Indisk COVID-læge sigtet for at fortælle familier om Jesus
Dr. Sandhya Tiwari fra delstaten Madhya Pradesh blev suspenderet fra arbejdet i et statsligt COVID-19-program, fordi hun har opfordret patienternes familier til at bede til Jesus. Sagen undersøges som en kriminalsag, skriver Christian Post.
Dr. Sandhya Tiwari blev suspenderet fra delstatens “Kill Corona- program” og risikerer nu en sigtelse for overtrædelse af Indiens lov imod konvertering, oplyser organisationen International Christian Concern.
Lægen havde som del af sit arbejde besøgt hjem i Bajna-området af Ratlam District den 22. maj, hvor hun havde uddelt kristne løbesedler sammen med en madplan. Samtidig havde hun fortalt familierne, at de kunne bede til Jesus om helbredelse.
En aktivist fra den hindu-nationalistiske paraply-organisation Rashtriya Swayamsevak Sangh protesterede mod lægens handling og forhørte hende, mens han optog det på video. Den er blevet delt på de sociale medier, og her kan man høre dr. Tiwari sige:
“Hvad er der galt med at fortælle dem, at Gud helbreder? Jeg har ikke sagt til nogen, at de skal konvertere eller truet nogen til at bede til Jesus, men som kristen har jeg fortalt dem, at Jesus helbreder.”
Herefter blev lægen ifølge lokale medier ført til afhøring på politistationen.