Bykongen og troen

Det er blevet sagt om Thorkild Simonsen, at han har en københavners dynamik, en jydes eftertænksomhed og en fynbos humor. Det kunne sagtens tilføjes: Og sin mors diplomatiske væsen.

Thorkild Simonsens mor blev 100 år og var på én gang en principfast og rummelig kvinde, der mødte mennesker uden snert af fordømmelse, også når de faldt i livets snublebånd.

– Hun var afholdskvinde og aktiv i Blå Kors og optaget af afholdssagen lige til sin død. Det skete, at nyomvendte missionsfolk blev medlem af Blå Kors og ville være afholdsfolk, men faldt i igen. Så mente min mor, at det bare gjaldt om at redde dem på ny. Hun fordømte aldrig nogen, og når jeg i dag gerne støtter Blå Kors, skyldes det ikke mindst min mor, fortæller Thorkild Simonsen.

Socialdemokrat

Den tidligere socialdemokratiske borgmester i Aarhus – tit omtalt som bykongen – og tidligere indenrigsminister fylder snart 92 år, og har været gift med fru Edny i 65 år.

Det bliver stadig til en håndfuld foredrag om året og lidt foreningsarbejde, bl.a. noget socialt arbejde for Rotary, men ellers lever Thorkild Simonsen i dag et forholdsvis stille pensionistliv i forstaden Risskov.

Hér bliver der tid til at læse især historiske bøger og biografier.

Han nyder stadig stor respekt i vide kredse som en politiker, der med stor arbejdsiver og sin på én gang milde og faste hånd og sit diplomatiske talent fik enderne til at nå sammen.

Sad og talte de omvendte

Thorkild Simonsen nævner sin mor flere gange under interviewet. Hun var fanatisk i sin tro, siger han, men havde også en særlig forståelse for andres situation.

”Ikke alle med en anden holdning end din egen kan være idioter”.

– Hvis jeg har lært noget om at få folk til at enes, så er det fra min mor. Hun havde den holdning, at det jo kunne tænkes, at det er modparten, der har ret, og man selv tager fejl. Det har jeg selv båret med mig. Hun var en fantastisk forligsmager, som bl.a. er årsagen til, at vi søskende stadig holder sammen – nu er vi godt nok kun fire tilbage – og kommer til hinandens familiebegivenheder, siger Thorkild Simonsen.

Morens grundholdning har bl.a. inspirerede til en af Thorkild Simonsen mest kendte deviser: ”Ikke alle med en anden holdning end din egen kan være idioter”.

Positiv erindring om indre Mission

Han blev født i 1926 i Sønder Rubjerg i Vendsyssel. Som ældste barn af malermester Alfred Simonsen og hustruen Anna og med fem søskende. Hans bedstefar havde etableret en brugsforening og bygget et missionshus på sine syv tønder land.

– Jeg er født i et hjem, som var indremissionsk, hvilket både mine bedsteforældre og mor og far var. Jeg ved godt, at Indre Mission tit er blevet negativt omtalt, som noget med at være bedrevidende og mere hellige, men det var ikke sådan, jeg oplevede det, og slet ikke min mor.

– Vi børn måtte dog ikke danse eller gå i biografen, hvilket jeg så snød mig til en gang imellem, fortæller Thorkild Simonsen.

Om søndagen var det naturligt, at man gik i kirke, og til møder i missionshuset. Hvert år var der nogle særlige vækkelsesuger, hvor folk blev opfordret til at omvende sig.

– Jeg kan huske, at da jeg som dreng kom i missionshuset i Ru-
bjerg, sad jeg og talte, hvor mange, der blev omvendt. Hver gang én omvendte sig, rejste man sig op og sang ”Kimer Himmelklokker”. Den kunne jeg udenad, for det skulle vi.

– Jeg tror, at Indre Mission har skaffet kirken mange kirkegængere, selv om det ikke altid er det, de har fået ord for, siger Simonsen.

Lindhardt og Bartholdy

I efteråret 1945 kom Thorkild Simonsen til Aarhus som nyudlært malersvend. Han begyndte at komme i KFUM, hvor han oplevede et mere frit syn på mange ting, end han havde været vant til fra missionsmiljøet derhjemme, og hurtigt blev han en af lederne i KFUM’s yngste afdeling.

– Jeg gik til gudstjeneste hos P.G. Lindhardt i Vor Frue Kirke, hvor han var hjælpepræst, og det var en oplevelse. Man skulle holde ørene stive, for han talte så hurtigt. Jeg gik også hos pastor Falk i Christianskirken.

– Men efter et par år som malersvend fik jeg eksem og vabler på armene, og jeg kunne ikke fortsætte i malerfaget. Så den gamle KFUM-sekretær i Aarhus, Grubbe Overgaard, foreslog mig at tage på Haslev udvidede Højskole, som dengang var stærkt præget af Indre Mission. Hér fik jeg Christian Bartholdy, Indre Missions navnkundige formand, som gæstelærer, og han var på mange måder Lindhardts modsætning, men simpelthen en meget begavet og indsigtsfuld kristen mand. Og en fantastisk prædikant.

– Det er nok de tre præster, der har betydet mest for mig. De var gode alle sammen, hver på sin måde, siger Thorkild Simonsen.

Talte i missionshuset

Det var på Haslev udvidede Højskole, at forstanderen, Johannes Magelund, fik ham overbevist om, at han skulle være skolelærer. Han begyndte på Ribe Statsseminarium. Forinden have Magelund dog sørget for, at den unge Thorkild fik sin debut som taler, da han tog ham med til missionshuset i Slagelse.

– Jeg holdt en tale, hvor jeg var kritisk overfor nogle ting, jeg havde oplevet i Indre Mission, bl.a. at jeg ikke måtte gå i biografen og sådan noget, men Magelund kunne godt lide talen. Han kunne godt forstå, at der var unge elever, der havde et andet syn på visse ting.

– På seminariet kom jeg i en bibelkreds, hvor vi også inviterede andre fra byen med. Jeg kom også meget i Ribe Domkirke, husker Thorkild Simonsen.

Pigen fra Læsø

I 1951 mødte han ”pigen fra Læsø”, Edny, som var skipperdatter. En af hans søstre var blevet forlovet med hendes storebror, og da Edny ikke ville bo i Ribe, og Thorkild ikke ville flytte til Læsø, fandt de et kompromis og bosatte sig i Aarhus. De blev gift i 1953, da han var færdig med læreruddannelsen.

Thorkild Simonsen arbejdede efterfølgende som lærer og var skoleinspektør på Brobjergskolen i Aarhus fra 1964 til 1970.

Edny og Thorkild kom fra hjem, hvor værdierne lignede hinanden, men har ikke levet helt som forældrene gjorde. De har gået i biografen, teatret og danset ved festlige lejligheder, men har været enige om at gå i kirke tit og bede Fadervor sammen med de to døtre, Hanne og Helle, da de var små.

Kirkegang er naturligt

Det at gå i kirke er en naturlig ting, når man er kristen, mener Thorkild Simonsen, som kommer i Risskov Kirke.

– Jeg siger ikke, at man skal nødvendigvis skal gå i kirke hver søndag. Men jeg synes, at det er for beskedent, hvis man kun bruger kirken juleaften, til dåb og ved dødsfald. Her kunne vi lære af amerikanerne, hvor vi har rejst på ferie, og hvor kirkegang er nærmest en selvfølge. Vi kan også lære af muslimerne, når det handler om at tage troen alvorligt.

Hvad har kristendommen betydet mest for dig?

– Jeg forstår ikke folk, der siger, at de ikke tror på noget, for hvor går de hen og får tilgivelse?

– For mig er det også vigtigt, at man er ordentlig overfor andre. Jeg arbejdede i mange år sammen med en ualmindelig dygtig stadsdirektør, Poul-Erik Jensen, som var rettroende ateist, og som endda skrev en bog om det. Vi var pot og pande på alle andre områder, bortset lige fra troen, og vi kom glimrende ud af det med hinanden.

Flygtninge

Når det er en kristen pligt at behandle andre ordentligt, så gælder det også flygtninge.

Thorkild Simonsen var en af de socialdemokratiske borgmestre, der op gennem 90´erne var kritisk overfor udlændingepolitikken og ønskede stramninger. I 1997 gjorde Poul Nyrup Rasmussen ham til indenrigsminister, og han fik til opgave at udforme landets første integrationslov.

– Det var det rene søndagsskole, det jeg lavede, i forhold til det vi ser i dag. Helt den samme hårde tone overfor flygtninge, som vi ser i dag, havde vi ikke dengang. Vi taler i dag så nedsættende om flygtningene, som om de alle sammen var småforbrydere. Jeg synes godt, vi kunne omtale folk af anden etnisk oprindelse på en pænere måde.

– Jeg ved da godt, at de ikke kan bo her i landet alle sammen, men hvorfor begynde at lave lagkage med flag på? (Inger Støjberg fejrede for nyligt udlændingestramning nr. 50 med lagkage). Det kan jeg overhovedet ikke forstå.

Gravsted købt

Thorkild Simonsen tror på et efterliv og er ikke bange for at dø.

– Jeg tror på, at der er noget bagefter, men kan ikke beskrive det. Jeg kan læse i Bibelen og tage trosbekendelsen til mig.

– Vi har for længst forberedt, når den dag kommer, og købte for nogle år siden både gravsted og sten. Inskriptionen har vi også klar, bortset fra datoen, selvfølgelig, og salme- og blomstervalg.

– Det syntes børnene ikke om, men jeg tror, at de i dag er glade for, at vi har gjort det på den måde. Vi havde i forvejen et gravsted, da vores første barn, Jens Mikael, døde i 1955 af meningitis. For nogle år siden flyttede vi hans gravsted til det nye gravsted på Vestre Kirkegård, hvor min kone og jeg skal ligge sammen med vores søn.

– Det kan jo være svært for de efterladte, hvis intet er arrangeret på forhånd. Det oplevede jeg, da min egen mor døde, og det var mig, der skulle stå for det.

Kommer du igen, Thorkild?

Thorkild Simonsens mor døde i hans ministertid, 100 år og syv måneder gammel.

Han havde lige besøgt hende på plejehjemmet i Løkken, og på vej tilbage til Aarhus blev han ringet op af plejehjemmet, som sagde, at han skulle komme tilbage, hvis han ville se hende i live en sidste gang.

Da hun så ham ved midnatstid, sagde hun: ”Kommer du igen, Thorkild?”. Det blev hendes sidste ord.

De næste 11 timer var familien ved hendes side, og der blev sunget hendes yndlingssange og -salmer.

Det politiske liv

Thorkild Simonsen efterfulgte Orla Hyllested som socialdemokratisk borgmester i Aarhus i januar 1982 og havde borgmesterkæden indtil 1997. Forinden var han rådmand i 10 år. Han var også formand for Kommunernes Landsforening. I alt nåede han at sidde i Aarhus Byråd i 31 år.

I oktober 1997 udpegede Poul Nyrup Rasmussen ham til indenrigsminister, og han stod bag landets første integrationslov.

I 2005 udpegede Lars Løkke Rasmussen ham til at være opmand i forbindelse med kommunesammenlægningerne.

Som borgmester (og som byrådsmedlem helt fra 1966) har han en stor del af æren for byens fremdrift efter kommunalreformen i 1970. Han var bl.a. primus motor for byggeriet af Musikhuset Aarhus og kunstmuseet ARoS.

Den 7. juli fylder Thorkild Simonsen 92 år.