DR Congo: 36 kristne dræbt af islamistgruppe med macheter
I flere angreb begået af formodede islamister har 36 kristne mistet livet i den østlige del af DR Congo.
Sidste tirsdag udførte islamistgruppen Allied Democratic Forces et angreb mod fire landsbyer i den vestlige del af Beni-området, skriver Reuters. Gruppen ADF stammer fra Uganda, men har nu base i Beni-regionen, skriver Morning Star News.
Guvernør Donat Kibwana oplyste ifølge AFP, at medlemmer af terrorgruppen hakkede ofrene til døde med macheter. Blandt de 36 døde var en anglikansk præst.
Det største angreb fandt sted i landsbyen Manzingi, mens præsten blev dræbt i byen Eringeti.
”Offeret var så uheldig at passere dem på vej til marken sammen med sin kone,” fortalte Omar Kavota fra NGO’en CEPADHO ifølge Reuters.
Terrorgruppen ADF blev midt i 1990’erne tvunget ud af Uganda. Nu opererer de i det konfliktramte DRC, hvor de under ledelse af Musa Baluku er kendte for uhyrligheder som mord, voldtægt, bortførelser af kvinder og børn samt slaveri og indoktrinering. Siden 30. oktober 2019 er 265 personer blevet dræbt af ADF i hævnaktioner efter en congolesisk offensiv mod rebellerne, skriver iagttagergruppen Kivu Security Tracker.