du bad for mine syge og dårlige knæ i Jesu navn på et møde i København.
Du skal bare vide, at begge knæ blev raske. Det har de været siden, og det er nu et par år siden. Lægerne kaldte det et lille mirakel. Men for mig var det stort, for jeg kan nu løbe og gå uden smerter.
Med taknemmelig hilsen fra
T.R.K.