Dåben under angreb

(Læsetid: 2 minutter)

Det måtte komme før eller siden. Angrebet på dåben som utidssvarende. I årevis har det været Jesu opstandelse og jomfrufødslen, der har stået for skud, men er turen selvfølgelig også kommet til barnedåben.

En professor i teologi har netop foreslået, at man fjerner arvesyndslæren som forståelseshorisont for dåben. I stedet, skriver professoren i Kristeligt Dagblad, bør dåben forstås som Guds omfavnelse at sit barn, hvormed Gud udtrykker sin uudslukkelige kærlighed til dåbsbarnet.

At barnet og mennesket døbes, fordi det bærer arvesynden i sin menneskelige natur, bliver hurtigt opfattet som en krænkelse af barnets personlighed i en tid, hvor det er mennesket, der er i centrum for alt.

Professoren skriver, at det er et problem, at mennesket er fordømt, endnu før det er kommet til verden og at det fordømmes på grund af dets forfædres synder. For de fleste er det en absurd tanke, mener professoren.

Derfor foreslår han, at dåben i stedet bliver gjort til et udtryk for “Guds omfavnelse af sit barn, hvormed Gud udtrykker sin uudslukkelige kærlighed til dåbsbarnet og alle andre mennesker. Dåben ville være Guds tilsagn om, at det menneske, der døbes, altid er omsluttet af Guds og menighedens kærlighed og fællesskab, som beskytter og støtter (frelser) det, når det uvægerligt kommer i konflikt med sig selv, sine medmennesker og Gud,” som professoren udtrykker det i sit indlæg i Kristeligt Dagblad.

Forudsætningen for at forstå, hvad kærlighed er, og at være i stand til at tage imod den, er at indse, at det onde findes. I det nye syn på dåben findes det onde ikke. Mennesket sættes op på en piedestal, hvor det ikke tåler at se sig selv som skyldigt i form af arvesynden. Ser vi på verden, som den tager sig ud, er arvesyndslæren dog noget af det, som beskriver virkeligheden allerbedst. Hvem kender ikke til Paulus’ beskrivelse af den: “Det gode, som jeg vil, gør jeg ikke og det onde, som jeg ikke vil, gør jeg”?

Den kærlighedsforståelse, som ligger bag en dåb uden arvesynd, hjælper hverken det ondes problem eller lidelsens problem.

Hvad der gør kristendommen så kærlig, er netop, at Gud vil have med mennesket at gøre, selvom det er syndigt, og at virkeligheden aldrig er for beskidt for Gud. Det nye dåbssyn fjerner i virkeligheden mennesket fra Guds store kærlighed, fordi det bygger på snæversynet menneskelig ønsketænkning.

Læs også