Folketinget åbnet med både kirkelig og alternativ ceremoni

Biskop Henrik Wigh-Poulsen fra Aarhus prædikede tirsdag i Christiansborg Slotskirke.
Foto: Lisette L. Hedegaard

Også venstrefløjspartierne var godt repræsenteret på kirkebænkene i Christiansborg Slotskirke under åbningsgudstjenesten tirsdag. Efterfølgende deltog 20 af folketingets medlemmer i Humanistisk Samfunds religionsfri ceremoni i Hofteatret.

I slotskirken prædikede biskop Henrik Wigh-Poulsen fra Aarhus Stift ud fra teksten i Matt. 22, 34-40 om det største bud i loven. Biskoppen var inde på, at der ofte i samfundet bliver for meget snak og for lidt handling.

Han henviste blandt andet til den unge klimaktivist, Greta Thunberg, som kræver de mange ord omsat til handling.

Sidste års åbningsgudstjeneste blev boykottet af mange politikere, fordi prædikanten Morten Kvist, der var valgt af daværende kirkeminister Mette Bock (LA), 10 år tidligere havde udtalt sig i provokerende vendinger om homoseksuelles rettigheder.

I år var der stuvende fuldt på kirkebænkene. Der var endda flere SF-politikere til stede, bemærker Kristeligt Dagblad.

Gudstjenestens salmer var Himlene, Herre, fortælle din ære (DDS 392); Du fødtes på jord (DDS 69); Du gav mig, o Herre, en lod af din jord (DDS 728) og Morgenstund har guld i mund (DDS 752).

Den alternative ceremoni i Hofteatret samlede 80 mennesker, heraf 20 folketingsmedlemmer, hovedsageligt fra Enhedslisten og Alternativet. Humanistisk Samfunds forperson, Lone Ree Milkær, bød velkommen til eftertænksomhed med musik, oplæsning af Leonardo da Vinci-fabler og en tale om demokrati og ansvar.

Efter den alternative ceremoni gik politikerne til folketingssalen, hvor Mette Frederiksen (S) holdt sin første åbningstale som statsminister.