De ti brudejomfruer

Af Anna Louise Bay
Frederikssund

Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men personligt har jeg endnu ikke hørt en tilfredsstillende udlægning af lignelsen med de ti brudejomfruer. Uanset hvordan det bliver vendt og drejet, så synes jeg ikke, det helt giver mening.

De falder alle sammen i søvn, og de har alle olie – bare i forskellig mængde. Men hvad er den egentlige grund til, at de ikke kommer ind?
Jesus selv siger de forfærdelige ord: ”Jeg kender jer ikke!”

Det har vi et andet eksempel på i Lukas 13, hvor andre forsøger at komme ind og begrunder det med, at de har gjort tegn og undere i Jesus navn. Alligevel siger Jesus også her: ”Jeg kender jer ikke.” Det er altså muligt at være meget religiøs og måske også benytte sig af nogle åndelige love, selvom man ikke ”kender” Jesus i den forstand, han vil, at vi skal kende ham. Og det synes jeg er skræmmende.

Tilbage til brudepigerne. Siden de begiver sig af sted for at møde brudgommen, må der have været rygter om, at han var på vej. Kunne man forestille sig, at de fem af dem gennem nogen tid havde været i forventning om et snarligt bryllup, og da de så begiver sig på vej, vil de andre også gerne med?

Måske kunne der være en sammenhæng – at de ligesom ikke er gået ham i møde på deres egen tro, men bare fulgte med de andre og derfor heller ikke havde taget i betragtning, at han kunne risikere at være forsinket. Jesus siger jo, at klogskaben i dette tilfælde bestod i, at de havde tænkt på at tage ekstra olie med. Og her virker det som om, at klogskaben var en slags konsekvens af, at de kendte Jesus.

I hvert fald må de ikke have kendt Jesus, på den måde han ønskede at kende dem. Og vi ved jo, at det at kende i bibelsk forstand ikke bare er sådan et løst bekendtskab.

Så jeg tænker – er jeg i forventning? Har jeg ligesom løsnet mine ”rødder” i denne verden tilstrækkeligt til, at der ikke er noget, der holder mig tilbage den dag han kommer? Og det kan godt være, at han ikke kommer hverken i dag eller i morgen, men jeg tænker, at de fleste kan se, at tiden nærmer sig med raske fjed.

Og det er klart, at vi skal arbejde, mens det er tid, men vi skal også være klar, når han kommer. Personligt er mit rædselscenarie, at Jesus kommer, og jeg må sige: ”Lige et øjeblik!”