Nåden – for alle os fortabte

To mennesker fremstilles i historien: Den ene part, farisæeren, som udadtil levede helt op til de religiøse idealer og derfor var velanskreven i det religiøse samfund. Den anden part, tolderen, som udadtil var kendt for at arbejde for besættelsesmagten (romerne) og derfor ikke var velanskrevne blandt ret mange.

De havde dog det tilfælles, at begge parter havde for vane at pålægge andre flere byrder, end loven strengt taget angav: Farisæerne havde suppleret Toraen med en lang række bud og forordninger, og skatteopkræverne pålagde ekstra skatter for egen vinding. Derfor var de begge mest vellidte i hver deres egne ‘cirkler’.

Og så havde de én ting mere tilfælles: De var begge på vej til templet for at bede.
De stod og bad hver for sig. Farisæeren tilfreds med sig selv; tolderen skamfuld.

Dem – og os?

I kirkerne har vi (haft) en tendens til at skelne mellem ‘dem’ og ‘os’. Underforstået, os i kirken er de frelste, de ‘rigtige’, som har fundet sandheden, og så er der de andre, som stadig lever et liv i verden, uden Gud.

På den måde bekræfter vi hinanden i hver vore cirkler og bevarer vore fordomme om de andre. Jesus sætter det noget på spidsen her.

Måske vi ikke er helt så selvhævdende som farisæeren, men som sagt, overdrivelse fremmer forståelsen.

Det er naturligt og relativt nemt at finde sammen med ligesindede. Faste, tiende og god livsførelse er jo på ingen måde forkert! Problemet i vore ‘cirkler’ er blot, at vi kan gå hen at blive hinandens ekko og kun se verden fra én vinkel.

Nogenlunde ens

Hvad nu, hvis vi så ud over vores egen cirkel, så bort fra de ydre symboler på fromhed og begyndte at se ind bag ved det umiddelbare? Er vi ikke alle mennesker med nogenlunde samme behov, som har ønsker, drømme og længsler?

Men også mennesker søgende efter noget større end os selv, mennesker som er “på vej til templet for at bede.” Ikke alle ved helt, hvad det er, de søger, men lever med en åndsbevidsthed, en spiritualitet, som har brug for at blive mættet.

Noget at være stolt af?

Jesus fortæller denne lignelse med henblik på dem, der var stolte over deres egen fromhed. Den er altså ikke fortalt, for at tolderen skal ændre sig, men farisæeren.

Farisæeren var lige så forkert på den som tolderen, selvom farisæeren tilsyneladende gjorde alt det rigtige.

“Vi har jo alle svigtet og lever ikke op til Guds høje standard. Men vi bliver erklæret skyldfri på grund af Guds nåde.” Rom. 3, 23 (BPH). God livsførelse er fint, men hvis det fjerner mig fra erkendelsen af, at jeg har mindst lige så meget brug for Guds nåde som alle andre, så er noget galt.

Mit udgangspunkt må altid være, at den nådige Gud fandt mig. Det var ikke det, jeg selv kunne frembringe af god opførsel, moralsk uangribelighed eller lignende, som gjorde forskellen. Det var, og det er, alt sammen på grund af hans nåde.

Vi har alle brug for Guds nåde

Uanset hvor længe jeg har levet som en kristen, så er der ikke et ‘dem’ og ‘os’. Vi er alle på vej i vores åndelige vandring, og jo mere vi erkender afhængigheden af Jesus Kristus, jo mere kan vi se, høre og forstå Ham.

Det handler ikke om, hvad jeg kan fremvise, men om hvorvidt andre peges i retning af den nåderige, storslåede Gud.

Den afgørende forskel i lignelsen er, at tolderen var ydmyg nok til at erkende, at han havde behov for Guds nåde og dermed ydmygede sig selv.
Jesus kom ikke bare for at frelse de fortabte, men også opsøge dem. Lad os gøre det samme, ved at ydmyge os og bevæge os ud af vore cirkler. Vi har alle brug for nåden.

Søndagens tekst: Luk. 18,9-14

Stolthed kontra ydmyghedi

9 Derefter fortalte Jesus en historie med henblik på nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre:

10„To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver.

11 Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således: ‚Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker—eller som den skatteopkræver, der står derhenne.

12 Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.’

13 Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‚Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.’

14 Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk