Himlens glæde er nærværende og mærkbar

Af Peter Tinggaard, forbeder, forfatter og foredragsholder

Når Bibelen fremhæver en konkret begivenhed som begyndelsen på en ny tid, vil denne begivenhed typisk rumme en afgørende profetisk åbenbaring om tiden, som den indvarsler. Dette gælder i allerhøjeste grad for ’vand til vin’-underet fra Joh 2,1-11, som jo netop introduceres som begyndelsen på Jesu offentlige tjeneste (jf. Joh 2,11).

Teksten fortæller os, at Jesus var med som gæst ved denne bryllupsfest, og det i sig selv er interessant. For vi ved, at der venter os en himmelsk bryllupsfest mellem Jesus og sin brud som selve afslutningen eller kulminationen på hans jordiske tjeneste. Og her ser vi, at hans tjeneste også blev sat i gang ved en bryllupsfest.

Sådanne glædesfester varede i flere dage, og det var meget vigtigt, at der var rigeligt med vin. Derfor var det både pinligt og direkte ydmygende for værterne, når man opdagede, at der ikke var mere vin. Men Jesus reddede dem fra denne offentlige ydmygelse ved at lave vand til vin. Han gjorde et under, som gav dem ca. 6-700 ltr vin (jf. Joh 2,6-7) på et tidspunkt, hvor gæsterne allerede havde ’drukket godt’ (jf Joh 2,10). De havde med andre ord fået “mere end nok” at drikke.
Det er ind i denne kontekst, at Jesus lavede sin første demonstration af himmerigets overflod og glæde. Han fremskaffede en vin, der var bedre end den, de havde, så de faktisk kunne bruge Guds vin/Guds glæde til at blive endnu fuldere, end de allerede var.

Åbenbaring af himlens glæde

Jesus kunne selvfølgelig godt have sagt: I har allerede fået nok at drikke, og derfor skal I først blive helt ædru, før jeg vil give jer en forsmag på Guds glæde. Men det gjorde han ikke. Han gjorde et under, som åbenbarede himlens glæde, og han gjorde det på en måde, så glæden blev super nærværende for dem. De smagte en glæde, som ikke var i modstrid med deres egen glæde, men som kom nær til dem i deres halv-fulde festglade tilstand. De smagte en glæde fra Gud, som “glæder sig med dem, der glæder sig” (Rom 12,15)

Gud ønsker at møde os der, hvor vi er, og ikke dér hvor vi faktisk burde være.
Møder os som vi er

Dette var og er en fantastisk åbenbaring af Guds nåde. Han kræver ikke, at vi skal være perfekte, før vi kan forvente at opleve hans glæde. Nej, han kommer til os, hvor vi er, og vinder vores hjerter med sin glæde og godhed. Han bliver nærværende i de ting, som er vigtige for os (ligesom vinen var det for værterne), men lader os samtidigt smage en bedre vin, som med tiden vil drage os nærmere til ham.

Sådan fungerer Guds nåde og Guds hjerte. Guds egen Søn kom ikke til jorden, fordi vi som mennesker fortjente det, men fordi han ønskede det. Selv på vores allerbedste dage er vi som halvfulde mennesker, der har fået lidt for meget at drikke, og vi kan let føle, at Gud må vente med at komme, indtil vi er blevet ædru. Han må vente med at komme, indtil vi har fået helt styr på os selv. Men sådan fungerer det ikke med Gud. Han vil altid mødes med os dér, hvor vi faktisk er, og ikke dér, hvor vi burde være. Han kommer, fordi han elsker, og ikke fordi vi elsker.

Han ved jo, at det først er igennem vores oplevelse af hans nådige og urimelige kærlighed og glæde, at vi selv kan lære at elske som ham.

Faderen er klar til at løbe os i møde

Tænk på Faderen i lignelsen om den fortabte søn. Han står hele tiden klar til at løbe sit vildfarne barn i møde, så snart han eller hun vender om. Og selvom barnet fastholder, at han eller hun ikke fortjener nogen fejring eller fest, så fejer han barnets forbehold og indvendinger til siden. ”Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Guds glæde er nærværende og mærkbar

Desværre ligner vi kristne mere den ældste søn end på Faderen, når vi møder ”halv-fulde”, syndige mennesker. For vi har lært at stille høje krav til os selv, som vi skal overholde, før vi kan tage del i Guds fest, og derfor ender vi ofte med at stille nogle lignende krav til andre. Således gør vi Guds glæde til en hellig, himmelsk glæde, som er fjern og uopnåelig, i stedet for at lade den blive en nærværende og mærkbar glæde, som møder mennesker, hvor de er.