Jeg er syg – og min kollega mobber mig pga. min tro

(Læsetid: 6 minutter)
Jeg prøver på ikke at lade mig gå på af hans chikane. Men det er svært. Jeg er nu næsten bange for at gå på arbejde på grund af ham.

Kære Orla Lindskov
Jeg har længe ønsket at skrive dette brev til dig, og jeg vil af personlige årsager gerne være anonym. Kald mig derfor bare ”Kirsten” i dit svar.

Jeg er en kvinde i fyrrerne og er i den situation, at jeg allerede har opsamlet tre diagnoser, altså med fysisk sygdom.

Forleden dag stod jeg netop og talte med en arbejdskammerat om det med mine diagnoser. Hun kom da med et udtryk, som satte sig i mig. Hun sagde: ”Hvor er du dog udsat.”
Da ramte hun faktisk plet på mere end et område med hensyn til mit liv.

Ganske vist er jeg med jævne mellemrum meget forpint på grund af mine sygdomme. Men hvor var det egentligt mærkeligt, det min arbejdskammerat sagde, for det ramte mig på flere områder.

Min arbejdskammerat er ikke kristen. Men hun er stærk, sund og smertefri på alle områder. Dog døjer hun ind imellem med sin mand og klager over ham til os her på arbejdspladsen. Men nu tilbage til mig.

Min arbejdskammerat ramte plet. Jeg føler mig faktisk meget udsat og har faktisk gjort det fra barn af.

Det startede med, at mine forældre blev skilt. Jeg følte mig flov over det overfor mine legekammerater, for deres forældre var ikke skilt. Hvorfor skulle jeg så udsættes for det, tænkte jeg.

Mine forældre har det hver for sig ikke godt. Jeg har regelmæssig kontakt med dem begge. Men de kritiserer mig stadig meget. Hvorfor skal jeg udsættes for det. Kritik har de givet mig lige siden, jeg var barn. Jeg protesterede aldrig. Jeg var ikke oprørsk.

Her er det så igen, det med at jeg er udsat. Mine forældres bebrejdelser er og var ikke retfærdige. De ville have, at jeg skulle være som dem og tænke som dem.

Begge mine børn er teenagere. De kritiserer mig også næsten hver dag. Så er der det ene og så det andet. De siger, at jeg er gammeldags.

Jeg bliver nogle gange helt urolig, for jeg synes, at livet for mig er indviklet; mere end før. Hvorfor er der så meget sorg, skuffelse og smerte i mit liv?

Bliver det aldrig anderledes? Hvorfor er jeg så udsat?

Jeg har tit lyst til at gemme mig væk fra det hele. Men hvor gemmer man sig her i 2018? Hvor kan jeg få lidt ro på?

Jeg vil helst heller ikke, at noget skal ramme mine børn.

Der er også en arbejdskammerat, som er efter mig. Han ved, at jeg er kristen. Han elsker at drille mig med, at jeg er kristen. Men ikke bare med det. Men også med alt muligt andet.

Jeg synes, at han er urimelig, og det han gør mod mig er ondt. Hvorfor er der så meget ondt omkring os?

Jeg prøver på ikke at lade mig gå på af hans chikane. Men det er svært. Jeg er nu næsten bange for at gå på arbejde på grund af ham. Flere af mine arbejdskammerater siger, at jeg ikke skal finde mig i det.

Flere af dem er også ret bange for ham.

Og så igen, hvorfor skal jeg lige udsættes for det også? Altså oven i alt det andet. Han mobber mig faktisk, selvom han prøver at gøre det humoristisk. Det giver mig frygt. Og frygt har jeg i forvejen på grund af mine diagnoser.

Tak for at jeg har måttet skrive dette brev til dig. Vil du bede for mig og også sende mig en salvedug.
Venlig hilsen ”Kirsten”

SVAR:

En kristen skal ikke finde sig i alt

Den mobning skal du ikke blot lade køre videre. Mobning på arbejdspladser er faktisk strafbart.

Kære ”Kirsten”
Dit brev kommer omkring vigtige og aktuelle forhold.

Men lad mig starte med det, som jeg finder rigtig alvorligt. Nemlig den mobning, du udsættes for på din arbejdsplads. Den mobning skal du ikke blot lade køre videre.

Mobning på arbejdspladser er faktisk strafbart. Det har i nogle tilfælde kørt mennesker så langt ud, at det har resulteret i selvmord.

Mobning nedbryder mennesker psykisk, og som du siger, er du allerede ved at blive bange for at gå på arbejde.

Hvis du lader det køre videre, sætter du dig i offerets rolle. Du skal gå til din virksomheds ledelse med dine oplevelser.

Tænk også på, at de har stor kompetence i fagforeningerne i at behandle sådanne sager. Tal med dem, hvis det bliver nødvendigt, eller gør det måske som det allerførste.

Med hensyn til offer-rollen så vær opmærksom på, at den rolle kan du ganske ubevidst have påtaget dig allerede i din barndom.

Du protesterede jo aldrig overfor dine forældres uretfærdige kritik. Du var ikke oprørsk, som du kalder det. Du fandt dig i det.

Desuden sagt i al almindelighed: det at være kristen betyder ikke, at man skal finde sig i alt.

Fx skal du nok heller ikke finde dig i, at dine børn kritiserer dig næsten hver dag. Fortæl dem, at du ikke står model til alt. Fortæl dem også, at alle forældre er gammeldags.

”Kirsten”, jeg vil bede for dig og sende dig en salvedug. Men læs også Salme 91 i Salmernes Bog. Her tales om ”den Højestes skjul”.

Den Højestes skjul er Jesus Kristus. Jesus er vores tilflugt i en ond verden. Der findes kun et sted, hvor det forpinte, bange menneske kan finde ægte hvile, ro og tryghed. Livet kan være vanskeligt. Livet kan rumme sorg, skuffelser og smerte.

Og denne verden vil aldrig blive anderledes på grund af Syndefaldet. Men i denne onde verden har Gud heldigvis givet os et hvilested, nemlig hos Jesus. I bøn finder vi mennesker det sted.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

MIN OPLEVELSE:

Kære Orla
Jeg skriver til dig for at fortælle, hvad jeg oplevede på et møde i Kristent Centrum i Aalborg.
Du bad for mine knæ, som var meget smertefulde, røde og hævede.
Jeg led af slidgigt i knæene, og der var kalkkrystaller i muskler og sener, så mine knæ var ikke særligt brugbare.
Du havde bedt for mine knæ flere gange før, hvor der tilsyneladende ikke var nogen lindring.
Men denne sidste gang mærkede jeg en varme gå igennem mig, og mine knæ begyndte at summe og sitre.
I 4-5 dage fortsatte dette, hvorefter smerterne gradvist forsvandt. To måneder er nu gået, og helbredelsen holder.
Tak til Gud og tak til dig. Jeg er dybt taknemmelig for din tålmodige og vedholdende bøn.
Denne sommerhilsen til dig fra En taknemmelig.

Læs også