Hvordan kan jeg tale med mine gamle venner om døden?

Kære Poul Henning

Jeg har flere naboer og venner, der er gamle. De berører ofte det emne, at de snart skal dø. De ved, at jeg er en personlig kristen. Det er som om, de forsøger at få nogle svar fra mig. Alligevel bliver samtalerne som oftest korte. Det er som om, at de ikke rigtig vil dybt ind i emnet.

Det er frustrerende, at døden er et tabuemne. Vi kan ellers tale om alt muligt, men her har jeg brug for et godt råd. På forhånd tak.

Venlig hilsen
Erik

Kære Erik

Døden er fortsat det største tabuemne i Danmark. Det er større end fx emnerne: psykiatriske diagnoser og lønindtægt. Jeg deler din forundring. Du mærker i samtalerne en søgen og uro.

Måske du næste gang kunne spørge, om du må fortælle om dit syn på døden og livet efter døden. Emnet er et skønt og opmuntrende emne. Du kunne fx printe eller læse nedenstående højt:

Vi mennesker kan opleve at være ensomme, gudsforladte og hjemløse i vores indre. Opleve at der er et tilhørsforhold, der mangler. Opleve at den indre længsel ikke er tilfredsstillet. Mennesker er ikke designet til at være hjemløse. Det kan være, at der mangler et kendskab til livets hjemkundskab og himlens hjemland.

Den indre længsel kan opfyldes, hvis skaberen af boligen selv flytter ind. På den måde bliver Guds geniale boligbyggeri i det indre menneske gjort færdig. Det giver en usædvanlig tryghed og ro.

Dødsangst, dødsfrygt og dødsusikkerhed er blæst bort. Vi hviler i Salme 23, der slutter med: ”og i Herrens hus skal jeg bo alle mine dage”.

Guds ønske er, at vi skal være ham nær her i livet, og i evigheden bo hos ham i himlen.
Den kristne er en himmelborger. En dag vil Gud tage hjemsendelsespapirerne i brug, forfremme den kristne til at bo i en himmelsk bolig – og forvandle legemet til et herlighedslegeme.

Herlighedslegemet er en dimension, vi finder i Jesus efter opstandelsen. Fra da af bevæger han sig frit gennem lukkede døre – rum og tid er en helt anden dimension.

Disciplene kæmpede naturligvis med at forstå, at Jesus efter opstandelsen kunne fremtræde både som den Jesus, de kendte, i kød og blod, men også i en ny form, hvor han kunne forsvinde og dukke op på et splitsekund.

Hvad har Jesu opstandelse så med vores opstandelse at gøre?
Jesus opstod –
og vi skal opstå
Paulus forklarer til menigheden i Korinth, at Kristus opstod først – og dernæst opstår de, som hører Kristus til.
Hvilken tilstand vil den kristne få i himlen?

”Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede.”, lyder det fra Paulus i Korintherbrevet kapitel 14.49.

Jeg tolker det sådan, at de kristne i himlen – som Jesus efter opstandelsen – har to dimensioner. Det jordiske menneskes billede – altså vi kan genkende hinanden – og det himmelske menneskes billede – Gud tilføjer, som han vil, en glans og en dimension til hver enkelt. Det himmelske billede har karakter og egenskaber som en engel.

Gud ønsker at møde hvert enkelt menneske personligt. Engle kan være hjælpere hertil. Et syn kan være en hjælp. Andre mennesker kan være en hjælp. Kirken kan være en hjælp. Guds skaberværk kan være en hjælp. Gudsoplevelser kan være en hjælp. Gud kalder os ved navn.

Fra Johannes-evangeliet kapitel 1 lyder det: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.”

Kærlig hilsen
Poul Henning