Man fødes ikke som LBG eller T

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBGT) har ikke ret i, at homoseksualitet er medfødt. Det kan derimod skyldes social påvirkning.

En lokal DF-politiker er blevet landskendt efter i et læserbrev at bruge ordet ”afvigere” om deltagerne i Copenhagen Pride og dermed ophidse hele hvepseboet af LBGT’ere i en sådan grad, at 1500 troppede op til demonstration ved den formasteliges bopæl i landsbyen Gesten ved Kolding.

Men DF-eren har ret i sin kritik, for LBGT’erne lyver. De retfærdiggør deres spøjse seksualitet og opførsel med den falske påstand, at seksuel orientering er medfødt ligesom hudfarve og rødt hår, og med denne usandhed har offentligheden ladet sig spænde for et falsum.

Man fødes nemlig ikke LBG eller T. Man bliver det. Fænomenet udtrykker ikke, som påstået, naturens mangfoldighed, for menneskets arvemasse indeholder intet gén for bøsser eller nogle af de andre p.t. 36 seksuelle typer. Og skulle sådanne gener findes, hvorfor har man så ikke set homoseksualitet hos dyr, som vi dog deler genetik med. Jovist springer hanhunde på hinanden, men kun i fravær af hunhunde. Derimod forklarer seriøs forskning, at homoseksualitet er konstruktivistisk betinget, hvilket på jævn dansk betyder, at den er socialt konstrueret af familie og/eller samfund. Og så bliver sagen pludselig et etisk spørgsmål om manipulation af vores naturlige seksualitet.

Når forskerne med deres viden ikke imødegår LBGT-lobbyens misinformation, skyldes det måske frygt, for emnet er så følsomt, at de ikke kun skal erklære gén-teorien falsk. De skal også forklare ret præcist, hvordan man i så fald bliver bøsse, lesbisk, trans osv., og det kan/tør de ikke. Måske fordi de søger forklaringen i seksualitet, men der findes den ikke, for sex og ekshibitionisme er kun toppen af det isbjerg, hvor 90% er identitet. Ja faktisk siger LBGT’erne selv, at det egentlige i deres adfærd ikke er seksuelt, men følelsesmæssigt.

Og hvorfor identitet? – Fordi mennesket er så fantastisk. Modsat dyr har vi næsten ingen instinkter, for med identitetsfølelse og dermed bevidstheden om at ”Jeg ER”, behøver vi ikke instinkter. Vi kan tage bestik af enhver situation og er derfor jordens succesrigeste art og kan leve og forplante os hvor som helst, og ikke som pandaer, kun i en bambusskov i Kina.

Far er identitetsmarkør

Men derfor er vores identitetsdannelse også afgørende, hvilket naturen løser ved at give børn et utroligt instinkt for sunde identitetsmarkører, og markøren over alle er far, ikke mor. Børn ser mor som en selvfølge, for hun er det første, vi mærker, ser og ”spiser”.

Far derimod er forbilledet, for han er ny. Drenge efterligner ham direkte og tager identitet efter ham. Piger pynter sig for ham (han er også den, de – desværre med enkelte tragiske undtagelser – trygt kan gøre det overfor), og selvom de gerne pynter sig ligesom mor, er fars blik målet, og at få karakteren fars pige er en kompliment. At piger gerne tager deres identitet fra far ses i den universelle skik, at kvinder tager deres senere mands efternavn.

Derfor er det tom kønspolitik at påstå, at fars og mors rolle i familien er ét fedt.

Men hvordan kobles identitet og seksualitet? – Ja, det er elementær seksuel viden, at vores største seksuelle drift faktisk ikke er hormoner, men (identitets-)bekræftelse, og hvad der sker med denne kobling, når fædre ikke formår at være en acceptabel identitetsmodel for børn, giver TV-serien Matador en enkel forklaring på.

Når forfatteren Lise Nørgaard lader Daniel, Mads Skjerns søn, være bøsse, er det næppe vilkårligt. Snarere skildrer hun journalistisk en elendig far, hvis ambitiøse væsen en følsom søn ikke kan bruge som identitetsmarkør. Træmanden Mads forstår slet ikke at give Daniel, der ikke tænder på ambitioner, fodbold og racerbiler, nogen attraktiv maskulin identitet, og hans utålmodighed giver ikke drengen fred til at finde andre identitetsmarkører, og i disse ulykkelige situationer kastes det stakkels barn ud i vrede og frustrerede følelser, der senere afsporer hans naturlige seksualitet. Daniel er den bløde type og forsøger at få en maskulin identitet ved intimt fællesskab med en anden mand, ligesom når kvinder føler en form for helhed ved at have en mand ved deres side. Søsteren Ellen derimod, pynter sig glad og gerne, og ser en anden Mads, men kunne sagtens være blevet lesbisk under andre forhold og med en anden karakter.

Også autoritære mødre

Her i 2017 er den autoritære Mads Skjern-typen på retur, i stedet møder vore børn i stigende grad autoritære mødre og et samfund med smuldrende faderlige værdier, hvilket kan være lige så identitetsforvirrende som i Daniels tilfælde. Vi må indse, at hængerøvsbukser og den omvendte kasket er vore drenges nødråb om myndige fædre, og at deres ydre fremtoning er trods over ikke at få ”varen”. Desværre tolker vi deres opførsel som unges naturlige oprør. Men unge gør kun oprør, når far ikke formår at frigøre dem for moderbindingen. Gør fædre ikke det, tager de skeen i egen hånd, med tvivlsom resultat.

Mange deler nok Statsminister Lars Løkkes kommentar, da han med ordene ”Det er OK, men jeg forstår det ikke”, gik med i Copenhagen Pride, men når identiteten spiller med, rummer menneskers seksualitet naturligvis stor variation.

I betragtning af deltagernes antal og engagement, må marchen dog udtrykke noget alment forståeligt, og jeg tænker uvilkårligt på min egen barndom, når vi 7-8 drenge i landsbyen skulle lege røvere og soldater. – Helle for at være Fantomet, Tarzan, Zorro, råbte vi og indlevede os i rollen med en dress-kode og bevæbning, der var lige så fantasifuld som Pridens bizarre personer – og den drabelige ”mand” fra Gesten-demonstrationen med lædervest og kæder om brystet. Forskellen er bare, at vi legede. LBGT-erne mener alvor.

Nu er vi, røvere og soldater, blevet aldrende, og vi ser voksende kønsforvirring overalt i Vesten, og at det skyldes fadersvigt i et par generationer. At holde Danmark gående i endnu 1000 år kræver 2,3 barn pr. kvinde. Det modarbejder LBGT-bevægelsen. Eneste løsning er, at fædre erkender deres opgave og giver børn en god og naturlig identitet, de senere kan udvikle deres seksualitet efter.