Hvad sagde profeten Jeremias om klimakrisen?

Kirkesalen i Fredens Kirke i Herning var sidste lørdag fyldt med danskere, som spændt lyttede til, da den svenske teolog Peter Halldorf talte om de bibelske profeters budskab.

– En profeti bliver talt ind i en konkret historisk sammenhæng. Vi skal se på to drenge, Josias og Jeremias, der voksede op næsten samtidig og på næsten samme sted, lød det i indledningen.

Barnekongen Josias og profeten Jeremias

Da Josais i år 638 f. Kr. legede i Jerusalems palads, dyrkede hans farfar, kong Manasse, afguderne Baal, Molok og Astarte. I Gehennas dal ofrede kongen en eller flere af sine sønner til afguderne, og han dræbte mange af Herrens profeter, som havde påtalt hans ondskab.

Juda Rige var underlagt Assyrien, hvilket både havde medført skattetryk og indførelse af de fremmede guder. Som straf for al ondskaben lod Herren assyrerne indvadere landet. De bortførte Manasse ”i bronzelænker” til Babylon, hvor han omvendte sig til Herren. (Se 2 Krønikebog kapitel 33).

Efter sin tilbagekomst gjorde Manasse et kun delvis succesfuldt forsøg på at fjerne afguderne fra landet. Da Manasse døde, var hans barnebarn Josias seks år gammel.

Josias’ far, Amon, nåede kun at være konge i to år, før han blev myrdet af sine embedsmænd. De valgte i stedet den kun 8-årige Josias som konge – og han begyndte at bede. Josias gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lyder den bibelske vurdering.

Josias forstod, at folket stod midt i katastrofen. Som 20-årig indledte han derfor et opgør med afguderiet. På samme tid begyndte Herren at tale til Jeremias, som det fremgår af indledningen til Jeremias’ Bog.

Jeremias blev født i den lille by Anatot uden for Jerusalem som slægtning til en ekskommunikeret præst. Sammen og hver for sig skulle Josias og Jeremias stå i den samme åndelige kamp for Israel, forklarede Peter Halldorf.

Jeremias’ Bog fra 600-tallet før Kristus taler om en udvikling, der ikke kan vendes. I år 587 falder Jerusalem, og både Josias’ og Jeremias’ liv slutter nærmest i fiasko. Josias døde i kamp i Megiddo som 39-årig, mens Jeremias døde i eksil i Egypten.

Men historien er ikke én-dimensionel. Jeremias’ tid minder om vores. Vi kan næppe undgå at se, at disse antikke profetier presser sig på i vor tid, sagde Peter Halldorf.

Men historien er ikke én-dimensionel. Jeremias’ tid minder om vores. Vi kan næppe undgå at se, at disse antikke profetier presser sig på i vor tid, sagde Peter Halldorf.

Profetien hører sammen med lovsangen

– Jeremias’ Bog handler om alt det, der skal brydes ned for at kunne bygges op igen. Der er tale om både dom og genoprettelse. Men vi ved også, at uden korsfæstelse er der ingen opstandelse.
I kapitel 11-20 er det, som om profeten Jeremias’ person og Guds person falder sammen.

Uden profeter som Jeremias ville mennesker aldrig vide, hvor dybt Gud sørger, når mennesker vender ham ryggen.

Der opstod et nyt samfund, da Moses rykkede folket op for at føre dem til Det forjættede Land. På den anden side af havet åbenbares Guds frihed. Det var en revolutionerende frihed, som bedst viser sig i profetinden Miriams lovsang.

– Profeti og doxologi (lovprisning) er uadskillelige. Og profeterne er poeter, understreger Halldorf, som også selv udtrykker sig i poetiske vendinger.

Lovprisningens brændpunkt er den Gud, som er for alle. Uden doxologien synger man verdens sange – altså sange uden Gud. Verdens sange udfordrer derfor ikke længere konsumerismen.

Politisk indflydelse

I Dommertidens Israel viser det sig, at hver mand gjorde, hvad han fandt godt. Folk ønskede en anden konge end Gud. Der var et religiøst lederskab, som havde tabt gejsten. Præsten Eli forveksler ligefrem bøn med beruselse, da Hannah søger Gud i templet. Elis egne præstesønner har ikke noget moralsk kompas. De har seksuel omgang med unge kvinder og rager til sig af offerkødet.

Med Hannahs søn Samuel kommer en ny profet-epoke, som både gavner kulten og det politiske liv.

Mod sin vilje salver Samuel Saul til konge, og Ånden kommer over Saul. Men det er ikke nogen åndelig garanti for al fremtid. Da Gud prøver Saul, orker denne ikke at vente på bønnesvar.

Senere bliver David salvet til konge, hvorefter han lever i lang tid som en Robin Hood-skikkelse. 37 år gammel overtager David Jerusalem – men synder med en anden mands hustru. Kongen bliver tilrettevist gennem profeten Natan, der fortæller en lignelse om en ond, rig mand, og kongen får at vide: ”Du er manden”. Herefter angrer David og skriver Salmerne 32 og 51.

Gud er ubegribelig

Allerede i 3. Mosebog 25 blev folket advaret mod konger, som ville reducere undersåtterne til skatteydere. Men et voksende politisk pres førte alligevel til indførelsen af kongedømmet. Senere forberedte David byggeriet af templet, som hans søn Salomo kom til at opføre.
Spørgsmålet er bare: Kan man få Gud på plads i et tempel?

Det er en spænding mellem Guds frihed og Guds tilgængelighed, for Gud er fri til at trække sig tilbage. Gud er en Gud, der skjuler sig – og åbenbarer sig. Det afskaffer ikke al usikkerhed – men det skaber forventning. Troen skal derfor ikke gå i panik.

Den apofatiske teologi, som har fokus på Guds ubegribelighed, undgår trivialiseringen og det at søge forklaringer på alt. Mysteriet kan ikke beskrives. Gud er derimod en, man tilhører. I Jesus Kristus bliver Gud tilængelig på en konkret måde, men stadigvæk kan ingen kontrollere ham. Man kan ikke ”få Gud på plads”.

Fire typer udsatte

Da Israel bliver delt i to riger, læser vi kun lidt eller slet intet om de fleste af kongerne i Krønikebøgerne. Det er triste kapitler. Udviklingen ændres ikke uden hjælp fra profeterne, som vidner om menneskers utroskab. Profeten er et hævnende og vækkende socialt element.

Profeternes budskab sætter de udsattes skæbne i fokus. Der er hele tiden fokus på fire typer udsatte: De fattige, de fremmede, de faderløse og enkerne.

Profeternes budskab sætter de udsattes skæbne i fokus. Der er hele tiden fokus på fire typer udsatte: De fattige, de fremmede, de faderløse og enkerne.

Profetisk litteratur er hverken spekulativ eller apokalyptisk. Profeterne taler til deres samtid, så det påvirker fremtiden. For Gud er altid til at stole på.

Profeten hjælper både magthaverne og folket til at se, hvad klokken er slået med verden. De stiller folk i et valg, som ikke kun gælder dem selv og landet – men hele fremtiden.

Profeterne er ikke optaget af den himmelske herlighed, men altid af livet her og nu. De får historisk-politiske syner og taler meget om retfærdighed eller mangel på samme fx. på markedspladserne.

Profetien i vor tid

Efter første pinsedag er hver døbt kristen et profetisk potentiale. Men kirken må prædike efter bibelordet, så Guds omsorg ikke unddrages noget menneske.

Roden i bibelsk profeti er nemlig Guds omsorg. Jeremias taler for, at folk skal vove at tro på Guds kærlighed. Samtidig er Guds vrede stor, og det betyder afslutningen på al ligegyldighed.
Hvor er den, der ser verden med Guds øjne?

Det gør profeterne. Profeterne ved, at det smukke kan være ondt, hvis det vender forkert i forhold til Gud. Og de griber ind med forbøn, når folket har vendt sig fra Gud.

På Jeremias’ tid ramte katastrofen, og mange jøder blev ført i eksil til Babylon. Men Jeremias skrev til dem i det brev, vi kan læse i Jermias’ Bog kap. 29ff. Her lyder opfordringen: Byg huse, anlæg frugthaver, gift jer og få børn. Og bed for det land, I bor i.

Jorden sørger

– Folk overser klima-udfordringerne gennem forsvarsmekanismer og fornægtelser. Men klimaændringerne overgår alt, hvad vi kan forestille os, siger mange eksperter.

Også de hebraiske profeter har påtalt det, der kaldes ”synd mod jorden”. I Jeremias’ Bog kapitel 4 læser vi om en kosmisk regression, hvor det gentages, at ”jorden sørger” og at jorden er øde og tom. Ordvalget minder om nogle af de allerførste ord i skabelsesberetningen.

Men hvorfor er landet blevet som en ørken? Det skyldes, at folk ikke har lyttet til Gud.

– Og det er skræmmende aktuelt. Vi hører, at Golfstrømmen stopper, og koralrevene dør. Det vil medføre voldsomme ændringer på kloden. Men Bibelen fortæller os, at himmel og jord skal forgå, understregede Peter Halldorf.

– Og det er skræmmende aktuelt. Vi hører, at Golfstrømmen stopper, og koralrevene dør. Det vil medføre voldsomme ændringer på kloden. Men Bibelen fortæller os, at himmel og jord skal forgå, understregede Peter Halldorf.

Håbet om en ny jord

Alligevel er der håb. Gud er nemlig trådt ind i skaberværket. Der er en direkte forbindelse mellem skabelse og inkarnation. Der vil ske en genoprettelse af denne verden.

Efter Guds eget løfte venter vi nemlig en ny jord, hvor retfærdigheden bor. Og håbet, ikke undergangen, er profetiens substans. Håb er ikke ønsketænkning eller sindsstemning. Sand profeti hjælper os til at tænke på fremtiden uden at miste livsmodet.

Håbet har et helt andet sprog end den positive tænkning. Når tingene ikke går godt, viser håbet sin sande karakter.

Profeterne taler teologisk-poetisk om det, der overgår al vores forestilling, nemlig den nye verden. Vi behøver måske ikke få alt på plads med hensyn til den sidste tid.

Himmel og jord skal forgå, men vi forventer en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdigheden bor.

For korset og opstandelsen forudsætter hinanden. Modsætningen til håb er ikke pessimisme men fortvivlelse.

Guds rige er en konspiration, som foregribes i denne verden. Vore hjerter kan være en frugtbar jord for håbets frø, slutter Peter Halldorf.