Tvangsadoption af ufødte er foragt for familien

Regeringen vil nu give mulighed for, at et barn kan blive tvangsadopteret, allerede inden barnet er blevet født. Det er et af elementerne i udspillet »Børnene Først«, som regeringen præsenterede i onsdags i Egtveds Pakhus i København.

Interesseorganisationen Børns Vilkår kalder udspillet flot og ambitiøst, fordi man sætter barnets rettigheder meget i centrum.

Børns Vilkårs direktør Rasmus Kjeldahl udtaler i Berlingske: “Man flytter vægten fra de voksnes behov, og det kan også være fra mors behov, og lægger meget større vægt på at få barnets behov afdækket og få barnet inddraget i de sociale sager, der er”, siger han.

Statsminister Mette Frederiksen (S), der også kalder sig selv for “børnenes statsminister,“ lagde i sin første nytårstale som statsminister 1. januar 2020 stor vægt på, at flere børn skulle anbringes uden for hjemmet for at få en bedre barndom.

Men spørgsmålet er, om børnene virkelig kommer først, eller om det i stedet er staten, som gør?

Er der ikke snarere tale om en umyndiggørelse af forældrene? Hvorfor ikke sætte alt ind på at støtte forældrene i at beholde barnet i stedet at fjerne det? Og hvem bestemmer kriterierne for tvangsadoption?

Tankegangen bag udspillet er i virkeligheden en foragt for familien, og at børn bør betragtes som statens ejendom.

Når staten i stigende grad lægger ansvaret for børns ve og vel hos sig selv, skaber man et samfund, hvor forældre ikke evner at tage sig af deres børn. Og heller ikke forventes at kunne gøre det.

Corona-krisen med nedlukninger og hjemmearbejdspladser har også afsløret, at mange helt normale forældre heller ikke magter at tage sig af deres egne børn. Der er megen frustration blandt forældre over, at skolebørn lige nu er hjemme.

Af samme grund har staten også holdt børnehaverne åbne. Skolen kører online undervisning, lige så meget for at aflaste de hårdtprøvede forældre som for indlæringens skyld.

Alt sammen viser det, at familierne i dagens Danmark ikke kan fungere, hvis ikke staten griber ind, enten gennem de tragiske tvangfjernelser eller pasning af børn.

Velfærdsstaten syn på familien er, at den først og fremmest er til for statens skyld. Og familien kan ikke fungere uden staten. Forældre magter ikke selv at passe, undervise og opdrage deres børn. De må bede staten om hjælp.

Det er jo faktisk statskommunisme og ikke en kristen kultur, hvor familien og dens selvstændighed og stolthed er samfundets sunde fundament.