Ambivalente beskyttelsespenge
udsendt af Viva Denmark
Da vores taxachauffør kommer for at hente os en halvtimes penge efter det aftalte tidspunkt, har han taget billeder med, som han vil vise os.
Da vi når til et billede af en ung mand ved en grav overdynget med blomster, bliver han meget stille. Han forklarer os, at manden på billedet er en af hans tre sønner, og at der i graven ulykkeligvis ligger en anden af sønnerne. Sønnen var 30 år gammel.
I Honduras er det meget udbredt, at banderne opkræver en meget ambivalent form for beskyttelsespenge kaldet ”war tax”. Disse beløb bliver opkrævet af privatpersoner så vel som store virksomheder. For privatpersoner og mindre virksomheder er denne skat af afgørende betydning, da det er et klokkeklart krav for at kunne overleve. War tax er nemlig penge, som betales til bander, så de ikke slår én ihjel eller i mildere fald ødelægger mulighederne for, at forretningen kan køre videre.
Hverken vores chauffør eller hans søn kunne i sin tid følge med i omfanget af war taxes, hvilket resulterede i sønnens død. Da de kontaktede politiet, fik de afslag på hjælp og efterforskning, da de var for fattige.
Vores chauffør betaler 900 lempiras (ca. 240 kr.) om ugen til den bande, som dræbte hans søn for år tilbage. Det svarer til lidt mere end halvdelen af hans ugentlige indtægter.
Det er virkelig en barsk sandhed, men hvad mere er: honduranerne er så gæstfrie, glade og varme, at det slet ikke er til at begribe, når man tænker over hvilket liv, mange af dem har levet. De honduranere, jeg indtil nu har mødt, har været helt imponerende taknemmelige, nysgerrige og stolte af det Honduras, som de kæmper for og drømmer om.
Det er svært at sætte sig ind i, at de fleste her er meget bevidste om, hvad der er galt og simpelthen vier deres liv til at prøve at forbedre deres land. Den form for nationalisme, jeg har mødt her, har været den smukkeste, jeg hidtil har oplevet. Det er en nationalisme, som er bygget på fællesskab i civilsamfundet, hvor den fælles stræben efter bedre tider er så gennemtrængende og altoverskyggende, at jeg bliver en blanding af forbløffet, stolt og forhåbningsfuld.
