’Jeg var på selvmordets rand’

I fængslet gennemgik den amerikanske præst en dyb troskrise – men prøvelsen gjorde hans venskab med Gud dybere.

(Læsetid: 14 minutter)
Norine og Andrew Brunson besøgte Danmark denne sommer. Her ses de sammen med generalsekretær i Dansk Europamission, Samuel Nymann Eriksen.

Af alle steder spiste jeg frokost med Norine og Andrew Brunson på restaurant Miklagaard i København. Miklagaard var det navn, vikingerne brugte om Konstantinopel, som Istanbul hed i sin byzantinske (kristne) periode.

Før der gik storpolitik i Tyrkiets fængsling af præsten Andrew Brunson, opfordrede Dansk Europamission til forbøn for ham.

Desuden sendte danskere gennem Dansk Europamission flere hundrede appelbreve til det tyrkiske indenrigsministerium med anmodning om, at Andrew blev løsladt.

Takker for forbøn

Andrew siger: ”Vi ønsker at takke Dansk Europamissions partnere og alle andre, der har bedt for os. Jeg havde bestemt brug for jeres forbøn, som hjalp med at holde mig oppe i fængslet, så jeg er meget taknemmelig.

Jeg vil også, at I skal vide, at jeres bønner hjalp mig ud af Tyrkiet, men Gud gjorde noget langt større end dette – han brugte mig nemlig som en magnet, der tiltrak bøn for denne region. Så en dag vil I se, at I var involveret i noget langt større end det at få mig ud af fængslet. Gud vil bruge dette til at bringe høst”.

Norine tilføjer: ”I skal vide, hvor taknemmelige vi er. Vi ville ønske, vi kunne takke jer alle ansigt til ansigt, men dette er det bedste, vi kan gøre, så hvis vi møder dig, så hils på os; fortæl, at du bad, så vil vi give dig et knus og takke dig”.

Sulten efter Guds nærvær

Oplevede du Guds mærkbare nærvær i fængslet?

– For nogle år siden ændrede Norines og min tjeneste sig, da vi begyndte at opleve mere af Guds nærvær. Jeg sultede efter hans herlighed, og vi oplevede mirakler, og at Herren åbenbarede sig for os.

– Vi jagede Gud for at finde hans nærvær. Vi ønskede at høre hans røst. At kende Hans nærvær. Vi lavede menighedsplantning. Vi havde et bønnehus, men det eneste fokus var at være nær ved Ham.

– Nogle har sagt til mig: ”Andrew, Gud elsker dig så meget, at han sendte dig i fængsel i 2 år, så det bare var dig og ham. Bare jer to sammen.”

– Det lyder rigtigt skønt, bare mig og ham. Lad mig fortælle, hvad der virkelig skete.

– Først kom jeg i isolationsfængsel, og jeg var bange. Jeg vidste, at der var en stærk åndsmagt, der holdt mig der, og jeg vidste ikke, hvornår jeg blev løsladt.

– Jeg var alene, låst inde i et rum. Ingen bøger, ingen papir eller blyant. Det var kun mig og en seng. I den første uge i isolation fornemmede jeg faktisk Guds nærvær. Jeg var meget bange, men jeg søgte trøst i, at Herren var mig nær. Jeg tænkte, at jeg måske skulle skrive en bog, med titlen: Nærvær – det grundlæggende behov.

– Efter et par dage mistede jeg fuldstændig fornemmelsen af Guds nærvær. Han blev tavs, og forblev tavs i to år. Jeg kunne ikke fatte det.

Hvordan oplevede du det?

– Jeg var desperat efter hans nærvær, men jeg kunne ikke fornemme ham. Så jeg råbte til Gud i min længsel, men det var som at tale til en mur. Jeg følte mig fuldstændig forladt.

I celle med 20 muslimer

Hvordan var det at være i celle med 20 muslimer?
– Jeg blev overført til et højsikkerhedsfængsel, og jeg blev placeret i en celle med 20 stærkt troende muslimer. De reciterede koranen på skift og opmuntrede hinanden til at bede.

– Jeg savnede at være sammen med blot én kristen. De forstod ikke min lidelse, tvivl og spørgsmål. Grunden til, at de ikke kunne forstå dette, var fordi jeg har en anden forventning til Gud. Gud beskriver sig selv som en far. Så er jeg hans søn.

– Han beskriver sig også som en jaloux ægtemand, og jeg er genstand for hans passion og kærlighed. Så hvilken far er tavs, når hans søn kalder på hjælp?

– Så jeg kunne ikke forstå afstanden, og jeg kunne ikke forstå tavsheden fra ham, der elskede mig.

Havde du en bibel i fængslet?

– Det var en kamp at få en bibel, og der gik adskillige måneder, før jeg fik en bibel.

Norines kamp

Norine, hvordan gik dit liv videre?
– Andrew var min højeste prioritet. Jeg mobiliserede forbøn, forsøgte at få ham fri ad diplomatiske kanaler og undersøgte, hvordan jeg kunne opmuntre ham. Vore børn var langt borte fra os, hvilket var hårdt.

Andrew indskyder: ”Vi fik lov til at mødes hveranden måned, i 35 minutter ad gangen og adskilt af glas. Hun var den eneste, der lyttede til mig, talte sandhed til mig og korrigerede mig.”

Så bag enhver stærk mand er der en endnu stærkere kvinde?
– Ja, hun er en løvinde, siger Andrew med et smil.

Hvor fandt du din kraft, Norine?

– Nogle gange havde jeg kræfter til mere, nogle gange mindre. Vi havde en kirke, der omsluttede os med bøn, så jeg var ikke alene. Jeg måtte erkende, at der var grænser for, hvad jeg kunne nå.

– Om morgenen bad jeg: ’Hjælp mig gennem denne dag’. Jeg brugte meget tid i Guds nærvær, både i bøn og i stilhed. Jeg spurgte: ’Hvordan kan jeg hjælpe Andrew, når jeg selv er mismodig?’

Lærte medfølelse

Hvordan var det at være sammen igen som ægtepar efter løsladelsen?

– Det har faktisk været let, men jeg har nogle traumer fra tiden, som jeg skal have bearbejdet, hvilket har gjort mig lidt sværere at leve sammen med på nogle områder, fortæller Andrew.

– Men det var skønt at være sammen igen. Hun bar mig gennem fængselsopholdet, så intimiteten fortsatte, selvom vi var adskilt. Eksempelvis læste vi de samme tekster i biblen, mens jeg var i fængsel.

Norine tilføjer: ”Faktisk er der nogle ting, jeg sætter større pris på ved Andrew end før, selv om han har ændret sig på nogle punkter. Du er nok blevet mere medfølende med mennesker, der kæmper.”

– Før var jeg en projektperson, fortæller Andrew, der tænkte på, hvad prisen var ved tjenesten. – Jeg er nu blevet sønderbrudt, har set min svaghed og forstår, hvis mennesker kan være bange. Jeg vil stadig sige, at vi skal være villige til at lide, men måske sige det mere mildt.

Dæmoniske mareridt

Var det værst om natten?

– Ja, jeg havde dæmoniske mareridt om natten, selv om dagen også var hård, da jeg ikke havde noget at lave, ingen bøger.

– Noget af det, der ansporede selvmordstankerne, var, at jeg tænkte, det var bedre, at jeg dræbte mig selv og var sikker på, at jeg ikke mistede min tro under psykisk sygdom.

– Jeg huskede, at Jesus sagde: ”Riv dit øje ud, hvis det forarger dig. Det er bedre at komme i himlen enøjet”. Ud fra denne fejlagtige tankegang tænkte jeg, at det ville være bedre at komme i himlen. Jeg var bange for at blive sindssyg. Der var tidspunkter, hvor jeg gled ind i sindssygdom, men hev mig selv tilbage.

Prøvelser

Det er interessant, at du ikke kun taler om det, du oplevede under fængslingen som forfølgelse, men også som en prøvelse, alle kan opleve?

– Ja, nogle oplever lignende prøvelser, men ikke i en forfølgelseskontekst. Omstændighederne for vore prøvelser kan være forskellige, men de ting, der prøves i vort hjerte, er de samme, for menneskers hjerter er de samme.

– Jeg lægger vægt på, at din prøvelse er nok for dig, mere end nok til slå dig omkuld. Det giver ikke mening at sammenligne prøvelser, undtagen for at opmuntre andre og fortælle, at nogen er kommet igennem.

Gud gjorde noget stort

Har du set sider af Gud, du ikke har set før?

– Før havde jeg ikke set Gud gøre noget meget stort og mirakuløst. Jeg havde set helbredelser, men ikke, at han faktisk gør noget meget stort. At han startede en verdensomspændende bønnebevægelse, at præsidenter talte om min sag.

– Et blad sagde, jeg var den dyreste fange i verden, da børsen i Istanbul tabte 40 milliarder dollers i værdi (på grund af USAs sanktioner). Jeg sagde: ’Gud, du har virkelig gjort noget stort’.

– Jeg er blevet overrasket over, hvor uforudsigelig Gud er.

Jeg var ikke sejlivet

– Jeg tænkte, jeg var sejlivet, men udfordringerne i fængslet overgik min styrke.

– Min dybeste sorg var at blive skilt fra min kone, som er min nærmeste ven, og at være skilt fra mine børn, og jeg frygtede, at jeg aldrig fik dem at se igen. Jeg græd bitterligt.

– Jeg græd mere i de to år, end jeg gjorde de 48 forrige. Men min troskrise skyldtes ikke, at jeg blev forfulgt, men at jeg følte mig forladt.

– Jeg var så udslidt og træt af at kæmpe. Jeg ville gerne i Himlen. Hellere være i himlen end at være i et tyrkisk fængsel.

– Så jeg råbte til Gud og beklagede mig:

”Nu hvor jeg går i dødens dal. Nu i min desperation. Når det er allermørkest i mit liv: Gud lad mig minde dig om, at det er for Jesus, jeg lider. Hvor er du?”

– Jeg troede, jeg var sejlivet. Jeg var en erfaren missionær. Jeg har plantet mange menigheder, hvilket man ikke gør, hvis man vil være populær i de muslimske lande.

– Jeg var blevet beskudt engang. Jeg har arbejdet med flygtninge i krigszoner, så jeg tænkte, at jeg egentlig var ret sejlivet, men udfordringerne i fængslet overgik min styrke.

Ikke kun glæde

Hvad lærte du i fængslet?

– Jeg blev helt nedbrudt, men Herren fik mig igennem det. Det første år var jeg helt knust, men på andet år begyndte Herren at genopbygge mig, og lad mig fortælle om en af de ting, jeg virkelig lærte.

– Jeg fandt ud af i fængslet, at det vigtigste ikke er at fornemme Guds nærvær. Misforstå mig ikke, jeg ønsker stadig Guds nærvær, og jeg efterjager ham stadig. Det dybeste behov for mig var den enkelte overgivelse, den simple trofasthed, den enkle kærlighed.

– Jeg havde ingen fællesskab med troende, men var omgivet af muslimer i to år. Jeg mistede den forfriskelse og varme, der var ved at fornemme Guds nærvær, og det, der var tilbage, var en kerne af Guds kærlighed til mig, en enkel hengivenhed.

– De biografier, jeg havde læst om fængsling, forberedte mig ikke på det her. Jeg havde et lyserødt billede af, hvad det vil sige at blive forfulgt for Kristi skyld. Jeg troede, jeg ville have en fornemmelse af glæde, og jeg troede, jeg ville være stærk.

– Jeg havde læst om dem, der havde været fængslet og haft møder med Jesus, eller engle der kom og styrkede dem. Det ønskede jeg virkelig. Jeg tiggede og bad om det hver dag, men det skete ikke.

– Hvad jeg har hørt, efter jeg kom ud af fængslet, er, at mange har en oplevelse, der minder om min. At mange, der er fængslet for Jesu skyld, har samme oplevelse som mig. Engang imellem var der måske lidt lys, men det er sjældent.

– Vi ved jo, han er der, for han har sagt, at han aldrig vil svigte os eller forlade os, men hvis han er nærværende, hvorfor må jeg så ikke fornemme hans nærvær? Hvor er trøsten? Hvor er de omsluttende arme? Jeg ved det ikke… Jeg aner det ikke… Og mine spørgsmål var: Hvorfor? og Hvor er du?

Guds spørgsmål til mig

– Jeg var så fokuseret på mine spørgsmål, at de opslugte mig, men Gud havde også et spørgsmål til mig:

”Andrew, vil du være fornærmet, eller vil du fortsat elske mig? Vil du stadig hengive dit hjerte til mig? Vil du bestå prøven?”

– Gud prøver sine sønner og døtre. Jeg siger ikke, at Gud forårsager ondskab, for han er ikke ude efter at få ram på os, og han er ikke kilden til vore lidelser.

– Men han bruger lidelserne til at prøve os, og det er rigtigt, at han giver svære opgaver til sine børn, og de kan være smertefulde, de kan nemlig strække os ud over det, vi troede, vi kunne, og ud over det, vi forventede.

Guds venner blev prøvet

– Prøv at tænke på de personer, du ser mest op til i Biblen. Paulus, David, Daniel. Det er nogle af vore helte. Jeg vil nævne Moses, Abraham, Josef, David.

– Prøv at tænk på, hvad de har været igennem. Jeg har ikke tid til at gå gennem deres prøvelser, men de har været gennem hårde tider, og tænk på, at de var Guds venner. Se, hvordan han behandler dem.

– Alle Guds venner gik gennem en prøvelsestid, og her oplevede de, at svarene kom forsinket, og de følte sig svigtet og oplevede Guds tavshed. I den prøvetid vidste Gud godt, de ville kæmpe, og at det ville blive en svær tid, men han gjorde det alligevel, og de kom igennem det.

– De kom igennem det, forblev trofaste, og de blev ikke fornærmede. De kom ud af det som lutrede. Og måske er det faktisk derfor, de var venner med Gud.

Prøvelsens dal

– Vi ved, at på langt sigt skal det nok lykkes alt sammen, men det er ikke sådan, det føles altid.

– Mange går gennem prøvelsens dal, og hvis du aldrig har været der, så vil du komme der, og du vil blive prøvet.

– Nogle gange tænker vi det meget triumferende. Vi er sejrende. Jeg har Helligånden, så selvfølgelig klarer jeg mig gennem det hele, men ikke alle klarer sig igennem, for prøvelsens dal er fyldt med døde knogler og skeletter.

– Det er knogler fra de troende, som ikke bestod prøven. Ikke at de ikke kommer i himlen, for det er noget helt andet, men de blev slået ud af deres kald og tjeneste, og slået ud af det fællesskab, de havde med Gud. Så måske kommer de i himlen, men de er gået glip af de sejre, som Gud ville have, de skulle opleve.

– Der er et nærvær, et dybtgående venskab, som kun kommer gennem at blive prøvet. Uprøvet kærlighed, uprøvet hengivenhed, uprøvet loyalitet er ikke påvist. Uprøvet kærlighed kan være meget ægte, oprigtig og inderlig, men den har ikke stået prøve.

En boks fuld af spørgsmål til Gud

– Lad mig dele noget, som virkelig hjalp mig, da jeg var i fængsel. Jeg havde så meget tvivl og spørgsmål, og jeg forestillede mig en lukket boks.

– Jeg sagde til Gud:

”Nu tager jeg min tvivl og mine spørgsmål og lægger det ned i boksen, og jeg låser boksen. Det er en højteknologisk boks, så den kan håndaflæse. Gud, den her boks kan kun du og jeg åbne. Jeg tager valget nu, og jeg vil ikke stille disse spørgsmål igen, men jeg vil lade dem være låst væk. Du kan åbne dem, hvis du vil, men jeg gør det ikke. Jeg behøver ikke svar på mine spørgsmål for at have en relation med dig.”

Læs også