Indien: 300 angreb mod kristne på kun ni måneder
Menneskerettighedsgrupper kalder 2021 det værste år for forfølgelse af kristne i Indiens historie.
Indiens kristne udgør kun 2,3 procent af Indiens befolkning, hvor 80 procent er hinduer. Radikale hindu-nationalister har de seneste ni måneder angrebet kristne med den begrundelse, at de med magt eller pengegaver får hinduer til at konvertere til kristendommen.
Det skriver the Christian Post.
Under en pressekonference i Delhi i sidste uge sagde den nationale koordinator for United Christian Forum, A.C. Michael, om forfølgelserne af kristne:
“De brutale angreb er foregået i 21 delstater. De fleste hændelser sker i de nordlige stater, og 288 af tilfældene er pøbelrelateret vold”.
Her henviste A.C. Michael til oplysninger fra NGO’en International Christian Concern.
Ingen indgreb mod vold
Pressekonferencen blev holdt i et samarbejde mellem United Christian Forum, United Against Hate, og Association of Protection of Civil Rights, som netop har udgivet en faktarapport med titlen “Christians Under Attack in India.”
“Det er en foruroligende situation, som rejser kritiske spørgsmål om National Human Rights Commission India og indenrigsministeriets rolle, og deres fiasko med at stoppe denne vold. Der er registreret 49 politianmeldelser, men der er ikke foretaget afgørende tiltag,” forklarede A.C. Michael.
Angreb mod kirke
Den 3. oktober angreb en gruppe på 200 radikale hindunationalister en kirke i delstaten Uttarakhand. Bygningen blev beskadiget, og mindst tre kvinder blev alvorligt såret under angrebet.
Angriberne anklagede menigheden for ”illegal” konvertering. Kirken i byen Roorkee blev angrebet af medlemmer af regeringspartiet Bharatiya Janata Party, og radikale hindunationalister, der har forbindelse til partiet Vishwa Hindu Parishad og ungdomsafdelingen Bajrang Dal.
Da gudstjenesten var ved at begynde, brød pøbelen ind i kirken, hvor de slog løs på medlemmer af menigheden og ødelagde inventaret. Mindst tre kristne kvinder blev bragt til hospitalet i byen Dehradun.
Anti-konverterings-love
Adskillige indiske delstater har antikonverteringslove, som forudsætter, at kristne enten tvinger eller støtter hinduer økonomisk for at omvende dem.
Selv om flere af disse love har været på plads i årtier, er ingen kristne blevet dømt efter dem. Men hindunationalister bruger lovene som grundlag for falske anklager mod kristne, og de angriber dem med henvisning til den påståede tvangskonvertering.
Loven udtrykker, at ingen må anvende ”trusler om guddommelig vrede”, dvs. kristne må ikke tale om hverken himmel eller helvede, da det kunne opfattes som ”tvang” med henblik på at få nogen til at konvertere. Også hvis kristne serverer snacks eller måltider til hinduer efter en gudstjeneste, kan det blive opfattet som et ”lokkemiddel”.
På Open Doors liste over de 50 lande, hvor kristne forfølges mest, er Indien nummer 10. USA’s Commission on International Religious Freedom har opfordret USA’s udenrigsministerium til at erklære Indien et ”særligt bekymringsland” på grund af delagtighed i eller tolerance af de alvorlige krænkelser af trosfriheden.
Open Doors USA advarer om, at forfølgelsen af kristne og andre religiøse minoriteter er steget, siden det hindunationalistiske Bharatiya Janata parti kom til magten i 2014.
Får skyld for ulykker
Open Doors fastslår, at hindu-radikale ofte angriber kristne, uden at det får nogen større konsekvenser.
“Hinduekstremister tror, at alle indere skal være hinduer, og at landet skal skaffe sig af med kristendom og islam,” skriver Open Doors i et faktaark. “De bruger udstrakt vold for at nå dette mål, og de angriber især kristne med hindu-baggrund. Kristne anklages for at følge en ”fremmed tro”, og de får skyld for at være årsag til uheld i deres lokalområder.”