Stadig flere missionsprojekter er sensitive

Det er ikke alle missionsprojekter, man kan ikke informere frit om. I nogle tilfælde kan det bogstaveligt talt være livsfarligt, og organisationerne må passe meget på, hvad de deler.

– Nu må vi ind imellem nøjes med at sige, at «nogle sensitive udsendinge er draget ud et sted i verden, husk på dem», siger Espen Ottosen, som er informationsleder i Norsk Luthersk Misjonssamband (NLM).
Han fortæller, at missionsfolket tidligere var vant til at få tilsendt en liste over missionærerne med angivelse af deres tjenestelande.
– Det er det, vi og missionsfolket synes er vanskeligst. Mange har været vant til at klippe denne information ud og lægge den i Bibelen som en bedeliste. Vi forstår frustrationen, siger Espen Ottosen.
Han fortæller, at NLM har omkring 130 voksne udsendte i 15 lande.
– Jeg tror, vi kan sige, at halvdelen af landene og halvdelen af de udsendte er berørt af en eller anden sensitivitetsudfordring. Dette er øget meget, fastslår informationslederen, som har set forandringerne ske i sine 15 år på jobbet.

Udfordrende information

Sammen med leder for områdearbejdet i Åpne Dører, Trond Kjartan Michaelsen, og kommunikations- og markedschef Gisle Skeie fra Stefanusalliansen, talte Ottosen om udfordringer knyttet til behandling af sensitiv information fra tjenestelandene under Kristelig Pressekontors generalforsamling.
– Dette er et dilemma og et reelt problem. På den ene side ønsker vi at fortælle mest muligt af det, som sker på missionsmarken, men vi må erkende, at det at sprede denne type information kan ødelægge arbejdet og bringe sikkerheden i fare for vore udsendinge og ikke mindst for de lokale kristne, siger Ottosen.
Gisle Skeie fortæller, at der er forskellige grunde til, at information om projekter bliver sensitiv.
– Nogle steder er det social fjendtlighed, og andre steder er det myndighederne, som er fjendtlige mod kristne og andre minoriteter.

Kundskab, kendskab og klogskab

Stefanusalliansen, som især arbejder for trosfrihed, befinder sig ifølge Skeie så at sige kun i lande, hvor tingene er sensitive.
– Du kommer ikke udenom det. Da gælder det om at arbejde ud fra de tre K-er: Kundskab, kendskab og klogskab. At arbejde med sensitiv information kræver meget træning, siger han.
Trond Michaelsen fortæller, at Åpne Dører er relativt nøgterne, når de udgiver information og tal om forfulgte kristne.
– Denne typen arbejde er meget sårbart, fordi vi arbejder med mennesker i sårbare situationer. Behovet for hjælp er stort, samtidig skal informationen vi udgiver være verificerbar og sand.

Kan få folk dræbt

Skeie ønsker ikke at overdramatisere situationen med sensitiv information, men i nogle tilfælde handler det om liv eller død.
– Hvordan balancerer vi hensynet til partneres sikkerhed med behovet for at informere og kommunikere bredt i Norge? Partnerens sikkerhed må trumfe alle hensyn. Vi sidder inde med information, som i værste fald kan koste vore partnere livet. Samtidig er vi nødt til at fortælle noget, siger Skeie.
Også Michaelsen understreger alvoren i information på afveje.
– Sociale medier er livsfarlige for nationale kristne. Der skal så lidt til, og man har ikke kontrol der, siger han.

Spænding gi’r engagement

Alle de tre organisationer er i høj grad afhængige af indsamlede midler og mener derfor, at information har stor betydning for den støtte, folk giver. Samtidig oplever de, at sensitive situationer også kan skabe interesse og spænding omkring et projekt.
– Hemmeligholdelse gør det også spændende. For en giver kan det være lidt eksklusivt. Her handler det også om tradition og tillid, siger Michaelsen.
Skeie fortæller, at kommunikationsarbejdet og indsamlingsarbejdet hænger tæt sammen.
– Nu har vi en lille fordel i at folk, som støtter os, ved, at der er ting, vi ikke kan fortælle om. Det forventes næsten af os. Samtidig er de, som skal give støtte, nødt til at have noget konkret at forholde sig til. Man kan fortælle meget med anonymiserede personer.
Ottosen tror ikke, at tilbageholdelse af sensitiv information nødvendigvis har ført til mindre gaveindtægter, men at det har været en omstilling for giverne at vænne sig til det.
– Det opleves som spændende, dette sensitive arbejde, og det kan skabe et engagement, som opvejer ulemperne.

Generelle gaver er bedst

Alle de tre organisationer indsamler penge både generelt og til øremærkede enkeltprojekter.
– Vi er meget glade for generelle gaver. Samtidig kan det være fint at øremærke nogle projekter til enkelthændelser, hvor vi har en konkret situation. Vi prøver at gøre det sådan, at gaverne kan bruges der, hvor behovet er, siger Skeie.
Selv om det kan være lettere at «sælge» et enkeltprojekt til givere, prøver organisationerne at sikre sig, når de promoverer givertjenesten.
– Vi står ofte i disse udfordringer og må tænke pædagogisk. Når vi taler om et specifikt missionsarbejde, vil girokortet ofte have en tekst, hvor der står, at giveren «vil støtte dette arbeidet og andre prosjekt». Det er meget uhåndterlig at øremærke i detaljer, siger Ottosen.
Michaelsen peger på, at Åpne Dører har et helt apparat internationalt, som arbejder med problemstillinger knyttet til indsamling og øremærkede midler.
– Måske er den største udfordring, når folk giver til et enkeltprojekt, at man skal følge op med information til giverne. Jo mere der går til hele lande eller regioner, jo enklere er det. Generelle gaver er fantastiske, siger han.
KPK