Find dit personlige kald

(Læsetid: 8 minutter)
Efter 15 år som præstefrue i højt tempo med mange administrative opgaver fik Lynne Hybels en depression.

Lynne Hybels – gift med GLS-dynamoen – fortæller om sin rejse fra personlig nedbrudthed til lidenskabelig tjeneste.

 Af Elisabeth Mittelstädt

Lynne Hybels var 23 år, da hun og hendes mand Bill grundlagde ”Willow Creek Community Church”. I dag tæller menigheden 24.000 medlemmer og har forbindelse til andre menigheder verden over. Lynne fortæller her, hvordan en dyb krise lærte hende at bruge de gaver og styrker, som Gud har skænket hende.

– Efter femten år som præstefrue oplevede jeg i 1990 en både følelsesmæssig og åndelig krise. Jeg havde i årevis kæmpet med depressioner. Og til sidst vandt depressionen. Jeg kunne ikke længere stå ud af sengen om morgenen. Jeg var tappet for energi til endnu en ny dag.

I mange år havde jeg levet sådan, som jeg troede, folk i menigheden ventede det af mig, og som jeg mente, Bill og børnene behøvede det. For at kunne det havde jeg vænnet mig til at leve på en måde, som krævede evner, jeg overhovedet ikke var i besiddelse af: administration, organisation og detailorientering.

Jeg havde hverken tid eller overskud til mine sande styrker og passioner: Det at skrive, kontakt til andre mennesker, evnen til at skelne mellem vigtigt og uvigtigt og barmhjertighed. Jeg levede i et tempo, som var helt rigtigt for min mand, men alt for hurtigt for mig. Mit liv udspillede sig langt mere i offentligheden, end jeg kunne klare.

Og der var hverken tid eller rum til den ro og afsondrethed, som min sjæl længtes efter. Jeg var fuld af åndelig tvivl og spørgsmål. Men jeg var bange for at indrømme det.Min mentor opmuntrede mig derfor til at stå af det hamsterhjul, mit liv havde udviklet sig til. Han overbeviste mig om, at jeg skulle lære at ”skynde mig langsommere”. Det, jeg allermest havde brug for, sagde han, var at lade mig omslutte af en lægende stilhed.

Hvad ville du gøre anderledes i dag?

– I mange år følte jeg mig frustreret og nedtrykt. Men jeg sagde hele tiden til mig selv, at jeg ikke burde have det sådan. Jeg burde bede mere og læse mere i Bibelen. Jeg burde være mere taknemmelig for mit liv, som det var.

Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at frustrationerne og depressionen var en følge af, at jeg ignorerede mine sande behov, mine gaver og lidenskaber og mit kald. Da jeg ærligt lagde mine følelser frem for Gud, hjalp han mig med at få orden på mit liv. Der var naturligvis også områder, hvor jeg opførte mig egoistisk. På disse områder var det nødvendigt for mig at vokse åndeligt og modnes lidt mere.

Lynne Hybels er engageret i projekter verden over. Her besøger hun palæstinensiske kristne i Betlehem.

Hvad ændrede du helt præcist for at blive rask?

– Jeg lavede kun det allermest nødvendige og skar ned på ansvarsområder i den udstrækning, det var muligt. Det gjorde, at jeg fik lov til at opleve en tid med helbredelse og restitution. Det vigtigste var, at jeg fandt ind til Gud og troen påny, da jeg koncentrerede mig om Jesu lære. Jeg fandt hvile hos Jesus for min udmattede sjæl. Senere mærkede jeg hans kald til en barmhjertighedstjeneste i verden.

Eller sagt på en anden måde: Da jeg var i begyndelsen af fyrrerne, nåede jeg til et punkt, hvor jeg følte mig totalt nedbrudt. Dér fandt jeg Jesus, som viste mig sin kærlighed og førte mig ind på en vej til varsom helbredelse. Da jeg så kom i halvtredserne, kunne jeg mærke, hvordan Jesus langsomt styrede mit blik væk fra min egen nedbrudthed og i stedet åbnede mine øjne for verdens nedbrudthed.

I dag engagerer du dig i forskellige projekter for kvinder verden over. Hvad ser du som den største nød?

– Kvinder i krigsområder er de mest sårbare. En voldsom konflikt kan ødelægge alt – lige fra et lille nyfødt barns ubeskyttede krop til et helt lands infrastruktur. Når der er krig, forværres armod på dramatisk vis, uddannelse bliver en uopnåelig luksus og kønsrelateret vold når hidtil ukendte proportioner. Handel med mennesker tager til. Sygdomme breder sig, og traumer på grund af tab og undertrykkelse tager modet fra folk. De allermest sårbare er de flygtninge, som frygter for deres liv.

Jeg er taknemmelig for det samarbejde, jeg har med organisationer i Syrien, Jordan, Irak, Libanon og Den Demokratiske Republik Congo. De tilbyder nødlidende familier håb og hjælp i Jesu navn og kærlighed gennem forsyninger af medicin og fødevarer, gennem traumeterapi og mulighed for en varig indtægt.

Vi kan ikke alle hver især rejse til disse lande – hvordan kan vi hjælpe?

– Jeg kan ærligt sige, at min tjeneste altid har været præget af det, som jeg har fundet mest hjerteskærende. Af de historier, som ubevidst har kaldt tårerne frem i mine øjne.

Derfor skal min anbefaling lyde: Se på, hvad der får dit hjerte til at briste. Overvej derpå, hvad du kan udrette på det stadie i livet, hvor du befinder dig for nærværende. Som ung mor kunne jeg ikke rejse så meget, som jeg kan nu, men jeg kunne indsamle bidrag til organisationer, som arbejdede i udlandet, og jeg kunne skrive og holde foredrag til støtte for arbejdet.

Jeg opmuntrer altid kvinder til at tilslutte sig det verdensomspændende fællesskab af kristne kvinder, der findes, og gøre sig bevidst, hvad ”verdensomspændende” i det hele taget betyder, nemlig både foran din egen dør og på den anden side af jordkloden.

Hvordan holder du din tro levende?

– Om morgenen tænder jeg et stearinlys. Det minder mig om ”Helligåndens flamme” og om ”verdens lys”. Så sidder jeg roligt i stilheden, beder, læser i Bibelen og i andre bøger, som bygger mig åndeligt op. Jeg oplever mange udfordrende situationer, hvad enten det drejer sig om at tale foran en stor forsamling af mennesker eller tage mig af en kvinde i nød. Sådanne øjeblikke viser mig ganske tydeligt, hvor nødvendigt det er for mig hele tiden at forlade mig på Guds visdom.

Det var ikke altid nemt for dig at tjene Gud. Alligevel er du overbevist om, at enhver kvinde bør følge sit personlige kald, og du har også videregivet denne værdi til din datter. Hvordan lever hun sit kald?

– Min datter, Shauna Niequist, er en begavet forfatter og foredragsholder. Hendes virke og indflydelse overstiger langt min. Hun er usædvanlig klog af sin alder og forbinder med sine ord sin sans for humor med en stor sårbarhed. Shauna har gået på college i Californien og derefter arbejdet i en menighed i Michigan.

Nu glæder vi os enormt meget over igen at have hende hjemme hos os i Willow! Hun var det første barn, der for fyrre år siden blev født i menigheden, og nu er hun en af de mest afholdte foredragsholdere hos os.

Bill og Lynne Hybels grundlagde i 1981 ”Willow Creek Community Church”.

Shauna og hendes mand Aaron har to sønner. Hvordan er det at være mormor?

Mit barnebarn Henry er ti år og Mac fem. Og som vi altid siger: Det er dem, der bestemmer i familien! Men helt alvorligt: At være mormor er den dejligste rolle i mit liv. Der findes ikke noget skønnere end at putte sig på sofaen med Mac og hans bamser eller spille brætspil med Henry – også selvom han for det meste vinder!

Normalt laver jeg til hverdag tit flere ting ad gangen, men når jeg er i min mormor-rolle, koncentrerer jeg mig om én eneste ting: at være nærværende for to af de dejligste drenge i verden. Det er sjovt, det får mig til at slappe af, og det giver mig nye kræfter. En lørdag morgen var jeg på café med mine børnebørn, og vi havde nogle dejlige timer sammen, mens vi spiste, snakkede og lo.

Tjeneren, en immigrant fra Litauen, kom hen til os og sagde: ”Det gør mig så glad at se Dem og Deres børnebørn sammen. Det sværeste ved at være flyttet til Amerika er, at mine børn ikke har deres mormor her.”Det fik mig til at tænke på en veninde, som var flyttet til Mellemøsten for at arbejde med flygtninge der.

”Mine børn elsker at være her,” fortalte hun, ”bortset fra, at de ikke har en mormor her.”Det ville være dejligt, hvis kvinder, som gerne vil være bedstemødre, men ikke er det, eller kvinder, som er bedstemødre og stadig har lidt tid i overskud, måske overvejede at ”adoptere” et bedsteforældreløst barn. Det ville være til velsignelse for alle – barnet, den unge mor og reservebedstemoren.

Hvad vil du gerne give videre til læserne?

– Jeg tror, at kvinder rummer det største uudnyttede potentiale i verden. Verden er fuld af had, vold og knuste skæbner. Den behøver kvinder, som generøst deler ud af deres kærlighed, som ydmygt tjener andre og tilbyder helbredelse og tilgivelse.

Interviewet bringes med tilladelse fra det tyske kvindemagasin Lydia.

Læs også