Danmission skal spare 14 millioner kroner
En spareplan på 14,4 millioner er nødvendig på grund af corona-krisen.
Corona-krisen har været ualmindelig hård ved Danmissions økonomi. Det skyldes manglende indtægter fra organisationens 72 genbrugsbutikker.
Derfor har det været nødvendigt at iværksætte en spareplan, som blev godkendt af Danmissions bestyrelse i sidste uge, oplyser organisationen på deres hjemmeside.
Farvel til fem ansatte
Spareplanen indeholder besparelser for i alt 14,4 mio. kr. Heraf 8,2 mio. kr. i 2020 og 6,2 mio. kr. i 2021. Nogle af besparelserne er af midlertidig karakter, mens andre er permanente.
Som en del af spareplanen har Danmission været nødt til at sige farvel til flere af sine ansatte. I første omgang er fem fastansatte medarbejdere blevet afskediget.
– Det gør ondt at skulle sige farvel til dygtige medarbejdere, som har tjent ikke bare Danmission, men hele Danmissions sag i mange år, siger Danmissions generalsekretær Kristian Sloth.
– Vi vil gøre vores bedste for at hjælpe de afskedigede medarbejdere med at komme videre, siger han.
Derudover er der ledige stillinger, som ikke bliver genbesat, og der sker ændringer i arbejdstid eller funktion for nogle af medarbejderne.
Underskud efter overskud
Formålet med spareplanen er to-delt. Først og fremmest skal den genoprette Danmissions økonomi og likviditet.
Bestyrelsen forventer, at organisationens økonomi kommer i balance i 2021. I 2020 forventes et underskud på ca. 7 mio. kr. på trods af de besparelser, der allerede er foretaget.
Det skyldes, at effekten af corona-krisen først slår fuldt igennem i 2021.
Det forventede underskud i 2020 kommer ellers oven på et vellykket 2019. Med et overskud på 3,6 mio. kr. lykkedes det sidste år Danmission at genoprette økonomien efter flere år med underskud.
Styrke lokal-interessen
Det andet formål med spareplanen er at skabe økonomisk luft til at investere i en ny engagementsstrategi og en ny programstrategi, som Danmissions bestyrelse har vedtaget i forbindelse med spareplanen.
– Der skal være flere, der mærker til Danmission og er engageret. Både i Danmark, hvor vi vil styrke mulighederne for at være med og gøre en forskel, og også ude i verden, fortæller Danmissions formand, Morten Skrubbeltrang.
– Flere midler skal sendes ud og styrke arbejdet i Afrika, Asien og Mellemøsten, og vi skal øge nærheden og følgeskabet med vores partnere.
Dels ved at styrke landekontorerne, og dels ved at arbejde for nye måder at være udsendt på i kortere eller længere tid, forklarer Morten Skrubbeltrang.
Håbefuld fremtid
Selvom besparelserne gør ondt, er Danmission fuld af håb for fremtiden. Når spareplanen og omlægningerne af den nye strategi efter planen er gennemført i 2021, forventer Danmission at beskæftige i alt ca. 51 fuldtidsansatte.
Heraf udgør udsendte og lokalt ansatte på kontorer og projekter ude i verden ca. 18 fuldtidsansatte. Et tal, som organisationen forventer vil stige de kommende år.