Kongefamilien får ny præst i 2018

Biskop Henrik Wigh-Poulsen

Biskop over Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, bliver ny kongelig konfessionarius fra april 2018. Han afløser tidl. biskop over Københavns Stift, Erik Norman Svendsen. Som konfessionarius eller skriftefader skal Henrik Wigh-Poulsen være kongehusets præst samt dronningens personlige sjælesørger. Han tiltrådte sit første præsteembede i 1989.

De seneste 10 år har Erik Norman Svendsen, som snart fylder 77 år, forestået barnedåb, bryllupper og begravelser i den danske kongefamilie.
Den nye konfessionarius, Henrik Wigh-Poulsen, der blev bispeviet i Aarhus Domkirke i 2015, er gift med Grete Wigh-Poulsen, der er provst i Kolding. Biskoppen står for en klassisk grundtvigsk teologi, som også folk fra Indre Mission værdsætter, vurderer professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus, Kurt E. Larsen.