Bibelmuseum lover at tilbage-levere berømt tavle til Irak

Bibelmuseet i Washington D.C. har lovet at give en tavle med det berømte Gilgamesh-epos tilbage til Irak, fordi tavlen angiveligt er blevet stjålet af den oprindelige sælger.

Ifølge Christianity Today fastslår advokat Richard Donoghue fra Eastern District i New York, at lertavlen med Gilgamesh’ drøm er stjålet og derfor skal leveres tilbage til Irak.

Tavlen blev i 2014 solgt på Christie’s auktioner for 1,6 millioner dollar. Køberen var Steve Green fra Hobby Lobby, som ejer bibelmuseet. Senere blev tavlen givet til bibelmuseet, uden at nogen vidste, at den var blevet stjålet nogle år tidligere.

I en pressemeddelelse oplyser repræsentanter for bibelmuseet, at de vil samarbejde med myndighederne og returnere tavlen til Irak. Samtidig vil mellemhandleren Hobby Lobby, som også ejes af Steve Green, retsforfølge auktionshuset for at have givet falske oplysninger om tavlens oprindelse.

Gilgamesh-eposset, som beskriver en konges kamp for at få evigt liv, regnes for et af verdenshistoriens vigtigste litterære værker. Beretningen er over 4.000 år gammel og stammer fra Mesopotamien. Den er kendt for sine mange ligheder med den bibelske beretning om Noa og syndfloden i Første Mosebog.