Jeg er ked af det og træt af livet

Kære Orla Lindskov.
Jeg har fulgt din Brevkasse i flere år. Derfor skriver jeg nu dette brev til dig for at høre din mening og dit svar.

Jeg er mand, og jeg er ikke længere ung. Jeg er meget træt og også ked af det hele.

Jeg føler det som en stor lettelse, at jeg kan skrive dette brev til dig. Du må også gerne tage det med i din Brevkasse anonymt, da det måske kan have fleres interesse.
Jeg har i de senere år ofte gjort mig overvejelser om at tage mit eget liv. Jeg gør det meget for øjeblikket.

Jeg tænker, at livet må have en mening. Men når nu livet har tabt sin mening for mig, må man vel nok spørge, hvorfor det skal fortsættes.
Når alt, hvad man har elsket og beundret er mistet. Når intet menneske på jorden mere trænger til én, hvorfor skal man så leve?

I Prædikerens Bog i Bibelen læser vi jo noget i retning af, at alt, hvad vi gør, er intet, og alt er tomhed. Det mærker jeg meget til nu.

Du vil jo nok sige, at der findes meget godt at udrette i verden, og det gør der uden tvivl. Men jeg kan bare ikke se, hvad det skulle tjene til. Et menneskes arbejde, hvad er dog det? Det forsvinder jo i tidens strøm som noget, der er mindre end en dråbe.

Du kan også sige, at jeg skal bruge mit liv til at søge Gud. Det er nok sandt. Men jeg har prøvet. Jeg synes, at både Gud og mennesker flygter fra mig.

Derfor tænker jeg nu: Kan jeg bare få lov til at slippe for mere anstrengelse og lægge mit hoved ned til den endelige hvile.

Du vil måske sige, at jeg er fej ved at ville forlade det hele på denne måde. Men de fleste, selv måske endda mange kristne, lider nok af fejhed over for døden.
Nogle gange tænker jeg, at hvis jeg så en, der var ved at drukne og i mit forsøg på at redde ham, selv druknede, så var det en måde at gøre en ende på mit liv. Så ville man kalde mig tapper.

Min præst har altid sagt, når jeg har talt med ham om selvmord, at der findes en livets gode lov for os mennesker, og den er fra Gud. Han siger, at min sjæl skal vokse og modnes lige til den dag, hvor jeg efter Guds vilje ikke skal være her mere.

At min stakkels visne sjæl skulle vokse og modnes. Jeg ved ikke engang, om der er noget tilbage af min sjæl.
Jeg synes, livet har handlet forkert med mig. Jeg har ikke mere tilbage af familie og børn. Jeg var lykkelig, dengang vi var sammen. Vi er alle kommet fra hinanden.

Jeg har nu rejst mig i trods mod det, præsten kalder livets gode lov, for den lov var ikke god mod mig. Livet har taget alt fra mig.
Livet må vel have en mening, og når det har tabt sin mening, må man vel nok spørge, hvorfor det skal fortsættes.

Du vil måske sige, at det at tage sit liv er en dødssynd, som aldrig kan tilgives.

Og dog, jeg ved, at jeg kommer til at leve videre. Jeg kan ikke andet. Det ved jeg godt. Jeg går frivilligt ind under livets lov. Jeg gør det med tungt hjerte. Men jeg gør det alligevel. Jeg havde brug for at skrive dette brev til dig og til alle, som læser det. Jeg beder om din og alles forbøn.
Hilsen fra en anonym mand

SVAR:

’Livets Ånds lov’ kan vise dig vejen fremad

Kære anonyme mand.
Jeg bliver nødt til at svare meget generelt på dit brev, for du giver mig ingen detaljer om, hvordan du er kommet dertil, hvor du er nu. Kommet til tanker om selvmord. Hvad er der sket i din familie?

Du taler blot om, at alt, hvad du har elsket og beundret, er mistet og ødelagt. Og om, at der ikke er et eneste menneske på jorden, der trænger til dig. Du taler også om, at din familie er kommet fra hinanden. Jeg tænker: Hvordan er det gået til? Hvad er der sket?

Det glæder mig dog, at du allerede, inden du er færdig med at skrive brevet, går frivilligt ind under livets lov. Som du skriver: Jeg kommer til at leve videre.

Men nu til det med selvmord:
Selvmord er jo, at man for tidligt bryder ud af livet her på jorden. Samtidigt bryder man for tidligt ind i det kommende. Hvordan det kommende så bliver, det kan man kun gisne om. Jeg tror ikke, at man finder lykken efter et selvmord.

Ifølge Bibelen skal mennesker ikke gøre sig til herre over deres eget liv. Der er nemlig en lov over os. En lov, som vi ikke altid forstår. Den lov er visere end det, vi selv kunne bestemme. Den lov er livets Ånds lov. Og livets Ånd er Helligånden.

En del mennesker lærer at ære livets gode lov. De lærer at tage livets afvekslinger som fx sorg og glæde, besvær og kampe, fødsel og død, gaver og tab som en del af deres liv. De lægger hele tiden deres liv i Guds hænder. Og derfor, på trods af det svære, bliver deres liv velsignet. De lærer at forstå livet med hjertet.

Men nu med hensyn til dit liv:
Hvis livet har taget alt fra dig, så har livet vel først givet dig noget godt. – Derfor spørger jeg, huskede du at velsigne og takke livet, da livet gav?

Føler du dig nu helt uden skyld i, at du mistede?
I dit liv er der måske sket noget trist, som skyldes andre. Men du har måske også selv gjort noget trist. Og har man selv gjort noget trist, som man ikke har fået gjort op med, så er det ikke uden mening, at man savner og lider.

Du taler om døds-synd. Synd er at leve på et lavere plan, end man burde og kunne. Lever man sådan, kan det til sidst presse mennesker ud i selvmords-tanker.

Heldigvis har du nu besluttet dig for livet. Den beslutning er god og kan ændre alt. Åben dit hjerte for livets Ånd, for Helligånden. Det vil betyde en ny start for dig.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov