Kan man det?

Det er en ganske almindelig forårsdag på Færøerne, vejret er godt, man ligefrem mærker på folk, at i dag er det godt at bo på Færøerne. De regntunge dage er glemte, solen har taget over.

På vej hjem fra arbejde opdager jeg, at tiden er kommet til at fylde benzin på tanken. Jeg drejer derfor ind på den nærmeste tankstation, midt i Torshavn, og tanker op.

Pludselig står en fremmed mand overfor mig, undskylder forstyrrelsen, spørger om han må spørge om noget. ”Selvfølgelig, det er du velkommen til”, svarer jeg – mens jeg spekulerer over, hvem han er, og hvad hans ærinde mon kan være.

”Kan du bede for mig”, svarer han, ”jeg er alvorligt syg i halsen og er på vej til Rigshospitalet í København til videre undersøgelser og behandling”.

Der, midt mellem biler og folk, fik jeg en af de største muligheder, som tænkes kan – at kunne repræsentere min Frelser og Helbreder.

Fyldt af glæde lagde jeg hænderne på manden og takkede for, at denne fremmede ikke var ukendt for Jesus, men at Han havde været på korset med alle de problemer og sygdomme, som min nye ven var plaget af.

Et, måske to, år senere, d. 8. sept. 2019, var jeg inviteret til at tale på et evangelisk søndagsmøde i en menighed på Færøerne. Jeg afsluttede ved bl.a. at opmuntre mødedeltagerne til at benytte enhver lejlighed til at bede for mennesker. For at illustrere dette fortalte jeg om oplevelsen udenfor tankstationen. Pludselig kom tanken til mig, at spørge om manden fra tankstationen måske var til stede på mødet. ”Ja”, lød det pludselig, til min store overraskelse, fra en af de bageste rækker, ”det var mig, du bad for”.

Ved mødets afslutning stod han pludselig foran menigheden og spurgte, om han måtte fortælle historien og dens afslutning. Der fik denne, også for menigheden fremmede, lov at fortælle om oplevelsen ved tankstationen. ”Jeg forventede ikke en bøn på stedet”, fortalte han, hvorefter han i detaljer fortalte om turen til Rigshospitalet og den fuldstændige helbredelse han havde oplevet, Halleluja.

For mig blev dette endnu en påmindelse om det privilegium, vi som Guds børn har. Dette at kunne bringe Himmelens gaver ned til os og vore medmennesker gennem bøn, uanset hvor vi er, eller hvilke omstændigheder vi er under.

Min bøn er, at du må få frimodighed til at bede for mennesker! For din familie, dine venner, dem du møder på vejen, på arbejdspladsen, ja alle steder, hvor mennesker findes.

Det må man godt! Det eneste (u)ventede, som kan ske, er at Jesus svarer din bøn!