Er det med kvittering?
Som præst stod jeg med et voksende ungdomsarbejde. En vision var gået i opfyldelse, og livsdrømme skulle afprøves. Vi var rige på musikere i kraftig udvikling. Jesus taler om at øge talentet. Og det blev taget meget bogstaveligt.
Nu var tiden kommet til, at teknikere og musikere gerne ville have nyt lyd- og lysudstyr til talenternes vækst.
Vi mødtes næste dag og kørte langt ud på landet. Så langt ude på landet at selv kragerne vendte om, måtte priserne være lave. Der var jo fastsat et beløb at købe ind for.
Meget snart blev mine to unge hjælpere forelsket i noget bedre og dyrere udstyr end først aftalt.
”Gert, må vi få det her?”
Fra munden hørtes et forsigtigt: ”Ja, er I villige til at ofre personligt ind i projektet? Vi må fastholde det aftalte budget!”
”Helt fint, så gør vi det, men kan du lægge ud, præst?”
Jo det kunne mit administratorkort jo godt.
Ekspedienten spurgte: ”Skal det være med kvittering?”
Hvorefter han kiggede forskrækket på den administrerende præst.
Det samme gjorde de to medindskydere.
Hvortil jeg spurgte: ”Er vi ikke enige om spillereglerne?”
”Jamen så bliver det jo med moms, præst.”
Ja, naturligvis bliver det med moms, alt andet ville jo være synd og snyd. Er vi ikke kristne lovsangere?
”Jamen det går jo til Guds rige præst!”
Haps, kvittering jo tak!
På vej hjem gav dette en del drøftelse.
”Hvad I måtte have gjort før, må ikke kendetegne vores fælles tjeneste, så længe jeg er præst!”
Stille refleksion: Var jeg for nidkær eller bare en gudfrygtig, velsignet, ungdomsorienteret prædikant med ren samvittighed?
Kort efter steg gaver og tilskud markant i banken.
Var det en fejl? spurgte jeg en medleder, hvorfor nu så kraftige indbetalinger?
”Jo Gert, på sidste ledermøde kom vi til at snakke om velsignelsen ved at give til det svier. Alle ville prøve at investere en fuld månedsløn, bare for at give arbejdet yderligere boost.”
Vov, det var nye toner!
Lad mig kvittere med at sige plus moms – arbejdet blev yderligere velsignet og er det stadig!
