Det blev til mange kopper kaffe i Peru

(Læsetid: 3 minutter)
Mathias Hendrik Lanting
Volontør for Evangelisk
Luthersk Mission

Da jeg besluttede mig for at blive volontør for godt et år siden, forestillede jeg mig, at jeg ville spille en vigtig rolle i at tjene Gud i et fattigt uland. Dels ved at servere kaffe – men mest af alt Jesus, til tørstende og udmattede sjæle omgivet af en hurtigt voksende kirke og et folk med længsel efter Gud.
Kaffen, den er blevet serveret. Men hvor er Gud?

Jeg havde tre ønsker for tiden i Peru. For det første ville jeg gerne lære spansk på et højt niveau for at kunne holde dybe samtaler. Dette lykkedes efter et næsten kongeligt ophold i Arequipa, hvor vi volontører var på sprogskole.

Næste ønske var at spille klaver til gudstjenesterne i Piura. I samarbejde med den svenske volontør Sofia Grahn og peruvianske Pepe Jóven fik vi stablet et lille lovsangsband på benene i den lutherske kirke i Piura, hvor de året inden havde måttet nøjes med at synge efter sange på Spotify.

Lovsangen har haft en særlig god indflydelse på de unge voksne i kirken. Nogle af dem har vist en større interesse for den, lytter til lovsange i fritiden og er blevet engagerede i selv at lære at spille musik i kirken. Forhåbentligt fortsætter denne udvikling næste år med nye volontører, som kan lære dem at spille musik.

Endelig var det vigtigt for mig at få skabt gode og dybe relationer. At være en ven, ikke blot fordi jeg er ’gringo’ og har mange penge, men for at kunne snakke om de ting, der virkeligt gælder.

Særligt to drenge fra ungdomsgruppen har jeg været meget sammen med. Josué og jeg har ofte været sammen for at lave mad, gå rundt i byen og se film. Vi har snakket om det, der lige rører sig, hvad end det er personlige problemer, film eller tro.

Så har jeg trænet en del sammen med Oscar. Vi fik lavet en aftale om at træne sammen, ca. hveranden dag, i ca. tre måneder. Træningen var egentligt fin nok i sig selv, men den virkelige motivation var samtalerne, hvorfor vi havde ”unødvendigt mange pauser”. Vores samtaler handlede ofte om hans drømme om at ændre Peru og om hvem Gud er. Vi startede med at træne klokken 8.00, trænede hårdt i lidt over 2 timer og derefter var der morgenmad. Mange gange blev han hele dagen for at hænge ud.

Et par gange fik jeg læst et lille andagtsstykke for vennerne, når de var på besøg. Ellers var der andagter i caféen om torsdagen for alle interesserede.

Caféens formål er at være bindeled mellem kirken og unge studerende, som har brug for Jesus.

Derfor er en god arbejdsdag ikke defineret ved hvor meget kaffe, vi sælger, men snarere hvor mange mennesker vi skaber kontakt til. Desværre kommer mange af caféens gæster for at drikke kaffe og ikke nødvendigvis for at blive frelst. Til tider kan det virke meningsløst, når interessen for Jesus blandt caféens gæster er lille, og samtalerne er få.

Én ting har jeg dog lært: hvis de ikke kommer til Jesus, så må jeg bede Jesus om at komme til dem. Bøn er nok det stærkeste missionale redskab, vi har som kristne, og det er det eneste rigtige at gøre, når vi står over for en umulig opgave. ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt” (Matt. Kap. 19 vers 26).

Det er ikke os, der skal frelse mennesker. Hvorfor ikke bede Gud om at hjælpe, når vi ikke kan?

Vil du være med til at bede for caféen, at Gud må arbejde igennem den for at nå ud til flere mennesker med evangeliet? Og for kirken og ungdomsgruppen, at de må fortsætte med at vokse i tro og antal?

For Gud er også i Peru!

Læs også