“Hun er et symbol på stabilitet og håb”
Ærkebiskop roser sin dronning.
I anledning af den britiske dronnings 70 års jubilæum som regent, har hun udtrykt glæde og forventning til fejringen. Ærkebiskop Justin Welby opfordrer til bøn om, at Gud fortsat må lede dronningen.
Sidste søndag kunne Queen Elizabeth II som den første britiske monark fejre 70 års jubilæum. Den nu 95-årige dronning overtog tronen efter sin fars, King George VI’s, død den 6. februar 1952.
Dronningen strålede, da hun indledte sit jubilæumsår med en reception og en jubilæumskage på godset Sandringham House i Østengland, skriver Christian Today.
Om jubilæet udtalte hun, at hun ser frem til ”fortsat at tjene jer alle af hele mit hjerte”. Samtidig sagde hun, at hendes håb for jublilæumsåret er, at ”familier, venner, naboer og lokalområder igen kan samles efter nogle svære år for mange af os”.
”Når jeg ser fremad mod mit platinjubilæums-år med en følelse af håb og optimisme, bliver jeg mindet om, hvor meget vi har at være taknemlige for,” sagde dronningen. Hun fortsatte:
”Disse sidste syv årtier har budt på en ekstraordinær fremgang både socialt, teknologisk og kulturelt, som har været til gavn for os alle. Jeg er overbevist om, at fremtiden vil byde på tilsvarende muligheder for os i United Kingdom og i hele Commonwealth.”
Samtidig talte dronningen om, at hun havde et stærkt ønske om at Prince Charles’ hustru vil få en dronningetitel, når han bliver konge.
’Tak for vidnesbyrdet om Kristus’
Ærkebiskop Justin Welby har i anledning af jubilæet opfordret kristne til at bede om, at Gud fortsat vil styrke og lede dronningen og velsigne hende med godt helbred og visdom.
”Hendes Majestæt dronningens halvfjerds års tjeneste som monark har været et symbol på stabilitet og håb for hele United Kingdom, Commonwealth og verden,” sagde han.
Ærkebiskoppen fremhævede især dronningens klare bekendelse af sin kristne tro:
”Mens vi markerer jubilæet for Hendes majestæts tronbestigelse, takker vi for hendes pligttroskab over for os alle, og for hendes trofaste vidnesbyrd om Jesus Kristus,” udtalte Justin Welby ifølge CT.