Om glæden ved at genkende sin far

I 2011 var min mand ansat på et Blå Kors værested, hvor de skulle holde julefest. Brugerne og personalet havde været i kirke og mødte op på feststedet, hvor vi som familie til værestedets leder stødte til selskabet. Der var juledekorationer og juletræ og julemad og ris à l’amande.

Flere snakkede om, hvor dejligt det var med de seks børn, der var til stede til sådan en julefest.

Højdepunktet var, da julemanden skulle komme. De voksne vidste jo nok, hvem der var julemanden, men de glædede sig til at se børnenes reaktion.

Og jo, det var min mand, der havde æren af at spille julemand ved den anledning. Han kom udklædt med pude på maven dækket af en rød jakke og holdt oppe med et kraftigt bælte. Med huen på hovedet og det hvide skæg var forklædningen fuldendt.

– Ho-ho-ho, sagde han med dyb stemme. Er der nogen artige børn til stede?

Kasper var på det tidspunkt vores yngste barn på 5 år. Han har altid været meget nysgerrig og den, der skulle først ud på nye eventyr. Hvis nogen lavede en tryllekunst, skulle han nok prøve at lure den af. Så da hans far var væk, og julemanden kom, var det endnu en gåde, der skulle løses.

Og da han fik øje på julemandens sko, var han ikke i tvivl. Det var far, og det havde han gennemskuet. Så han løb hen og ville løftes op. Op kom han, og det første Kasper gjorde var at trække ned i skægget.

– Se, det er far!
Jo, den var god nok. Det var far.

Når vi kender en person godt nok, kan de klæde sig ud, så meget de vil – men vi genkender dem. Når vi lærer Gud at kende, sådan rigtig at kende som vores far, så kan vi også kende ham igen.

Selv levede jeg uden rigtig at kende Gud de første 20 år af mit liv. Bagefter kunne jeg godt se, Han havde givet mig hints. Som dengang jeg mistede mit armbåndsur på en gåtur, og jeg bad til Gud:

– Hvis du er der, vil du så lade mig finde mit armbåndsur igen? Umiddelbart efter mærkede jeg uret under min trøje ind mod maven. Jeg har aldrig luret, hvordan det kunne ske. Men jeg opsøgte ikke relationen til Gud i den forbindelse.

Jeg syntes, kristendommen og Bibelen virkede kedelige. Ligesom en domkirke set udefra. Jo, den er da stor og prægtig, men kigger man på vinduerne, er de grå, døde og kedelige.

Lige til man træder ind ad døren. Så vækker solens stråler de farvestrålende motiver til live, som fortæller historier om liv, død, opstandelse og det evige liv.

Med Gud er det på samme måde. Vi må tage et skridt i tro ind i Hans verden, Hans ord, Hans menighed. Når vi så åbner os for Hans nærvær, vil Han vise sig for os og røre ved vores hjerter.

Nu genkender jeg Ham i hverdagens små mirakler, fordi jeg kender Ham som min far.