Ingeborg Maria Sick – en glemt kristen dansk forfatter

Igennem tiden har Danmark fostret en del gode kristne forfattere. Flere er dog gået i glemmebogen i eftertiden – nogle af dem sandsynligvis netop pga. at de var kristne. Én af disse er Ingeborg Maria Sick, der levede fra 1858 til 1951.

Liv og forfatterskab

Ingeborg Maria Sick var egentlig uddannet som sygeplejerske og havde et stort hjerte for samfundets mest udsatte. Således nåede hun at arbejde som sygeplejerske i såvel Københavns som Londons og Paris’ slum, ligesom hun en overgang arbejdede for Københavns fattigforsorg.

Hendes filantropiske interesse gav sig også udslag i en særlig interesse for kvinder, der havde noget af det samme engagement, fx den danske armenienmissionær Karen Jeppe, som er blevet kaldt ”Armeniernes mor”, og finnen Mathilda Wrede, også kaldt ”Fangernes ven”, der var foregangskvinde for rehabilitering af fangerne i Finlands fængsler.

Sicks interesse for disse to kvinder resulterede i to biografier. ”Pigen fra Danmark” om Karen Jeppe udkom i to udgaver i 1929 og senere igen i 1936 og 1945. Biografien om Mathilda Wrede var en omskrivning af Evy Fogelbergs biografi ”Fångarnes Vän” og udkom i 1921.

30 skønlitterære værker

Ingeborgs forfatterskab var dog begyndt en del år forinden. Hun debuterede således som skønlitterær forfatter i år 1900 med bogen ”Udi Løndom”. Det skete altså i en forholdsvis sen alder, som 42-årig.

Det blev med tiden til i alt omkring 30 skønlitterære værker, herunder bl.a. to digtsamlinger, ”Bølgeslag” fra 1904 og ”Ond Lykke” fra 1921.

Dertil kommer, hvad man må kalde bøger i lyrisk prosa med eventyrligt præg, som ”Den lille graa Kat (1906), ”Farmor Ursulas Have” (1909) og ”I Klosterskygge” (1912), hvor den sidste består af noveller, der foregår i et middelalderligt franciskansk og benediktinsk klostermiljø.

Det er typisk for Ingeborg Maria Sicks bøger, at de er skrevet i et højstemt, romantisk sprog, der kan være svært fordøjeligt for en nutidig læser.

Men allerede i hendes egen tid blev denne stil bemærket. Det fremgår bl.a. af et brev, hun skriver til Henrik Pontoppidan, som hun korresponderede med, hvor hun bl.a. skriver: ”Tak for det, De skrev om mine Bøger! Det varmede mit Hjærte! Jeg maatte le af Deres ”undertiden til Overflod”.

Ja, Begrænsning er en større Kunst. Jeg har forsøgt at lægge mig efter den hvad Bøgernes Længde angaar; men i Forhold til selve Stoffet er Maadeholdet vanskeligere”.

Splittethed

Blandt Ingeborgs bøger indtager den selvbiografiske roman ”Fremmed fugl” fra 1932 en særlig plads. Som titlen antyder, har Ingeborg haft svært ved at føle sig hjemme eller finde sin plads.

Dette kan skyldes hendes dobbelte nationalitet – hendes mor var fransk – men også splittelsen mellem den protestantiske tro, som hun selv tilhørte, og en katolsk påvirkning fra moren.

Blandt litterater har man derudover set en splittelse mellem en vibrerende seksualitet og en kristen seksualmoral. Om dette er sandt, skal være usagt her, men flere af hendes bøger kredser, trods det at hun selv forblev ugift, om forholdet mellem mand og kvinde, kampen mellem drifter og forpligtelser og mellem seksualitet og tro. Her må romanen ”Højfjælds-Præst” fra 1902 og ”Helligt Ægteskab” fra 1903 fremhæves.

I ”Højfjælds-Præst” møder læseren en ung storbysoverklassekvinde, der drømmer om at blive skuespiller, men forelsker sig i en åndeligt brændende norsk præst. Men selvom de bliver forlovet, er deres lidenskaber og ønsker for livet for forskellige, og det ender med, at hun bryder forlovelsen, og de går hver til sit. I en poetisk form beskrives det imidlertid, hvordan de forenes i evigheden. En tanke, som kan genfindes i ”Helligt Ægteskab”.

Oversat til mange sprog

Sicks bøger blev læst i hele Skandinavien og blev desuden oversat til engelsk, tysk, fransk, hollandsk, russisk og bulgarsk. Men, som nogle af hendes lidelsesfæller, der heller ikke fik en blivende plads i litteraturhistorien, var hun altså kristen, og hendes temaer havde nok et for udpræget kristent præg i hvert fald til eftertidens læseres og kritikeres smag.

”Helligt Ægteskab”

Romanens handling udspilles i naturskønne Nordsjælland, og denne kulisse skaber en paradisisk stemning, som ekspliciteres i bogens indledning.

Scenen er dermed sat med skabelsesberetningen som baggrund, og temaet ”helligt ægteskab” tager sit udgangspunkt i skabelsen af Adam og Eva som gudgiven enhed i ægteskabelig forening.

Hovedpersonerne, søsterparret Maja og Gudrun, er begge gifte. Læseren stifter i første omgang bekendtskab med Maja, der er gift med præsten, Holger, i et harmonisk, ja næsten paradisisk ægteskab.

Maja brænder for at ”prædike” om ægteskabet og dele med alle, hvad hemmeligheden til et helligt ægteskab er. Om sit eget bryllup og foreningen med sin mand ved alteret siger hun:

”Vi kom som to, der længtes mod hinanden, og Gud gjorde os til et – vi kom derop med vor Kærlighed, og han tog den og velsignede den – og gjorde den til Pligt”. Og netop det, at man ved sit løfte forpligter sig på den anden, står centralt i hendes forståelse af ægteskabet:

”Derfor er der ikke nogen Kærligheds-Lykke, som kan stille et Menneskes dybeste Trang, uden den, som er hellig Pligt. […] den Lykke, som er helliget ved Guds Ord og Bøn, som grunder paa hellig Pligt, er den eneste, som kan staa for alle Storme”.

Havde billedet af Maja og hendes mand Holgers ægteskab været malet i lidt flere nuancer, og måske blot med nogle enkelte mørkere farver, havde talen om den hellige pligt i ægteskabet imidlertid fået større vægt.

Det bliver en kende utroværdigt og for letkøbt, når hendes ægteskab beskrives i så højstemte vendinger, hvor pligten ensidig bliver en glæde og ikke en kamp.

Denne ret romantiserende skildring af ægteskabet bliver imidlertid nuanceret, når læseren præsenteres for søsteren, Gudrun.

Gudrun bor i begyndelsen af romanen hjemme hos sin mor og morfar. Morfaren er pensioneret præst og enkemand efter at have levet i et glædesløst ægteskab med sin hustru, der formåede at suge livsglæden ud af den ellers positive og optimistiske præst.

Nu står Gudrun for meget af plejen af sin morfar, og selvom han er til glæde for sine omgivelser og altid er taknemlig, længes Gudrun væk hjemmefra. Hun gifter sig derfor med, hvad man vil kalde ”et godt parti”, baronen Otto.

Men Gudrun er ikke tilfreds i sit ægteskab, selvom hun egentlig ikke kan have noget at udsætte på sin mand. Så da hun møder kunstmaleren Philip, der skal portrættere hende, kastes hun ud i indre kvaler. Med Philip oplever hun den samme kærlighedslykke og enhed, som hendes søster har med sin mand.

Men sammen med denne lykke opstår der en kamp i hende om, hvorvidt hendes troskab mod ægtemanden eller troskaben til den, hun elsker, har den største fordring på hende.

Hendes argumenter for kærligheden er så overbevisende, at læseren fristes til at give hende ret i, at hun ikke er forpligtet på et kærlighedsløst ægteskab, nu når hun har fået skænket kærligheden som en gave.

Indirekte lykkes det således Ingeborg Maria Sick på mesterlig vis at skildre, hvordan fristelsen har en evne til at gøre mørke til lys og løgn til sandhed.

Både Philip og Gudrun kommer imidlertid til slut frem til en om end pinefuld erkendelse af sandheden, der holder Gudrun fast i ægteskabet, uden af den grund at miste det dybeste i det, hun har fået af Philip.

Dermed bliver Gudruns troskab i sit ægteskab den nuancering af ægteskabets ukrænkelighed, som manglede i Majas romantiske og letkøbte version.

Ægtheden i de følelser, som Gudrun og Philip har for hinanden, kommer dog ikke til at stå uafsluttet og flagrende i luften.

Som i ”Højfjælds-Præst” får alt ægte og sandt, som ikke kan fuldbyrdes her, sin opfyldelse i et evighedsperspektiv, og bliver – i tanken – opfyldt på den nye jord, for som romanen slutter:

”De ved – eller de ved netop ikke, de oplever det blot – at det, som er, som virkelig er – det faar sin Tid en Gang …. . De store Porte maa aabne sig for det skjulte Hjærteslags levende Banken […] – fordi det, som er, har Livets Ret. Og Livets Ret er den stærkeste – den har Sejren inde …”.