Bøn mellem tøjstativerne

(Læsetid: 7 minutter)
”Nogle gange tænker jeg Happy Hand som en kirke,” siger præst Anette Wulf, der både hænger tøj op og beder for mennesker.
Foto: Mirjam Røgeskov

Happy Hand er ikke en almindelig genbrugsforretning. Butikken har en præst ansat… til at være præst. Det er enkel mission, og det virker.

Jeg går med skyndsomme skridt ned ad Nørrebrogade i mylderet af mennesker, som haster hjem fra arbejde. I det samme jeg træder ind i genbrugsbutikken Happy Hand, bliver jeg slået af den store kontrast fra Københavns gadelarm.

Her går mennesker stille rundt og kigger på brugte tøj og ting, mens afslappende musik spiller fra en lille ghettoblaster. En ung kvinde venter ved disken på at købe en bluse. Sagte stemmer lyder fra en hyggelig sofagruppe midt i butikken, hvor fine, gamle stole, stearinlys på bordet og dæmpede lamper indbyder til en snak. På væggene hænger gamle billeder med engle, der bøjer sig over småbørn i aftenbøn, og flere Bibler er placeret i vindueskarmen ved sofagruppen. Tæt ved står et anretterbord med kaffe, te, frugt og småkager, som er til fri afbenyttelse, inviterer et skilt. Over anretterbordet proklamerer et andet skilt: ”Gud er kærlighed” i gammelt broderi.

Hverdagsmøder

Den missionale genbrugsbutik Happy Hand har eksisteret siden maj 2012. Idéen kom fra Berit Elkjær, som startede forretningen sammen med andre fra Adventistkirken. Happy Hand’s overskud går hver måned til forskellige udenlandske og danske projekter for fattige mennesker.

Men butikkens vision er både at tjene penge til at hjælpe fattige mennesker og at nå kunder i dagligdagen, så de må opleve Guds lys og kærlighed. Visionen er tydelig i lyden af kasseapparatet, der klinger til de fattiges bedste, og den lavmeldte snak fra sofagruppen.

Jeg genkender den milde stemme fra Anette Wulf, som jeg skal interviewe. Jeg kan ikke undgå at høre, at hun snakker med en kvinde, som har det svært, og her midt i forretningen giver Anette Wulf råd og taler opmuntrende sandheder til den hårdt ramte kvinde. Det er helt tydeligt, at det her ikke er en hvilken som helst genbrugsbutik.

Præsten bag kassen

Anette Wulf er 38 år, præst i Adventistkirken og medleder af Happy Hand, hvor hun er dagligt. Efter hun har bedt for kvinden, sætter vi os i den indbydende sofagruppe, og jeg spørger undrende, hvorfor der er en præst i en genbrugsforretning.

”Det er en rigtig god måde at drive mission på, fordi jeg i det her forum møder mange mennesker, som ikke kender Gud,” fortæller hun.

Anette Wulf har været præst i Happy Hand i tre år, og hun fandt hurtigt ud af, at hun bedst kunne være præst for de ufrelste ved at arbejde dagligt i butikken.

”Jeg møder mennesker på en naturlig måde, når jeg hænger tøj op og for eksempel hører en kunde, der har brug for bøn. Hvis man vil tale med mennesker, så står man bag kassen,” fortæller Anette Wulf.

Præsten stod for eksempel bag kassen, da en kvinde kom ind. Hun havde frygtelig ondt i sit knæ og måtte sidde ned ved disken.

”Jeg fortalte hende, at jeg tror på Gud, og at han helbreder mennesker. Jeg spurgte, om jeg måtte bede for hendes knæ, og efter jeg havde bedt, kunne hun gå rundt. Hun sagde helt overrasket ’smerten er væk,’ husker Anette Wulf.

Naturlig åbenhed

Jeg må udbryde, at ’her er en dejlig atmosfære’, og det hører genbrugsbutikkens præst fra mange mennesker.

”Vi beder jo, at Gud må være her, og det er han bare. Nogle kommer og sidder i sofagruppen uden at skulle købe noget, og andre bliver tiltrukket gang på gang, uden de helt ved hvorfor. De tiltrækkes af atmosfæren, som er Gud, og det er også med til at skabe den store åbenhed, som vi ser,” siger Anette Wulf.

Og åbenheden er stor hos kunderne i Happy Hand. Anette Wulf oplever, at hun får lov at bede for mennesker eller kommer i snak om Jesus næsten hver gang, hun er i butikken. Nogle gange sker det flere gange om dagen.

Da jeg spørger præsten, hvad hun gør for at komme i snak med mennesker om Jesus, tænker hun sig om længe.

”Det kommer så naturligt, at jeg ikke lægger mærke til, hvordan det sker. Når folk sidder i sofagruppen og slapper af med en kop kaffe, er det meget nemt at komme i snak. Det starter tit med hverdagsting. Jeg snakkede for eksempel om madlavning med en kvinde. Pludselig kommer vi ind på, at hun havde været sygemeldt i noget tid, og jeg tilbød at bede, hvilket hun blev meget rørt over,” fortæller Anette Wulf, som stort set kun oplever, at mennesker takker ja til bøn.

Trøst blandt tøjstativerne

Andre gange skal præsten være mere direkte og opsøgende i sin kontakt til kunderne. En af hendes stærkeste oplevelser i Happy Hand var, da en ung kvinde kom ind i butikken, og Anette Wulf mærkede, at Gud ville kvinden noget. Hun snakkede højt i telefon, så præsten kunne ikke undgå at høre, at hun havde det svært. Anette Wulf var bange for at overskride kvindens grænser.

”Jeg gik rundt og hængte tøj op, mens jeg prøvede at tage mig sammen, men så gjorde jeg det bare, fordi Gud ville det. Jeg spurgte: ’Du må undskylde, men jeg kunne høre, du snakkede i telefon om nogle svære ting. Jeg tror på Gud, og han vil hjælpe. Må jeg få lov til at bede for dig?’ Hun så hård ud, men pludselig græd hun og sagde: ’Hvor er du sød, det må du meget gerne’. Vi gik ind i vores lille præsterum, hvor jeg bad og talte ord til hende, som jeg fornemmede, at Gud ville sige hende,” fortæller en smilede Anette Wulf. Hun oplever, at Helligånden er meget med, og hun ser, hvordan han lægger ting til rette, fordi han får lov.

Den tydelige skrift på væggen

At Gud får lov at gøre, hvad han vil, er en af hovedårsagerne til, at mennesker er så åbne i Happy Hand.

”Jeg tror, det gør en kæmpe forskel, at vi har sagt: ’Det er dit projekt, Gud, så gør, hvad du vil,’ og vi så lader ham gøre det. Det handler også om, at vi ikke lægger skjul på, at vi tror på Jesus. Vi har Bibler stående og skriftsteder på væggene. Her siger vi ’ja, vi tror på Jesus,’ og derfor kan man snakke fuldstændig åbent om Gud. Det giver Gud plads til at være den, han er, og mennesker kender rammerne,” mener Anette Wulf.

Ja, Happy Hand er tydelig i sit fokus, men præsten har aldrig hørt nogen sige noget negativt om butikkens tydelige budskaber. På den iøjefaldende bagvæg står med store bogstaver ”Må Gud, vor far, give jer nåde og fred”. Og ved siden af hylden med brugte sko står en lille, åben boks med en seddel: ”Ønsker du bøn for noget i dit liv, så skriv det på en seddel, og læg det i æsken, og nogle her fra Happy Hand vil bede for det”.

En del af hverdagen

Men hvorfor virker denne form for mission så godt?

”Jeg tror, det fungerer, fordi butikken er en del af folks hverdag. Det er et ufarligt sted, for det er jo bare en forretning. Mange er blevet afskrækket af kirken, men her kan de komme ind og kigge på nogle ting eller sidde i sofaen og få en kop kaffe. Det er ikke så konfronterende. Det er mere naturligt, for de skal jo bare ind at købe et skakspil eller en bluse,” siger Anette Wulf.

Happy Hand har også ugentlige bønneaftner og månedlige aftner med stille musik, bøn og snak, som de inviterer interesserede kunder til.

”Jeg har relationer med mange forskellige mennesker her, som ofte kommer, og Gud sår et frø hver gang,” fastslår Anette Wulf, mens Nørrebrogades liv stadig lyder i den tiltagende skumring.

Læs også